Kan hesten give udtryk for om den vil være med eller ej? Her forklarer hestetelepatør Mathilde Denning, hvorfor vi skal lære at forstå, når hesten siger nej-tak og hvor vigtigt det er for resten af hestens uddannelse.
Mathilde Denning arbejder med telepati, healing af dyr og dyrecoaching i sit firma Animal Listening. Herudover tilbyder hun også uddannelser inden for telepati og healing.
I mit arbejde som telepatør hjælper jeg tit folk, hvis heste er begyndt at sige ´nej tak´til deres træning og samvær. Det kan være heste, der ikke vil stå stille, når man lægger udstyr på, heste der ikke vil med ind i ridehuset, heste der ikke vil fanges på fold eller heste der direkte bider eller sparker. Udtrykket er forskelligt, men ens for dem alle er, at de har modstand til noget af det, vi byder dem.
Per og Mie
Jeg har for nyligt arbejdet med en hest ved navn Per, som tydeligt sagde nej tak til han menneske, Mies, forespørgsler.
Per begyndte efter få måneder hos sine nye mennesker meget pludselig at sige fra over for ridningen. Han bakkede væk når man gerne ville sidde op. Der blev fundet problemer med den ene skulder, men selv efter han var erklæret frisk igen, sagde han stadig nej til ridningen. Han begyndte pludselig at bukke sin rytter af, han bed i alt håndtering og kunne finde på at true med bagbenet og ville ikke holdes i grimen eller trækkes ind fra fold uden en konflikt. Det hele blev sværere og sværere, og adfærden eskalerede fra kun at være i ride-situationer til også at være i almindelig håndtering og fortsatte på trods af at ridningen blev lagt på hylden. Mie ønskede nu at gå en anden vej!
Derfor besluttede Mie sig for at starte helt forfra med ham. Hun droppede alt ridning. Hun stoppede med at longere ham. Holdt op med at børste ham de steder, han ikke brød sig om. Og så begyndte hun at gå ture med ham og træne ham fra jorden – og bad mig telepatisk snakke med ham om, hvad han oplevede. Op til den dag i dag har jeg endnu ikke mødt en hest, der ikke havde en rigtig god grund til at sige nej tak. Hvad end det var manglende motivation, fysisk formåen, udstyr der ikke passede eller dårlige oplevelser fra tidligere. Heste er fra naturens side samarbejdsvillige, og der er altid en forklaring på deres modstand. Og Per viste mig tydeligt, at han var generet i ryggen og ikke følte at han kunne bære rytter uden problemer.
En ny vej
Mie og jeg blev enige om, at hun skulle prøve at give Per flere valgmuligheder i hans liv, så han kunne lære, at Mie ville lytte til ham. Eksempelvis viste hun ham to børster, og lod ham dutte med mulen på den, hun skulle bruge. I starten skulle hun lytte hver gang, han sagde nej tak. Og det gjorde han meget i begyndelsen. Han var bange for, at han igen skulle tvinges til noget mod sin vilje, og sagde derfor nej på forhånd. På den måde er han på den sikre side. Men med tiden opdagede han, at Mie lyttede, og så blev han mere nysgerrig på de ting, hun tilbød, og han holdt op med at sige nej tak hele tiden. Et nej tak er nemlig ikke farligt, det er ikke kronisk eller evigt! Pludselig begyndte han at vise præferencer i de små ting såsom hvilken strigle, eller hvad han havde lyst til at foretage sig den dag.
Sagde han nej tak lærte jeg hende herefter, at hun kunne gøre to forskellige ting. Enten kunne hun stille ham et nyt spørgsmål. Hvis han sagde nej tak til at blive børstet, kunne hun tilbyde ham at gå en tur i stedet. Eller en anden aktivitet. Eller bare at stå i stilhed sammen. På den måde lærte Mie, hvad Per selv havde med lyst til, og han lærte at hun havde kreative, gode ideer, han var interesseret i.
Alternativt kunne hun stille spørgsmålet på en ny måde. Et nej tak er nemlig situationsbestemt, så ved at ændre på nogle parametre kunne han alligevel give hende et ja tak. Eksempelvis kunne han sige nej tak til at blive børstet på benene, men sige ja tak til at blive børstet på kroppen. Så stod han pænt stille og nød det, hvorimod han sparkede, når hun børstede hans ben. I starten ville han ikke med ind på ridebanen, fordi han forbandt den med de tidligere smerter fra ridning og longering, men efter at have lært ham nogle tricks og at gå spor på banen, så ville han gerne med derind. På den måde kunne hun ændre nogle parametre, der gjorde hele forskellen for Per – og lave nye associationer med det, der var vanskeligt for ham.
Den gode udvikling
Mie og Per er kommet meget langt! Han siger stadig nej tak til visse ting, såsom at Mie børster ham på benene. Det er dog slet ikke så voldsomt som tidligere, bare tydeligt nok så Mie forstår. Hun siger, at han aldrig har været gladere, mere livlig og levende. For første gang i hans liv kommer han hende galoperende i møde eller står og venter på hende ved leddet, vrinsker til hende, tager initiativ under træning, traver selv afsted ind på ridebanen af iver og med øjnene følger hende rundt, når hun er på gården. Hun mærker, at han vil hende, og at han hviler mere i sig selv, trives og er tilpas. Konfliktadfærden er ophørt – han hverken bider eller sparker længere.
For mig er det rørende. Hvor meget der kan transformeres, når vi giver hestene en stemme og giver dem plads til at udtrykke deres behov og lyster. Jeg kan selv levende forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg aldrig kunne sige nej, aldrig måtte sige fra, og i en periode havde følt, at jeg blev bedt om noget jeg ikke fysisk kunne udrette eller var motiveret til. Desværre er det virkeligheden for rigtig mange heste – forventninger om, hvad de skal, og en uvillighed til at respektere et nej tak fra deres side af. Formentlig fordi mange af os er bange for, at vi så ikke får vores behov mødt eller udlevet vores ønsker med hestene.
Men der er kæmpe fordele ved, at hestene får lov til at sige nej tak. Når hestene siger nej tak, viser det os, at de stoler på at vi vil lytte til dem. Det viserat de kan mærke deres egne behov og at de føler sig trygge til at udtrykke dem. Det giver selvværd og ro i livet for hestene. Et nej tak er et sundhedstegn. Hvis det nej tak er vedvarende og konstant, så må vi eksperimentere med, hvad der skal til for at få det vendt til et ja tak. Hvordan kan vi stille spørgsmålet anderledes, eller spørge om noget andet, så vores hest får lyst til at være med? Men et nej tak i sig selv er ikke et dårligt tegn. Det giver os mulighed for at vise vores dyr, at vi lytter, forstår og ærer dem. Det giver os mulighed for at bevise, at vi er værd at stole på. At vi er en god kammerat. At vi ønsker at samarbejde og finde fælles løsninger. At vi vil hjælpe med at løse deres udfordringer. Og det giver vores dyr livskvalitet, at de kan være medbestemmende i deres eget liv.
Derfor håber jeg fremover, at vi alle bliver bedre til at sige JA TAK til hestenes NEJ TAK. Og bliver nysgerrige på det i stedet for at blive afskrækket af det.
