Du er nervøs. Hesten er nervøs. I er til dressurstævne, og I rider forbi dommerhuset. Hvad tænker dommeren mon om dig? Tiden fra du og hesten forlader opvarmningsbanen til I rider ned ad midterlinjen på konkurrencebanen kan være mere nyttig end som så – i hvert fald, hvis du gerne vil gøre et godt indtryk på dommeren. Selvom tiden inden du rider dit program ikke tæller med i bedømmelsen, kan du bruge den til at indvirke positivt på den efterfølgende vurdering af dit ridt. Her får du tre tips til at give dommeren et godt førstehåndsindtryk af dig og din hest.
Smil
Det bedste du kan gøre er at smile. Det fortæller dommeren, at du er afslappet og føler dig selvsikker – også selvom det måske i virkeligheden ikke er tilfældet. Med et smil udviser du også velvilje, respekt og imødekommenhed, og det kan vække de samme følelser i dommeren over for dig. På den måde får I skabt et positivt bånd, inden han eller hun skal vurdere dit ridt.
Gør det I er gode til
Imens du og hesten venter på startfløjtet, kan I sagtens gøre andet end bare at ride rundt på hovslaget. Lav for eksempel et par af de øvelser, I er gode til – men udfordre ikke jer selv for meget. Målet er ikke, at I skal blære jer, men at I skal vise jeres gode sider, så dommeren får en god fornemmelse. Måske er I gode til 10 meter-volter, schenkelvigninger eller versader? Ved at gøre lidt af det I er gode til, imens I venter, vil dommeren forhåbentlig opfatte jer som en klar og engageret ekvipage.
Nus eller ros hesten
En anden god idé er at rose hesten ved at ae den på halsen. På den måde fortæller du ikke blot hesten, at du er der for den, og at den ikke skal være nervøs. Du viser også dommeren, at du værdsætter hesten, og at I ikke mindst er sammen om at udføre opgaven. Derudover kan det måske give jer et sidste boost, inden I skal arbejde sammen om at ride et godt program. Husk også at rose hesten efter ridtet. Så udviser du taknemelighed over for hesten og det stykke arbejde, den lige har udført.
Det er vigtigt at huske på, at det ikke handler om at spille skuespil over for dommeren. Du skal blot tænke på at opføre dig naturligt og være glad. Prøv også at glemme, hvad der er sket på opvarmningsbanen, og at både du og hesten måske er nervøse. Fokuser på opgaven og vær positiv – så skal det nok gå og dommeren vil helt sikkert synes om dig, og din hest.
Læs også: Ekspertens 3 tips: Sådan bør du (ikke) klappe din hest
Gendelt artikel fra november 2018