Når EM i military afvikles i Strzegom i Polen d. 17.-20. august i år stiller Danmark for første gang i 10 år med et hold. Det er Peter Flarup, Hanne Wind Ramsgaard, Mia Hastrup og Cecilie Eriksen, der skal forsvare de danske farver både som hold og individuelt. Sidste gang et dansk landshold konkurrerede ved et Europamesterskab var i Rom i 2007, hvor det blev til en 5. plads.
Ankermanden
Genganger på holdet, der var til start i Rom, er Peter Flarup, der i år deltager med hesten Frankie. Peter har også været med som holddeltager ved EM i Luhmühlen i 1999, hvor det danske hold blev placeret som nr. fire. Peter, der vel nok må regnes for at være holdets ankermand, glæder sig til mesterskabet og over den positive udvikling militarysporten gennemgår i Danmark. Hans egne resultater over de seneste to år er de bedste nogensinde, blandt andet blev det en sejr i Normandiet i 2016, mens det i år er blevet til en imponerende andenplads i Renswoude i Holland. Den erfarne militaryrytter tør dog ikke spå om en mulig placering ved EM for ”alt kan ske i holdkonkurrencer”. Drømmen om en podieplads lever selvfølgelig, men mindre kan også gøre det.
”Selvfølgelig vil det være fantastisk med et godt resultat, men EM skal også bruges som forberedelse til næste års WEG og forhåbentlig mod endnu flere og større præstationer i fremtiden,” siger Peter Flarup.
En blanding af nyt og gammelt
Udover Peter Flarup består holdet af Hanne Wind Ramsgaard og Vestervangs Arami, Mia Hastrup og Constantin, samt Cecilie Eriksen og Calvin. Både Hanne og Mia deltog individuelt ved EM i 2015. Sidste holdmedlem er den unge rytter Cecilie Eriksen, der er et af militarysportens helt store upcoming talenter. Det er altså et hold bestående af rutinerede og erfarne ryttere og unge talenter, der sendes afsted.
En kongedisciplin
Military er vel nok den mest alsidige af ridesportens discipliner med tre konkurrencer i en. Til EM skal rytterne første dag testes i deres evner på dressurbanen. På andendagen er det den ca. seks km lange terrænbane, hvor 40 udfordrende forhindringer på max 120 cm skal overvindes. På sidstedagen gælder det ridebanespringningen, hvor forhindringshøjden er op til 125 cm. Vinder af mesterskabet er den ekvipage eller det hold, der samlet set klarer sig bedst.
Unge talenter på vej
Flere unge militaryryttere er godt på vej på den internationale scene. Når EM for junior- og ungryttere afvikles i Millstreet i Irland i år, bliver det med en individuel ungrytter og et juniorhold (i øvrigt også for første gang i 10 år). Endvidere skal en enkelt ponyrytter ride EM med dansk flag på armen. Det bliver i Kaposvár i Ungarn sidst i juli måned.
Info om EM i military
Kilde: Pressemeddelelse Dansk Ride Forbund