Det skal ikke være en hemmelighed, at der findes en del life hacks til stalden, som kan hjælpe din økonomi, forbedre dit udstyr og optimere forskellige løsninger. Her har vi samlet fire life hacks med brug af en pool noodle, som kan købes i diverse byggemarkeder, legetøjsbutikker og nogle supermarkeder for billige penge.
Pool noodles eller nudler er flydende genstande, som oftest bruges i en pool eller svømmehal til at hjælpe børn eller voksne med at holde sig oven vande eller til at lege med. Dog er de også yderst brugbare ved flere forskellige lejligheder i hesteverden. Nogle giver sågar deres heste pool nudler til at lege med, men vær dog opmærksom på, at dette ikke anbefales, da hesten nemt kan rive dem fra hinanden, og materialet kan blive til mindre stykker, som hesten kan indtage.
1. Sadelknægt
Som bekendt er det ikke alle sadelknægte, som er ideelle for din sadel, men heldigvis kan du meget billigt selv løse dette problem. Køb en pool nudel til cirka 50 kroner, og skær stykket så langt, som du ønsker det. Vi anbefaler mellem 15 og 25 centimeter. Skær den i halv, og lav et lille indhak til hvor sadelknægten krydser over på midten. Sæt dem på siderne og fæstn dem eventuelt med noget tape. Nu kan din saddel ligge på skum, og du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt sadelknægten ændrer stopningen på din sadel.
2. Støvler
Den hurtigste af dem alle er nok støvlestiverne. Skær pool nudlen så lang, du vil have dem – det er en god idé at lave den lidt højere end støvlen, så du nemt kan få fat i pool nudlen når du skal have dem ud. Her behøver du ikke gøre andet. Sæt dem blot ned i støvlerne, og de vil nu holde dine støvler oprejst, hvilket vil forlænge støvlernes levetid. Det gør det også nemmere, når du skal pudse dem.
Læs også: Plej dit læderudstyr – uden at gøre mere skade end gavn
3. Target
Næsten lige så nemt er det, hvis du gerne vil lave en target stick, hvor du kan øve eksempelvis klikker-træning med din hest. Det er et nemt og sikkert redskab, som også er billigt, hvis hesten uheldigvis skulle træde på den, og den går i stykker.
Brug en dressur pisk, en bambuspind eller en anden pind, som du vil bruge til target træning. Sørg form at den er så let som muligt, ikke splintres og er behagelig at holde på.
Her kan du se, hvordan det kan se ud, når man bruger en target med en pool noodle til jordarbejde.
4. Hovedtøjet
Ligesom med sadelknægten kan der være ophæng til hovedtøjet, som ikke er optimalt for bibeholdelsen af læderet. Dette kan du nemt og hurtigt fikse ved at skære et lille stykke pool nudel til og lægge ovenpå ophænget. Du kan fæstne med tape eller lim, hvis du vil undgå det falder af. Det er også en nem måde hurtigt at kunne genkende dit eget hovedtøj på, når du går ind i sadelrummet, hvis du står i en stald med mange hovedtøjer. Du kan nemlig få pool noodles i alverdens farver!
Det er klart lettest at skære din pool noodle til med en brødkniv fremfor at klippe med en saks. Med en brødkniv undgår du, at din pool noodle smuldrer for meget. Pas på fingrene og skær forsigtigt, så din pool noodle får lige præcis den form, du skal bruge.