Grovfoder varierer mere, end man tror
Læs mere →
Nostalgi – med det perspektiv, vi først fik senere
De fleste af os kan huske den første pony. Ikke nødvendigvis den mest veluddannede eller den mest ukomplicerede, men den, der gjorde det hele virkeligt. Når vi ser tilbage i dag, med flere års erfaring og måske større heste under os, står det klart, at den første pony lærte os langt mere, end vi forstod dengang.
Inden vi fik vores første pony, havde vi set opvisninger, læst magasiner og lyttet til undervisere. Vi vidste, hvordan det burde se ud. Hvordan hjælperne skulle gives. Hvordan træningen skulle bygges op.
Så stod vi der – med en pony, der ikke nødvendigvis reagerede, som vi havde forestillet os.
Vi lærte hurtigt, at virkeligheden er mere nuanceret end teorien. At timing og fornemmelse ikke kan læses frem, men skal udvikles gennem gentagelser og fejl. At det at ride selv er noget helt andet end at se andre gøre det.
Fremskridt kom ikke så hurtigt, som vi måske havde ønsket. Det skete gennem små, konkrete justeringer – en bedre overgang, en mere stabil parade eller en tur uden misforståelser. Men ponyen satte tempoet, og det var ikke altid i overensstemmelse med vores ønsker. Vi lærte, at udvikling kræver gentagelse, at man skal øve det samme mange gange, før det bliver stabilt. Nogle dage handlede det ikke om at forbedre noget nyt, men blot om at vedligeholde det, vi allerede kunne – og det var helt normalt.
Den første, der ikke var en rideskoletime, men “vores”. Den første, hvor vi havde ansvar for udstyr, pasning og planlægning. Den første, der lærte os, at det at have pony ikke kun handler om at ride, men om at tage ansvar og indgå i en relation. Det var ikke længere bare en aktivitet én gang om ugen, men en daglig forpligtelse. Den var afhængigt af os – Ikke kun i ridningen, men i pasningen i hverdagen. Udstyret skulle være i orden, foderet skulle planlægges og aftaler med smed og dyrlæge skulle aftales og overholdes.
Med ansvaret for et dyr følger ansvar, planlægning, bekymringer, men også en masse unikke glæder.
Foto: Canva
I begyndelsen føltes det stort. Senere blev det naturligt. Men ansvaret satte sig og gjorde os mere strukturerede, mere bevidste og mere realistiske.
Vi troede måske, at hvis vi gjorde alt rigtigt, ville samarbejdet automatisk fungere.
Men ponyer har personlighed. De har holdninger. De reagerer på stemning, pres og usikkerhed.
Vi lærte, at tillid opbygges over tid. At respekt ikke kan kræves, men skabes gennem stabil og tydelig adfærd. At man må møde ponyen, hvor den er – ikke hvor man selv gerne vil hen.
Ikke alle stævner gik, som vi havde håbet. Ikke alle spring blev perfekte. Der var dage med frustration og tårer. men den lærte os også “At komme op på hesten igen”.
Den første pony lærte os, at modgang ikke er afslutning. At man kan justere, øve og prøve igen. At udvikling sjældent er lineær. Det var en vigtig læring, som mange af os har taget med ind i voksenlivet.
En skridttur uden konflikter. En vellykket bane. En rolig opstigning.
Det var ikke nødvendigvis teknisk perfektion, men det var fremskridt. Og det føltes stort. Den første pony lærte os at registrere de små forbedringer og værdsætte processen, ikke kun resultatet.
Med erfaring kan vi ofte se ting, vi ville have gjort anderledes. Vi kan se fejl i træningen eller manglende viden, som vi siden har fået. Men vi kan også se, at den første pony lagde fundamentet. Den lærte os ydmyghed, tålmodighed, ansvar og vedholdenhed.
“Den gjorde os ikke færdige. Den gjorde os begyndende“.
Og måske er det derfor, den stadig står tydeligt i hukommelsen. Ikke som et billede på perfektion – men som starten på alt det, der kom efter.