“Hvis pressen ringer til mig, ringer de ikke for at høre om heste. Det gider de ikke høre om. Det ville være så fedt, hvis man kunne lave et helt program om at være en sej forretningskvinde som rytter, men det kan man bare ikke. Der er ikke nok, der synes, det er spændende – desværre.”

– Tina Lund, springrytter, 2019.

“Jeg kunne sagtens være stoppet for længe siden og trukket mig selv tilbage og passet mine heste og min familie. Men det her handler om noget andet.”

– Andreas Helgstrand, dressurrytter og stifter af Helgstrand Dressage, 2019.

“Jeg trængte til at komme væk fra sporten. Jeg trængte til luft i håret, at være beskidt og at være i ét med naturen. Væk fra en verden, der var travl, hård og kommerciel.”

– Simone Hoppe, islænder- og dressurrytter, 2019.

“Man kan sagtens uddanne en hest på forholdsvis kort tid, men at blive en ekvipage, det kræver meget mere.”

– Anke ter Beek, dressurrytter, 2021.

“Jeg tænker, at uanset hvilken hesterace, man har, vil der altid være nogle super gode forbilleder, som man kan blive begejstret af, og andre ryttere, som man ikke bliver begejstret af. Det handler også om at finde sin egen vej, og vejen bliver bygget imens man træder på den.”

– Nils Christian Larsen, islænderrytter, 2021.

“De er ikke konkurrenceheste, fordi de selv har valgt det. De er konkurrenceheste, fordi vi har valgt det for dem.”

– Thalia Pitzner, springrytter, 2019.

“Om der kommer en lille fejl – det gør overhovedet ikke noget.”

– Cathrine Dufour, dressurrytter, 2020.

“Sporten har udviklet sig, siden jeg startede. Dengang var man glad, hvis man kunne samle fire til fem ryttere i en grand prix og to til tre hold til en afdeling af Nations Cup. Der er mange flere dygtige ryttere og heste nu.”

– Ludger Beerbaum, springrytter, 2016.