Danske ryttere frygter ulykker med kvæg i indhegnede naturområder

PRESSEMEDDELELSE

En omfattende spørgeskemaundersøgelse med svar fra 2700 ryttere, udført af Dansk Islandshesteforening og Dansk Rideforbund i samarbejde med Rambøll, viser at langt de fleste ryttere er bange for at ride i de mange nye indhegninger i bl.a. Naturnationalparkerne.

Ridning i naturen er en hobby, som mange dyrker for at få motion og lade op mentalt – på lige fod med f.eks. orienteringsløb, mountainbike eller kajakroning. Det fysiske og psykiske velvære, som kommer af at dyrke motion i naturen, har alle disse grupper tilfælles.

Nu viser en ny undersøgelse, at mange danske ryttere frygter for sikkerheden ved at ride i de nye hegnede naturområder med store græssere som fx kvæg.

Om undersøgelsen
  • Undersøgelsen startede den 1. november 2024. Nu er resultaterne her.
  • Undersøgelsen har baggrund i en spørgeundersøgelse, som Dansk Islandshesteforening gennemførte blandt sine medlemmer i april 2024. Her kom flere respondenter med eksempler på episoder med uheldige møder mellem friluftsliv og store naturgræssere
  • Det fører til et ønske fra rideorganisationerne om at udbrede en undersøgelsen om ridning i indhegnet natur til alle landets ryttere.
  • Organisationerne ønsker med undersøgelsen at få overblik over, om danske ryttere og hvor mange, der mener, at de bliver indskrænket i at kunne dyrke deres fritidsinteresse – ridning i naturen – i takt med, at der indhegnes mere og mere natur i Danmark.  Herunder bl.a. også at få kendskab til ulykker, hvor der er indblandet ridende og store græssere. Der samles nemlig ikke data om ulykker, så man kan bruge erfaringerne til at forebygge nye ulykker.Kilde: Ny undersøgelse sætter fokus på risici ved ridning i hegnede naturområder

Høj deltagelse og interessante resultater

Med 2715 besvarelser har undersøgelsen nået en deltagelse, der langt overgår de oprindelige forventninger, og det giver den iflg. Rambøll et stærkt statistisk grundlag.

Det er ryttere af enhver slags, både konkurrence-, allround- herunder pararyttere på alle slags hesteracer, der har besvaret undersøgelsen. Dog flest kvinder og ryttere på islandske heste.

Umiddelbart er Tove Urup Madsen, projektleder i Ridespor Danmark – et projekt under Dansk Islandshesteforening og Dansk Ride Forbund overrasket over aldersfordelingen på respondenterne. Hun mener, at undersøgelsen rammer en brugergruppe, der holder sig aktive såvel fysisk som mentalt, men som ikke er så risikovillige i forhold til uforudsigelige hændelser på en ridetur.

Af besvarelserne ses, at flertallet af respondenterne beskriver sig som skovtursryttere, og de angiver at ride i naturen mere end 6 gange om måneden. De vurderer sig selv som meget øvede ryttere.
52% af besvarelserne er fra personer i alderen 40 -59 år, og hele 27% er over 60 år.

Man kan således godt tale om, at undersøgelsen rammer ind i en gruppe af modne mennesker, der holder sig aktive såvel fysisk som mentalt. Det interessante er, mener Tove, at respondenterne tilsammen vurderer barriererne for at ride i naturen ret ens.

– Et markant svar i undersøgelsen er, at 75% angiver, at de opfatter græssende dyr som kvæg, heste mv. som en væsentlig barriere, der ville afholde dem fra at ride i naturen. Derudover svarer 67 % af rytterne, at de selv har oplevet eller kender nogen, der har været i en farlig situation under ridning blandt kvæg. Til sammenligning er der 38%, der angiver ridning på trafikfarlig vej, som en barriere, der kunne afholde dem fra at ride i naturen, siger hun.

Figur 1: Uddrag af Rapport vedrørende udfordringer og barrierer ved ridning i naturen. November 2024

Rytterne er ikke bare skræmt af historier og fantasier

Rytternes vurdering af, at ridning blandt græssende dyr som kvæg og heste kan være forbundet med fare understøttes af adfærdsforsker Janne Winther Christensen. Hun forsker bl.a. i frygtreaktioner hos heste og er lektor på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, sektion for Adfærd, Stress og Dyrevelfærd (BSW), Aarhus Universitet.

Dyrearter som kvæg og heste har en naturlig motivation for at være opsøgende overfor ukendte heste og i nogle tilfælde også hunde, og det kan udgøre en sikkerhedsrisiko, forklarer hun i dette interview.

Hun peger på vigtigheden af både at tilvænne de besøgende dyr til at være trygge ved de løse dyr i indhegningerne og på at træne dyrene i indhegningen til at holde afstand, når der kommer besøg. For hvis dyrene bag hegn er trænet til at trække sig tilbage, mindskes risikoen for konflikter.

Tankevækkende at så mange ryttere har udsigt til at skulle ride i indhegnet natur

Lisbeth Maria Hansen, der er næstformand i Dansk Islandshesteforenings naturkomité supplerer Tove Urup Madsen:

– Når majoriteten af rytterne angiver græssende dyr som en barriere og flere har oplevet farlige situationer, viser undersøgelsen noget væsentligt og som ses af graferne herunder – nemlig, at 82% af rytterne angiver, at der findes eller er planlagt natur med indhegnede dyr, i de områder de plejer at ride i.

Figur 2. Uddrag af Rapport vedrørende udfordringer og barrierer ved ridning i naturen. November 2024

Lisbeth forklarer videre:

– Af figur 1-5 ses, at 13 % er parate til at ride blandt kvæg.

kun 6 % er parate til at ride blandt kvæg, uanset oversigtsforhold, låger mv.

– 49 % angiver dog, at de er villige til at ride i indhegninger med hjortevildt, og 36 % angiver, at de også vil være villige til at afprøve kræfter med at ride blandt får.

Figur 3. Uddrag af Rapport vedrørende udfordringer og barrierer ved ridning i naturen. November 2024
Figur 4. Uddrag af Rapport vedrørende udfordringer og barrierer ved ridning i naturen. November 2024

Er Naturnationalparkerne kun for 6 procent af rytterne? – er det virkelig godt nok?

Hvad betyder resultaterne for fremtiden?

Undersøgelsen giver rideorganisationerne et klart billede af de risici og bekymringer, som rytterne står overfor i relation til den stigende brug af indhegninger og udsætning af store græssere i naturen.
Undersøgelsen cementerer, at det er erfarne ryttere med stor rutine i at ride ud i naturen, som er forbeholdne overfor at ride i indhegninger med dyr.
For rideorganisationerne betyder det en synliggørelse af, at det er nødvendigt at myndigheder tager hensyn til rytteres erfaringer og ønsker, når der arbejdes med alternative ridemuligheder udenfor de indhegnede områder. F.eks. at nye ridemuligheder ikke placeres tæt på indhegninger med kvæg eller andre store græssere.

Figur 5. Uddrag af Rapport vedrørende udfordringer og barrierer ved ridning i naturen. November 2024

Ridning bør anses på lige fod med andre friluftsaktiviteter

Politisk set giver undersøgelsen nu rideorganisationerne et stærkt grundlag for at fremføre deres, mener Tove Urup Madsen:

“Vi er blevet bekræftet i, at meget få ryttere vil og kan ride blandt store græssere. Den risikovurdering, som rytterne i undersøgelsen tilkendegiver at de må tage, gør det ikke foreneligt med at få en god ridetur. Ridning er jo, på lige fod med øvrige friluftsaktiviteter, der hvor vi mentalt lader op, men det kan vi jo ikke, hvis vi konstant er i frygt for det uventede.”

Miljøminister Magnus Heunicke har tidligere udtalt, at hegning af naturområder vil beskytte både dyrelivet og mennesker. Men ifølge denne undersøgelse anser mange ryttere hegningstiltag som en hindring og som en trussel mod deres sikkerhed.

Samme Magnus Heunicke har netop i en pressemeddelelse omkring udviklingen i Fussingø Naturnationalpark udtalt: ”Når vi nu sætter hegn op, sikrer vi, at de store dyr ikke havner i trafikken eller på landmændenes marker. Omvendt bliver hegnet hverken en hindring for den øvrige natur eller menneskers adgang til området.

“På baggrund af vores undersøgelse, kan vi på faktabaseret baggrund sige, at det jo ikke kan være mere forkert. Undersøgelsen er med til at kaste lys over en vigtig debat om, hvordan vi sikrer både naturens bevarelse og mennesker og dyrs sikkerhed, når vi skal deles om de samme områder. l Rideorganisationerne vil vi nu tage diskussionen videre til politikerne, og påpege de faktiske konsekvenser af at introducere store græssere i de danske naturområder,” slutter Tove Urup Madsen.

Kilder:


Forside – Dansk Islandshesteforening

Velkommen til Dansk Ride Forbund

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce