Folden er grøn – men er der stadig nok at spise?
Læs mere →
Ridesporten er fyldt med passion, ambitioner og mennesker, der bruger utallige timer på at udvikle sig. De fleste ved, hvor meget arbejde der ligger bag en god ridetur, et vellykket stævne eller en hest, der endelig har knækket koden til en svær øvelse. Alligevel kan man nogle gange få følelsen af, at vi er hurtigere til at se fejl end til at anerkende det, der faktisk lykkes.
Måske er det værd at spørge sig selv: Er vi blevet for dårlige til at rose hinanden?
Når en rytter rider en flot tur eller opnår et godt resultat, ser vi ofte kun de få minutter på banen. Vi ser ikke de tidlige morgener, de lange dage i stalden eller de perioder, hvor tingene slet ikke fungerede. Vi ser heller ikke de små fremskridt, som måske har taget måneder at opnå.
Netop derfor kan et enkelt “godt redet” eller “tillykke” betyde mere, end man tror.
Det kræver ikke meget at anerkende en andens indsats. Et kompliment på opvarmningsbanen. Et “godt kæmpet”, selvom resultatet ikke blev som håbet. Eller en kommentar på sociale medier, hvor man oprigtigt glæder sig over en andens succes.
De små ord kan være med til at skabe en kultur, hvor vi løfter hinanden i stedet for kun at vurdere hinanden.
Ikke alle drømmer om mesterskaber eller internationale stævner. For nogle er dagens største sejr, at hesten gik roligt i trailer. For andre er det første fejlfri LC, en vellykket genoptræning eller den første ridetur efter en skade.
Ingen af de oplevelser er mindre værd. Når vi husker, at succes ser forskellig ud fra rytter til rytter, bliver det også lettere at glæde sig på andres vegne.
På sociale medier ser vi ofte rosetter, sejre og smukke billeder. Det er let at glemme, at der bag opslagene også gemmer sig frustrationer, usikkerhed og hårdt arbejde. Samtidig kan kommentarsporet hurtigt udvikle sig til kritik, selv når rytteren blot ønsker at dele en god oplevelse.
Måske kunne vi alle blive lidt bedre til at efterlade en opmuntrende kommentar, når nogen deler noget, de er stolte af.
De fleste ønsker en stald, hvor man hjælper hinanden, siger godmorgen og glæder sig over hinandens fremskridt.
Men den kultur opstår ikke af sig selv. Den skabes af de små handlinger i hverdagen. At tilbyde en hjælpende hånd. At sige tillykke efter et stævne. At rose en flot udvikling – også selvom den ikke endte med en roset.
Nogle gange kan det føles, som om andres succes tager noget fra vores egen. Men sådan hænger det ikke sammen.
At glæde sig over en anden rytters udvikling gør ikke dine egne mål mindre værd. Tværtimod kan et stærkt fællesskab være med til at skabe motivation, inspiration og lysten til selv at udvikle sig.
Ridesporten vil altid være præget af ambitioner, konkurrence og ønsket om at blive bedre. Det er en del af sportens DNA. Men ambition og anerkendelse behøver ikke være modsætninger. Måske bliver ridesporten et endnu bedre sted at være, hvis vi husker at fejre både de store og de små sejre – og hvis vi bliver lidt bedre til at fortælle hinanden, når noget er gjort godt.
Et oprigtigt “godt gået” tager kun få sekunder at sige. Men det kan være noget af det, der bliver husket længst.