At arbejde med lange liner kan være virkeligt gavnligt for dig og din hest. En af hovedårsagerne til, at folk undgår denne træningsmetode er, at mange tror, det er teknisk svært og derfor ikke ved, hvor man skal begynde. Vi giver dig en guide til udstyr og teknikker, så du nemt kan komme i gang med at arbejde med din hest fra jorden af.
Hvorfor bruge de lange liner?
Uanset, om din hest er ung eller gammel, kan arbejdet ifølge et utal af trænere og dyrlæger forbedre dens muskulatur i ryggen samt dens gangkapacitet. I lange liner skal hesten nemlig suge på bidet, løfte ryggen og sætte sig bagtil. Faktisk mener flere, at kan du ride (og få din hest til at gøre ovenstående), kan du sagtens finde ud af at arbejde med lange liner. Det handler nemlig om kontakt og føling med hesten. Alt sammen noget, som også har hjemme i dressurens verden.
De vigtiste grunde til at bruge lange liner
- Du laver vægtløs træning: En af de største fordele ved at arbejde med lange liner er, at hesten ikke har vægt på ryggen. Dette kan især være godt, når du skal genoptræne en hest efter en skadespause eller tilride en unghest, der ikke er introduceret til ryttervægt endnu. Generelt er det også en god ide at give hestens ryg fri en gang imellem – for du kan sagtens lave de samme øvelser fra jorden, som på ryggen af den med de lange liner.
- Du øver ligeudretning: – Som er noget af det sværeste i dressuren for mange ekvipager. At ride sin hest ligeud på diagonal kan være vanskeligt, da det kræver, at den ‘er foran hjælperne’ og sporer korrekt. Her er de lange liner et virkeligt godt træningsredskab. En anden fordel, der også handler om ligeudretning er, at hesten er mindre belastet, end hvis du for eksempel longerer på en volte. I longen er hesten tvunget til at gå i en cirkel, hvilket i længden kan være en større belastning for dens sener i benene, hvis ikke du barrierer træningen.
- Du får perspektiv på din ridning: Formålet med lange liner er (som nævnt), at hesten sænker sit hoved og suger på bidet samtidigt med, at den løfter ryggen og flytter vægten tom på bagparten. At arbejde med hesten på denne måde er også en god mulighed for at observere den udefra, mens den arbejder.
Udstyr du skal bruge
Når du skal i gang med de lange liner, skal du, ud over selve linerne, også bruge en køregjord og lidt forskelligt udstyr. Men i virkeligheden er meget af udstyret noget, de fleste hestefolk har i forvejen, så det er ikke den store pengepung, du skal have frem.
- En almindelig trense (uden tøjler) eller kapsun (hvis du vil arbejde bidløst)
- En køregjord med opadstående eller liggende ringe
- Underlag eller pad (som skal under gjorden)
- Køreliner, som er tynde nylontov i den ene ende, så de nemmere kan glide gennem ringene på køregjorden.
- En pisk (til at sikre fremaddriften)
Sådan kommer du i gang
Når du skal arbejde med lange liner for første gang, er det vigtigt at du er rolig og tålmodig med din hest. Tag udgangspunkt i, at din hest ikke har prøvet det før, og lad den vende sig til udstyret og især snorene over ryggen. Hold tøjlerne, som du normalt ville gøre – det vil sige mellem lille- og ringefinger. Bøj albuerne og hold armene afslappet ind til kroppen.
- Hav en hjælper med den første gang. Bed din hjælper om at stå ved hestens hoved, mens du spænder udstyret fast. Lad samtidigt hesten mærke linerne mod sine skuldre, ryg og bagparti, mens i beroliger den og belønner den.
- Vi anbefaler, at du starter ud med at lave den almindelige montering. Det vil sige, at linen går fra bidet gennem den øverste ring på gjorden. Når du og hesten er blevet mere rutinerede, kan i med fordel skifte til de andre ringe.
- Start med at longere den i skridt, som du plejer, altså hvor kontakten til bidet foregår på den indvendige tøjle.
- Langsomt kan du begynde at tage mere kontakt til den udvendige tøjle og vende hesten til kontakten ved at lave mange stop og halve parader undervejs. Husk at ros den.
- Hvis din hest virker rolig og tilfreds indtil nu, kan du langsomt begynde at bevæge dig væk fra midten og længere og længere ind bag ved den. Husk at være tålmodig, da hesten lige skal vænne sig til, at du ikke længere er i dens synsfelt. Selvom du bevæger dig ud bag hesten, så husk at bed den om at blive ved med at gå fremad.
- Hvis din hest ikke er helt tryg ved situationen, kan din hjælper spænde et træktorv på den og gå rundt med den, mens du bevæger dig ud bagved den.
At dreje og ride på volte
Når I er nået til punktet, hvor hesten er tryg ved begge tøjler og svarer korrekt fremad, kan I begynde at øve jer i at dreje og ride på volter.
- Når du drejer, skal du bruge din indvendige tøjle, som du ville bruge dit indvendige ben.
- Hvis du for eksempel vil dreje til venstre, skal du tage i venstre tøjle og samtidigt bevæge dig lidt til højre. På den måde får du din hest til at tage vægt på sine bagben og træde godt ind under sig. Det bør være presset på kroppen fra tøjlen – og ikke trækket i munden – der får den til at dreje.
- Hvis du vil ride på en volte, skal du stille dig parallelt med din hest. Det er dog vigtig, at du langsomt rammer midten i cirklen, så din hest har plads til at dreje ind på volten. Volten vil dermed blive lidt ligesom, når du longerer, dog med kontakt til udvendige tøjle også.
- Husk at bevæge dig hele tiden, så du er ‘med din hest’ i arbejdet.
Til sidst skal vi også huske at nævne, at du og din hest med fordel kan træne i lange liner i naturen. Det er nemlig også en god måde at skabe afveksling i træningen. God fornøjelse!
Artiklen er oprindeligt bragt i juli 2019