Pilates- og træningsbolde er formentligt ikke noget, du umiddelbart forbinder med stalden. Men faktisk kan det – og mange andre ting fra fitnesscenteret – også bruges i stalden. Læs med her, og bliv klogere på hvad og hvordan!
FRA FITNESS TIL RIDNING:
1. FITNESSMÅTTER
HVAD ER PROPRIO-TRÆNING?
Øvelsen på måtten er med til at træne din hests perception. Perception dækker over den måde, som både vi og hesten sanser verden på. Vi perciperer ved at se, høre, føle, smage eller lugte.
Ved proprio-træning ønsker man at øge hestens koordinationsevne og balance ved at styrke dens kropsbevidsthed igennem sansemotoriske øvelser – både fra jorden og fra ryggen. Den øgede fokus på kropsbevidsthed kan også sætte gang i en god omgang hjernegymnastik for mange heste, fordi de pludselig skal mærke og bruge deres krop på en anden måde, end de måske plejer at gøre.
Proprio er blot en forkortelse af proprioception. Proprioceptionen er en ledsans, som giver besked til hjernen om, hvordan vores lemmer skal reagere i en given situation alt efter det sanseindtryk, som hjernen modtager. Hjernen behandler disse indtryk, så den kan give besked videre til kroppen om, hvor eksempelvis vores ben skal placeres alt efter det sanseindtryk, som underlaget giver. Nogle steder på kroppen har flere receptorer, som gør, at disse steder er særligt gode at tænke ind i proprio-træning. For hesten er det eksempelvis bagenden af hovene, som rummer mange fintfølende receptorer.
Når din hest er komfortabel med at stå på måtten, kan du lige så stille bygge ovenpå. Du kan eksempelvis prøve at udfordre din hests balance på måtten ved at bede den om at løfte det ene ben eller lave udstrækningsøvelser. Eksperimenter med de øvelser, som du ellers ville bede din hest om at lave fra jorden. Du kan også prøve at se, om der er forskel på, hvorvidt din hest har et, to, tre eller alle fire ben på måtten. Desuden kan du lege med at folde måtte helt ud eller helt sammen og se, hvad det gør ved din hests krop.