Elitesport og søskendekærlighed – på godt og ondt

Familien Hallundbæk er en vaskeægte hestefamilie, som har viet store dele af sit liv i hestenes tegn. Familien er samlet på den store hesteejendom Haregabgaard i Nordsjælland, hvor familiens to børn, Clara og Emil, bruger masser af tid og kræfter på deres ridesport. Begge unge mennesker er nemlig springryttere, og rider på internationalt plan.

At være en familie med to børn, som begge bruger størstedelen af deres tid på heste, har både sine fordele og ulemper. Men hvad er drivkraften bag de mange timer, og hvordan er det at konkurrere på så højt et niveau? – og så endda mod hinanden sommetider?  For Clara og Emil handler det om resultater, motivation og masser af søskendekærlighed.

Bytte-bytte-købmand
Emil og Clara er et søskendepar som alle andre. Emil er storebror, og kan indimellem være lidt for overbeskyttende og ”storebror”-agtig, ifølge Clara. Clara er lillesøster og går sine egne veje, som kun en lillesøster kan, mener Emil. Fælles for dem begge er dog, at de er konkurrencemennesker til fingerspidserne, og vægter deres sport utrolig højt.

”Ridning er jo en livsstil, og hele vores familie har viet deres liv til hestene, og det at vi kan udleve vores drømme som internationale springryttere,” forklarer Clara.

Emil supplerer: ”Det ville ikke have været det samme, som hvis kun den ene af os red, for så var der ikke samme grundlag for ridningen i familien, men vores forældre har også husket på at tænke uddannelse indover, så det hele ikke kun går op i ridning.”

På trods af at begge ryttere er konkurrencemennesker, så formår de at hjælpe hinanden i flere forskellige aspekter.

”Vi er gode til at hjælpe hinanden både til stævner og i hverdagen. Vi kan blandt andet godt finde på at bytte rundt på hestene. Hvis den ene hest ikke fungerer for mig, så kan Clara finde på at prøve den, og se om den fungerer for hende,” fortæller Emil.

Konkurrencemennesker til fingerspidserne
Det er dog ikke kun hjemme på gården det gode søskendeforhold fungerer, men også til stævner har de to søskende gode fordele ved at have hinanden med.

”Vi prøver altid på at se hinanden ride, og særligt Emil er god til at komme med gode råd efter mine ridt, men hvis det er gået dårligt, så er jeg ikke den bedste til at lytte efter hans råd. Så skal der lige gå lidt tid,” fortæller Clara.

Emil fortsætter: ”Vi kan begge give råd til hinanden, men jeg gør det nok mest. Jeg kunne aldrig finde på at stå nede ved porten og råbe af Clara, men vi er gode til at være der for hinanden, og også give hinanden ros og lykønskninger, hvis det bare gik virkelig godt på banen. ”

Der var dog én episode som begge to husker særdeles godt. Danmarksmesterskaberne for år tilbage. Emil tabte til sin lillesøster.

”Det var han godt nok ikke glad for. Jeg tror du synes det var lidt pinligt, at din lillesøster vandt over dig,” griner Clara og henvender sig til Emil.

”Ja, det gjorde jeg nok lidt dengang. Der var man også bare det yngre, og jeg vil sige at det har ændret sig med alderen. Vi vil jo udelukkende det bedste for hinanden, og synes kun det er flot med gode resultater. Jeg tror bare man var lidt mere barnlig, da man var yngre,” slutter Emil snakken om Danmarks mesterskaberne.

Søskende med forskelligheder
Selvom det primært er en fordel at dele ridningen som søskende, så er der tale om to individer med mange forskelligheder – og det ses i ridningen.

”Jeg tager nok lidt flere chancer, og kan være lidt dumdristig på banen indimellem. Hvordan jeg rider kommer også an på hvilken hest jeg sidder på, men overordnet set bruger jeg flere kræfter, og har mere kontrol over hesten på banen. Jeg bruger også længere tid på dressuren bag springningen end Clara gør,” forklarer Emil.

”Det er rigtigt, at Emil er mere kontrolfreak end mig, og jeg er mere eftergiven. Men jeg er også en pige, og det tror jeg også bare har noget at skulle have sagt i forhold til ens ridestil, hvis man kan sætte det sådan op,” fortæller Clara.

Clara er mere eftergiven og rider lettere, men til gengæld er hun fast besluttet på hvor hun vil hen, og hvordan hun kommer dertil med hesten.

”Jeg har de sidste par år lært at lytte til hvad andre siger – også selvom det er volapyk, så lytter jeg og siger ja. Indimellem giver jeg det et forsøg, og prøver nok lidt for mange ting indimellem. Der er Clara god til at beslutte sig på en ting og så gøre det,” fortæller Emil.

Efterårets forventninger
Selvom efterårets sæson er i gang har begge ryttere store forventninger til efterårets resultater.
Emil vil gerne deltage ved flere indendørs stævner, og ser blandt andet frem til Oldenburg CSI*3, og hvis tiden er til det, kan vi være heldige at se dem begge til Christmas Showet på Vilhelmsborg.

”Der er bare noget specielt at deltage til stævner på dansk jord, fordi det er hyggeligt og der er stor opbakning fra danskerne. Danskerne er generelt glade mennesker, som altid laver god stemning, og det kunne også mærkes ved World Cup Herning,” fortæller Emil.

For Clara er forventningerne en smule anderledes. Ønsket om gode resultater er selvfølgelig altoverskyggende, men ud over det, har hun også sat sig for at lære hendes nye hest godt at kende.

”Jeg fik ny hest for en lille måned siden, og den skal jeg lære at kende. Det var kun vores andet stævne i til World Cup Herning, og Best Buy er mit nye projekt, som jeg forventer meget af,” slutter hun.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce