Det sker lidt for ofte, at heste fodres af forbipasserende, når de går på fold. Og desværre får det også alt for ofte alvorlige konsekvenser. Det slår et britisk studie fast, som er foretaget på University of Bristol, og som bygger på 1017 adspurgte hesteejere i Storbritannien. Det viser sig, at rigtig mange heste behøver dyrlægehjælp, aldrig kommer sig eller dør eller må aflives som konsekvens af fodringen over hegnet.
Læs også: Undgå forgiftning: Det kan din hest IKKE tåle at spise
Op mod 71 % af alle heste fodres af fremmede
788 af de adspurgte hesteejere i undersøgelsen var sikre på eller havde mistanke om, at deres heste blev fodret af fremmede på folden eller over hegnet uden tilladelse. Det giver en andel på 71 % ud af de 1017. Over halvdelen af respondenterne mente desuden, at tendensen var kraftigt øget efter corona-pandemiens tilkomst.
37 % af hestene kommer sig aldrig – 16 % af dem dør
Et skræmmende resultat ved undersøgelsen fortæller desuden, at 220 af de adspurgtes heste er blevet syge af den uhensigtsmæssige fodring. 109 af disse heste (godt og vel 50 %) havde brug for dyrlægehjælp. 81 hestene (næsten 37 %) kom sig aldrig helt igen. 35 hestene (16 %) døde eller måtte aflives. Dette svarer til, at cirka 4,5 % af de i alt 788 heste, der bliver fodret af fremmede, ikke overlever det.
82 % er familier, der ikke ved bedre
Studiet finder desuden, at over 82 % af de mennesker, der fodrer heste over hegnet – eller går helt ind på folden for at gøre det – er familier.
Direktør i hestevelfærd ved den store britiske organisation, British Horse Society, Gemma Stanford, fortæller, at heste ofte fodres på folden uden tilladelse som et resultat af ikke-hestemenneskers uvidenhed.
“Vi tror, at mange mennesker handler uden nogen som helst ondsindede hensigter, og på denne tid af året tror de, at de hjælper sulte heste ved at fodre dem. Men de er blot uvidende om, hvornår hestene rent faktisk får mad, og om de risici, visse fødevarer eller plantetyper udgør for heste” (oversat fra engelsk).
Hvad kan vi gøre?
Gemma Standford påpeger, at det er vigtigt at gøre ikke-hestemennesker klar over, at heste ikke kan tåle hvad som helst, og at de naturligvis får den mad, de har brug for. Derfor står organisationen blandt andet bag hashtagget #BeHorseAware og har desuden lavet en række grafikker, man kan printe ud og sætte op ved sine folde.
Hos Malgré Tout ved vi, at der også er problemer med at heste fodres uden tilladelse herhjemme. Derfor har vi lavet en grafik på dansk, som du kan printe ud og hænge op. Hvis du gerne vil gøre yderligere tiltag, kan du også vælge at dele billedet på de sociale medier.
Kilder
University of Bristol: The British Horse Society and Bristol Vet School are asking the public to stop feeding horses
Horse & Hound: Hundreds of horses are being fed without permission, study finds