Annonce

Henrik von Eckermann: Det er nu eller aldrig

Den svenske springrytter Henrik von Eckermann, 35, gæstede Danmark til Herning Horse Show. Vi tog en snak med Henrik. Her var han testrytter til Dansk Varmblods Unghestechampionat og han deltog ved de internationale springklasser.

”Det passede rigtig godt ind i min plan, da jeg kunne kombinere det med at ride en CSI3*,” fortæller Henrik von Eckermann om invitationen til at være testrytter.

Henrik von Eckermann har mange års erfaring med unge heste og han er ikke i tvivl om hvad han kigger efter når han skal finde nye springtalenter. Der bliver fokuseret mere på hestens lyst til at arbejde og klare sig godt, end de springtekniker de viser i løsspringning som helt unge.

”Det vigtigste for mig er hestens mentalitet. Den skal have lyst til at arbejde og forbedre sig. I løsspringningen kigger jeg på hvordan de kigger efter springet. De skal fokusere på, at de gerne vil over springet fejlfrit. Det er selvfølgelig dejligt når de springer med en fed teknik, men de skal først og fremmest være forsigtige og have en god mentalitet. Det er det vigtigste. Hvis de har de her to kvaliteter kan man få dem til at springe med en bedre teknik og de vil lære,” fortæller Henrik om jagten på nye talenter.

Henrik von Eckermann havde til Herning Horse Shows internationale klasser tre heste til start. Til lørdagens Grand Prix red Henrik sig til en 4. plads med hesten Cantinero.

”Cantinero har stået skadet i en længere periode, og det var for tidligt for ham at vende tilbage til CSI5*. Derfor var det godt med et lidt mindre stævne som dette CSI3*. Samtidig har jeg en 8-års, Cortina 212, som jeg gerne ville have ud til et CSI3*,” siger Henrik von Eckermann om deltagelsen i Big Tour og Grand Prix’et under Herning Horse Show.

Derudover stillede Henrik til start i Youngster Cup med 6-års hoppen Campina Junior.

Henrik von Eckermann som testrytter. Foto: Ridehesten.com
Henrik von Eckermann som testrytter. Foto: Ridehesten.com

Von Eckermann Sport Stable – en ny epoke for Henrik von Eckermann

I 12 år var Henrik von Eckermann en del af holdet hos hans største idol Ludger Beerbaum. Henrik har haft stor glæde af at lære om driften af en salgsstald, og alle de mange daglige ting der følger med.

”Jeg kan ikke udpege én vigtig ting, jeg har lært i min tid hos Ludger Beerbaum. Det er hele billedet, som er det vigtige. Selve ridningen er en ret lille ting. Størstedelen var faktisk at administrere stalden og hestene. At administrerer det hele. Alt lige fra smed, fordring af hestene til dyrlæge. Det var det vigtigste, jeg lærte,” fortæller Henrik stolt om hans mange år hos Ludger Beerbaum.

Den viden har Henrik von Eckermann taget med sig. I 2016 besluttede Henrik, at det var tid til egen forretning. Under navnet Von Eckermann Sport Stable er Henrik påbegyndt en ny epoke på Karl Schneiders gård i Bonn, Tyskland.

”Jeg var hos Ludger Beerbaum i 12 år. Jeg følte, at hvis jeg ville noget på egen hånd var det nu eller aldrig. Jeg er 35 år, og det var en god timing at starte selvstændigt nu”, fortæller Henrik om hans nye eventyr og Von Eckermann Sport Stable.

Efter at Henrik har brugt størstedelen af hans karriere i Tyskland, var det naturligt at starte forretning i samme land.

”Det var aldrig i kortene at flytte tilbage til Sverige. Det er alt for langt væk. Jeg kender alle i Tyskland, Jeg har været i landet så længe og kender systemet. Når nu jeg tager til stævner hver weekend, er det nemmere at være i Tyskland. Der hvor jeg bor nu, har jeg nemt ved at komme til Belgien og Frankrig, så det passede bedst,” fortæller Henrik von Eckermann om baggrunden for at blive i Tyskland fremfor at flytte hjem til Sverige.

Henrik von Eckermann har været en fast del af det svenske hold i mange år, og han kan blandt andet være stolt af en 5. Plads ved EM i 2011, bronze for hold ved EM 2013, deltagelse ved OL i 2012 og 2016 samt WEG i 2014. Senest har Henrik vist fantastisk ridning ved FEI World Cup Western European League. Ved Europafinalen i Göteborg tog han 1. Pladsen med den 11-årige hoppe Mary Lou.

Henrik von Eckermann
Henrik von Eckermann (Foto: Majken Soelberg)

”Det var fantastisk. Jeg har lige startet min egen forretning og jeg havde lavet en plan for hvordan det skulle udspille sig. Jeg gerne ville ride på hjemmebane og gøre det rigtig godt. To uger før stævnet i Göteborg var der Hong Kong Master, hvor der faktisk var en større præmiesum, men jeg var ligeglad. Jeg ville ride Mary Lou i Göteborg. Det gik efter planen og jeg vandt på hjemmebane. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Det var fedt,” fortæller Henrik om hans seneste triumf ved FEI World Cup Western European League.

 

 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce