
Efter ni dages stævne ved Nordic-Baltic Championships i Strömsholm er mesterskaberne 2026 afsluttet efter intense konkurrencedage i historiske rammer. Danmark dominerede både dressuren og de individuelle springklasser, mens Sverige markerede sig stærkest i para-dressur og på springholdene.
Det oplyser Den Europæiske Rideforbund (European Equestrian Federation, EEF) i en pressemeddelelse.
De nordisk-baltiske mesterskaber (Nordic-Baltic Equestrian Championships) blev afsluttet i denne uge efter ni dages konkurrence i det historiske Strömsholm i Sverige. Mesterskaberne samlede hundredvis af ryttere fra hele Nordeuropa til et af kontinentets vigtigste regionale mesterskaber.
Stævnet blev afholdt under EEF ( European Equestrian Federation / Det Europæiske Hestesportsforbund !) og bød ryttere fra Danmark, Estland, Finland, Norge og Sverige velkommen til at dyste i dressur, para-dressur og springning. Med Strömsholms mange hundrede år gamle ridetraditioner som ramme understregede stævnet igen betydningen af regionale mesterskaber, både som udviklingsplatform for kommende internationale ryttere og som led i det sportslige samarbejde og venskab på tværs af den nordisk-baltiske region.
Mesterskaberne blev åbnet med en ceremoni i midsommertema, hvor blomstersmykkede heste kredsede om en majstang, akkompagneret af taler, sang og opbakning fra tilskuerne.
“Kæmp godt, men sæt frem for alt hestenes velfærd først.”
-Sådan lød ordene fra Camilla Sjölund Lundevall, formand for det svenske rideforbund, da hun officielt åbnede mesterskaberne.
Over de ni dage tegnede Danmark og Sverige sig for de fleste af titlerne. Danmark udmærkede sig især i dressur og i de individuelle springninger, mens Sverige var stærkest i para-dressur og i springningens holdkonkurrencer. Også Estland, Finland og Norge kunne fejre bemærkelsesværdige resultater, der understreger den voksende bredde i ridesporten i regionen.
Dressurkonkurrencerne tilhørte i høj grad Danmark, der fra første dag markerede sig som den førende nation. Senior-holdmesterskabet gik til Danmark med 200,673 procent, snævert foran Sverige på 200,434 procent, mens Norge tog bronze. Danmark vandt desuden holdguld i rækkerne Pony II, junior og Young Rider, mens Sverige sikrede sig holdtitlerne i Pony I og U25.
Det har været sådan et smukt sted, og det har været en rigtig god dag for Danmark.
Sådan lød det fra den danske Chef d’Équipe Julie Brøggler efter konkurrencens første dag.
Flere danske ekvipager leverede exceptionelle mesterskaber. Clara Cordes Arnkjær og Brianna gennemførte et bemærkelsesværdigt stævne i Young Rider-rækken, hvor de føjede både individuelt guld og kürguld til Danmarks holdtitel. Efter sin tredje guldmedalje sagde Arnkjær:
Jeg er meget glad og meget stolt af det, vi har leveret i denne uge. Hun var med mig hele vejen, og vi gjorde det sammen.
En anden fremtrædende dansker var Cecilie Dybro Jensen, hvis samarbejde med Zagori gav guld i både senior-individuelt og senior-kür. “Jeg er så, så stolt af min hest,” sagde hun efter sin første sejr. “Jeg er virkelig glad for, at han giver alt, hvad han har.”
I junior-rækken sikrede Sofie Aagaard Buur-Thomsen og Hodja Højris både den individuelle titel og kürtitlen til Danmark. Sverige havde succes i Pony I gennem Wilma Holmgren, der vandt den individuelle titel med Neverland WE, og Samantha Arnbäck, der tog kürguld på Mister Prime Time. Danmarks Nova Rønne Therkelsen og Donnerblitz CV dominerede Pony II og sikrede sig begge mesterskabstitler.
Børne-mesterskabet gik til værtsnationen Sverige, hvor Engla Svärd og Hamiltons I Did It My Way tog guld foran landsmanden Viggo Bornhager. Estland kunne fejre stævnets første medalje gennem Marta Johanna Lepiksoos bronze på Beyonce.
Sverige havde også god succes i U25-rækken, hvor Mary Sophie Haid Bondergaard og St. Louis tog både den individuelle titel og kürtitlen. “Küren er faktisk ikke hans egen kür, jeg lånte den af min mor, og vi lavede nogle hurtige justeringer i går aftes,” fortalte hun efter sejren. “Det var spændende at se, hvordan det ville gå nu, hvor jeg havde ændret den, men det gik supergodt, og jeg er superglad.”
Værtsnationen viste sig dominerende i para-dressuren og sikrede sig holdmesterskabet med 426,105 procent foran Danmark og Norge.
Pam Svane og Raja gennemførte en dobbelt sejr i grad III, hvor de først vandt det individuelle mesterskab med 71,734 procent og siden vendte tilbage og tog kürguld med 75,600 procent.
Jeg havde en god fornemmelse. Banen er meget smuk, og det er sjovt at være her og konkurrere.
Sådan lød det fra Svane efter hendes første sejr. “Hun var lidt spændt, der er ret meget at kigge på her omkring, men hun klarede det godt.”
En anden svensk dobbelt kom i grad IV, hvor Louise Etzner Jakobsson og Goldstrike B.J. toppede både det individuelle mesterskab og küren. I grad V var Norges Christina Marcussen og Zorro Højris uovervindelige og sikrede sig begge guldmedaljer foran landsmanden Mira Antonsen Hjelle.

Springkonkurrencerne samlede ryttere fra Danmark, Estland, Finland, Norge og Sverige og bød på nogle af stævnets mest spændende øjeblikke.
Sverige var stærkest i holdkonkurrencerne og vandt fire af de seks mulige titler. Holdguld gik til Sverige i rækkerne Young Rider, senior, Pony I og Pony II, mens Danmark vandt junior- og børnemesterskaberne.
De har leveret meget stabile runder, det er det, der skiller sig ud. Vi var mere stabile end de andre.
Sådan lød det fra den svenske Young Rider Chef d’Équipe Anna-Clara Pettersson efter holdets sejr. For de svenske pony-hold fremhævede Chef d’Équipe Sofia Bengtsberg mesterskabernes betydning for den fremtidige udvikling. “Det er unge ryttere, der har mange år foran sig, og det lover godt for fremtiden,” sagde hun. “Det er så værdifuldt, det har været et stort mål for mange af dem, men det betyder også meget med hensyn til erfaring for fremtiden.”
De individuelle mesterskaber tilhørte derimod i høj grad Danmark. Danske ryttere satte sig på hele podiet i junior-rækken, anført af Malou Therese Mulbjerg Larsen og Tannenberg Dree Boeken. Maria Barnewitz Schou og Apoclaire sikrede sig senior-titlen foran Sveriges Ella Löfqvist.
Jeg håbede på en medalje, men man kan aldrig rigtig forvente en medalje, for der er mange dygtige ryttere her, og man kan altid lave en fejl. Men jeg håbede bestemt på en medalje, og guldet tager jeg imod.
Sådan lød det fra Barnewitz Schou efter sejren.
Sverige svarede igen med sejre i Young Rider- og Pony II-mesterskaberne, hvor henholdsvis Linn Arvidsson og Clark Kent HE samt Lisen Håkansson-Bringby og She’s a Diva tog guld. Estland kunne også fejre et historisk øjeblik, da Grete Veske sikrede sig bronze i Young Rider-mesterskabet på Apple Jack Db Z.
Jeg kan stadig ikke helt tro det. Det føles fantastisk. Han er virkelig noget særligt for mig, og jeg er bare så stolt af ham.
Sådan lød det fra Veske efter konkurrencen.
Danmarks Sille Hartvig Nielsen og O’Brian One sikrede sig Pony I-titlen, mens Rebekka Sehestedt Juul rundede et mindeværdigt mesterskab af ved at føje børnetitlen på Imcarthina til sit Pony I-sølv. Også Norge kunne fejre en podieplacering gennem Bertine Hagen Berentsen, der tog sølv i børnerækken.
Hun har sprunget fantastisk med masser af flotte runder her. Jeg er virkelig taknemmelig for muligheden for at være her.
Sådan lød det fra Sehestedt Juul efter guldet.
Da de nordisk-baltiske mesterskaber 2026 lukkede, havde stævnet endnu en gang vist værdien af regionale mesterskaber i udviklingen af ryttere, heste og sportsligt samarbejde på tværs af Europa.
Danmark sluttede som den samlet set mest succesfulde nation med dominans i dressuren og i de individuelle springninger, mens Sverige udmærkede sig i para-dressur og på springholdene på hjemmebane. Også Finland, Norge og Estland kunne fejre vigtige resultater, der understreger den stigende bredde og konkurrence i ridesporten i den nordisk-baltiske region.
EEF lykønskede alle ryttere, heste, officials, frivillige og arrangører med den vellykkede afvikling af mesterskaberne.
Bag kulisserne kan stævnet følges på Instagram under @nordicbalticech.
De nordisk-baltiske mesterskaber samler syv nationer: Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Norge og Sverige. Mesterskabet har været afholdt i over to årtier, men 2024 markerede en historisk milepæl, da stævnet officielt blev anerkendt som regionalt mesterskab af EEF. Værtslandet skifter mellem de nordiske nationer, og mesterskabet omfatter tre discipliner: springning, dressur og para-dressur, med klasser for et bredt spænd af niveauer og aldre, fra ponyer og børn til juniorer, U25, seniorer og para-grader I til V.