Er det okay at være bange for sin egen hest?
Læs mere →
Der findes hestehistorier med store præmiesummer, internationale stamtavler og seks cifre på prisskiltet. Og så findes der Tordensky. Han kostede 500 kroner på Hjallerup Marked i 1989, havde indtil da mest gået sammen med køer, og er ifølge sine tænder født i begyndelsen eller midten af 1985. Det gør ham til en af de ældste heste, vi kender til herhjemme – og han går stadig på græs ved kirken i Kirke Værløse.
Historien er fortalt af lokalmediet Alt om Furesø, og den begynder på et af Danmarks mest kendte hestemarkeder. Inger Mose var på Hjallerup Marked i 1989, kom i snak med nogle hestehandlere, og endte med at tage en skimlet pony med hjem for 500 kroner.
“Jeg fik ham foræret bare sådan uden videre,” siger hun om handlen – selvom pengene altså skiftede hænder.
Handleren mente, at ponyen var omkring 10 år. Et halvt års tid senere skiftede Tordensky tænder, og så kunne man regne baglæns: han var født i begyndelsen eller midten af 1985. Alderen var altså noget lavere, end der var blevet sagt på markedet.
Tordensky havde gået sammen med køer og havde det ikke særlig godt. Han var heller ikke tilredet. Det blev han så – med, som Inger Mose beskriver det, lidt kærlig tålmodighed.
Siden har han både båret ryttere og været spændt for en lille vogn, ikke mindst omkring jul. Det er den slags hesteliv, der ikke fylder noget i resultatlisterne, men som fylder alt i en familie: turen op ad vejen, juleturen med vognen, ponyen der bare står der år efter år, mens børn bliver voksne og kalendere skiftes ud.
Det er nu 37 år siden, han kom hjem fra Hjallerup.
I dag bor Tordensky i Kirke Værløse i en stald, som Inger Mose har fået indrettet i det store murede udhus ved huset. Om dagen går han på markerne op mod kirken sammen med de andre heste, der står ved Annexgården.
Han står nemlig ikke bare inde og bliver passet som et museumsstykke. Han går ude. Han er på græs sammen med andre heste, i en helt almindeligt hesteflok, ikke på et specialiseret pensionat.
Han er så kendt på egnen, at han er endt som motiv i Kirke Værløse-kalenderen – sammen med Coco, en blågul ara, der også hører til blandt lokalområdets faste maskotter.
Den er der selvfølgelig, alderen. Ryggen er blevet mere svajet, som den bliver på gamle heste. Og næsten alle kindtænderne er væk, hvilket betyder, at han ikke længere kan tygge sig igennem almindeligt grovfoder på egen hånd.
Derfor får han hjemmelavet mash med vitaminer morgen og aften, og fibre i spande, så han stadig kan få den tyggetid og det fibergrundlag, en hestemave har brug for. I vinteren 2024-25 fik han desuden konstateret Cushings syndrom – det stofskifteproblem, der især rammer ældre heste og blandt andet giver problemer med fældningen. Han får medicin for det, ordineret af dyrlægen.
Det er ikke en gratis eller nem hverdag. Men det er heller ikke dramatisk. Det er to spande om dagen, en pille, og en ejer der holder øje.
Inger Mose lægger ikke skjul på, hvor de står:
“Han har det godt, men nu tager vi alligevel kun en sæson ad gangen.”
Det er nok den mest ærlige sætning, man kan sige om en hest i den alder. Ingen løfter, ingen benægtelse. Bare en sæson mere, hvis han vil.
Tordensky er ikke den første danske hest, der runder de 40. Tilbage i 2006 fortalte TV 2 om ponyen Karoline fra Vejle-egnen, der også var over 40 år, og som havde brugt sit liv på en rideskole og på et hjem for blinde. Fælles for dem er, at de har haft et arbejde, en flok og en fold – ikke en særlig avanceret plan.
De fleste heste når aldrig i nærheden af 40 år. Og der findes ingen opskrift, man kan bestille hjem, som garanterer et langt hesteliv. Genetik spiller ind, held spiller ind, og en enkelt kolik kan afgøre det hele.
Men der er alligevel noget genkendeligt i Tordenskys historie for os, der har heste: den har intet med prisskiltet at gøre. En pony til 500 kroner, der kom fra dårlige forhold, fik lov at blive hest – gå ude, gå i flok, have et par opgaver, blive gammel hos den samme person i 37 år.
Det er nok det bedste, vi kan give dem. Og hvis man skal måle et hesteliv i noget, er antallet af somre på en mark ved en kirke i Nordsjælland ikke det dårligste mål.