Kalenderen melder den 1. september, og det betyder, at strandene igen er åbne for de firbenede. Noget af det mest fantastiske er en ridetur på stranden i den danske sommer. Men hvordan er det nu lige, det er med reglerne? Det kan være svært at forstå Naturstyrelsens regler, men vi er nået frem til følgende:
Fra 1. juni til 31. august
I denne periode må man kun ride på stranden, hvis ejeren af strandbredden (når arealet ikke er klitfredet) har givet lov til ridning. Der findes altså lokale aftaler også på Naturstyrelsens arealer, hvor man på visse strækninger og særlige tidspunkter må ride om sommeren. Her har de lokale afdelinger af Naturstyrelsen vurderet, at ridningen kan foregå uden det medfører væsentlige problemer, til stor glæde for rigtig mange ryttere og heste.
Find din lokale Naturstyrelses afdeling her og se om du må ride på lige netop din strand.
Er du så heldig, at du har en strand at ride på, så respektér det og værn om din mulighed, derfor dette lille opråb:
HUSK ALTID AT SAMLE KLATTER OP – EFTERLAD STRANDEN LÆKKER OG REN, SÅ ALLE SYNES, DET ER HYGGELIGT, AT HESTENE KOMMER PÅ STRANDEN OG BADER!
Fra 1. september til 31. maj
I denne periode må man ride på stranden og på klitfredede arealer . Man må ride på den ubevoksede strandbred, og når man rider direkte ned til den ubevoksede del, må man ride henover den bevoksede del af en strandbred, hvis denne ikke er klitfredet. Man må altså ikke rides henover bevoksede, klitfredede arealer uden for lovligt anlagte veje. Det er en betingelse, at man lovligt, f.eks. ad offentlige veje eller ad private veje, hvor ridning ikke er forbudt ved skiltning, kan komme ridende til den pågældende strand/kyststrækning.
Specielt for den jyske vestkyst
Langs den jyske vestkyst fungerer visse strækninger af stranden som offentlig vej, og her er der hele året adgang til ridning.
Takt og tone for ridning på Naturstyrelsens arealer:
Benyt ridestierne. Heste i hurtige gangarter som trav, tølt og galop ødelægger nemlig skovvejene for cyklister, barnevogne, kørestole og dårligt gående
Rid så vidt muligt i rabatten ved ridning på grusveje
Tag ned i skridt og hold til højre, når du passerer gående og cyklister
Passér altid andre ryttere i skridt
Kævler, stabler, diger og grøfter må ikke bruges som spring
Vis hensyn over for andre og naturen
Kilde: Miljøministeriet/Naturstyrelsen