PRESSEMEDDELELSE
Den 7. og 8. september markerer Store Hestedag sit 20-års jubilæum, hvor mere end 1.000 heste og 800 hunde vil samles på Roskilde Dyrskueplads. Denne weekend byder på en lang række aktiviteter og oplevelser for hele familien, hvor heste og hunde er i centrum og med et fyldt program er der noget for enhver smag. Store Hestedag er klar til endnu en gang at samle heste- og hundeentusiaster fra hele landet.
En weekend fyldt med hesteaktiviteter
Store Hestedag byder igen på et væld af hesteaktiviteter, herunder shows, bedømmelser og konkurrencer. Publikum kan nyde spændende konkurrencer i dressur, spring, og kørsel. DM i Mounted Games og Sjællandsmesterskaberne i Pony Games vil også finde sted. Som altid vil Store Ring danne rammen om Agrias imponerende hesteshow, som viser de mange hesteracer, store som små, fra deres bedste side.
Store Hestedag blev grundlagt for 20 år siden med det formål at skabe et inkluderende samlingspunkt for alle hesteinteresserede, uanset race eller type. Ideen opstod, da Helle Lyngfeldt, en central figur bag Roskilde Dyrskue, oplevede, at mange hesteejere følte sig udelukket fra Dyrskuet på grund af deres hestes baggrund som vallakker eller blandingsracer. Dette behov førte til etableringen af Store Hestedag, som i dag er vokset til at være Danmarks største udendørs hestearrangement.
Ved den første Store Hestedag i 2004 var Helle Lyngfeldt alene om planlægningen, og arrangementet tiltrak omkring 1.500 besøgende. Siden da er eventet blevet en fast tradition, hvor hele dyrskuesekretariatet nu deltager i forberedelserne.
I 2010 blev hundene naturligt en del af Store Hestedag, da mange hesteejere også har en passion for hunde. Hvad der begyndte som en lille tilføjelse, er i dag en betydelig del af eventet, hvor over 1.000 hunde deltager. Denne integration har gjort Store Hestedag til et unikt mødested, hvor både heste- og hundeentusiaster kan samles.
I 2023 tiltrak Store Hestedag over 30.000 besøgende, og Helle Lyngfeldt udtrykker stolthed over, at så mange gæster år efter år vælger at deltage.
“Mit største succeskriterium er, at alle – både deltagere og gæster – går glade hjem. Det handler om den gode stemning og om, at alle føler sig velkommen
Helle Lyngfeldt
Ryttermarkedet og hestekræfter i nye tiltag
Det indendørs ryttermarked er blevet udvidet for at imødekomme den stigende efterspørgsel på stande, hvor man kan finde alt fra rideudstyr til hestefoder. En ny disciplin, tømmerkørsel, introduceres også i år. Denne disciplin, som kræver præcision og samarbejde mellem hest og kusk, bygger på færdigheder, der traditionelt blev brugt til skovningsarbejde.
Spændende shows, Street Race og opvisninger
Et af weekendens højdepunkter er Street Race, hvor travheste konkurrerer på en 300 meter lige strækning i Store Hestedag Derbyet. Desuden vil Christophe Chaussy fra Frankrig demonstrere frihedsdressur, mens Working Equitation-banen viser, hvordan præcision og samarbejde mellem rytter og hest kan skabe imponerende resultater.
En voksende hundesektion
Hundeafdelingen fortsætter med at vokse, og i år deltager over 1.000 hunde i forskellige aktiviteter. Gæsterne kan opleve alt fra dog parcour, nosework til forskellige opvisninger med arbejdshunde som service-, rednings-, og politihunde. Der vil også være mulighed for at lære om forskellige hunderacer og deres egenskaber.
Aktiviteter for børnene
Trækture på ponyer, kæphestespringning, og voltigering på en træhest. Børnene kan også deltage i kreative workshops, hvor de kan male træheste, lave hundetegn og hundekiks samt skabe deres eget hundelegetøj.
Vi ses på Roskilde Dyrskueplads, Darupvej 19, 4000 Roskilde den første weekend i september.
Læs mere på Store Hestedags hjemmeside