
Hvad sker der, hvis man blander stjernetegn med hestelivet? Måske kan stjernerne endelig forklare, hvorfor nogle har farvekoordineret hele deres udstyrssamling, mens andre ikke kan finde den grime, de havde i hånden for fem minutter siden.
Vi har selvfølgelig absolut ingen videnskabelige beviser for noget af det følgende. Men måske føler du dig alligevel en lille smule ramt.
Find dit stjernetegn, og se, hvilken hestepige stjernerne mener, du er.
Vædderen har ikke brug for at bruge tre kvarter på at overveje tingene. Hun har fået en idé, og nu skal den prøves.
Ny udfordring? Ja tak. En spontan tur? Selvfølgelig. Noget, hun aldrig har prøvet før? Hvor svært kan det være?
Hun har masser af energi, masser af gåpåmod og muligvis en tendens til at handle, før hun lige har tænkt det hele igennem.
Men kedeligt bliver det sjældent.
Tyren har ikke travlt med at komme hjem. Hun har det nemlig ganske glimrende i stalden.
Hesten er ordnet, men hun bliver alligevel lige lidt længere. Der skal ryddes lidt op, snakkes lidt og måske drikkes en kaffe, inden turen går hjemad.
Og når det kommer til udstyr, må det gerne være lækkert. Tyren køber hellere én ting, hun virkelig elsker, end fem ting, hun er halvt tilfreds med.
Hun kalder det kvalitet. Hendes bankkonto har muligvis et andet ord for det.
Tvillingen havde egentlig en plan, da hun ankom til stalden.
Så mødte hun nogen på staldgangen. En halv time senere har hun diskuteret weekendens planer, set tre billeder, hørt en historie om en andens hest og glemt, hvad hun egentlig var på vej hen for at hente.
Til gengæld ved hun altid, hvad der foregår, og en kedelig dag i stalden bliver sjældent kedelig særlig længe, når hun er der.
Selvfølgelig har den det godt. Men Krebsen tjekker lige en ekstra gang. Hun er typen, der siger godmorgen til hesten, farvel til hesten og sandsynligvis også fortæller den lidt om sin dag undervejs.
Og hun passer ikke kun på sin egen. Hun lægger mærke til, hvis en staldveninde har en dårlig dag, husker det, du fortalte hende i sidste uge, og er altid klar til at lytte.
Hesten er ikke bare en hobby – det er hendes baby. Selvfølgelig.
Løven kommer ikke nødvendigvis i stalden for at blive set.
Men hvis nogen tilfældigvis ser hende, må hesten og outfittet da gerne spille.
Underlag og ridetøj må gerne passe sammen, og et nyt sæt skal selvfølgelig beundres ordentligt. Hun har heller ikke noget imod et godt billede med hesten.
Gerne så mange, at der er lidt at vælge imellem, når hun kommer hjem.
Du skal ikke bare lægge tingene et tilfældigt sted i Jomfruens staldskab. Der er en plads til dem.
Hun har styr på sit udstyr, sine aftaler og sandsynligvis også nogle af de ting, resten af stalden har glemt. Hun forstår ikke helt, hvordan andre mennesker kan miste noget, de brugte for ti minutter siden.
Og nej, hun er ikke kontrolfreak. Hun kan bare godt lide, at tingene bliver gjort ordentligt.
Der er forskel.
Vægten har fundet det perfekte nye underlag. Problemet er bare, at det findes i fire farver.
Den mørkegrønne er flot. Men den beige passer måske bedre til hesten. Og den blå er også virkelig pæn. Men hun har jo allerede blå. Ikke den blå, selvfølgelig, men stadig.
Hun sender billeder til tre staldveninder for at få hjælp.
To timer senere har hun stadig ikke besluttet sig. Til gengæld ender hun med det helt rigtige, når hun endelig beslutter sig.
Skorpionen behøver ikke fortælle hele stalden om sit privatliv.
Hesten? Den får den fulde historie. Den ved, hvem hun er irriteret på, hvad der skete på arbejdet, hvad hun burde have sagt i den diskussion i går, og hvorfor hun egentlig ikke gider noget lige nu.
Hvis heste en dag lærer at tale, har Skorpionen muligvis et problem. Indtil da er hendes hemmeligheder i ret sikre hænder. Eller hove.
Hvis nogen foreslår en tur, en oplevelse eller noget lidt anderledes, er Skytten allerede klar.
Hun elsker friheden ved hestelivet og har sjældent noget imod, at planerne ændrer sig undervejs. Faktisk behøver der ikke nødvendigvis være en plan. Det finder vi ud af.
Det er en sætning, der enten gør dig helt rolig eller en lille smule nervøs. Skytten selv har det glimrende med den.
Når Stenbukken kommer i stalden, er der en plan. Der er ting, der skal ordnes, og de bliver ordnet.
Hun er typen, der stadig står der, når vejret er elendigt, dagen har været lang, og sofaen derhjemme kalder. For hesten skal selvfølgelig passes.
Hun er pligtopfyldende, vedholdende og ret svær at overtale til at springe over, hvor gærdet er lavest.
Til gengæld må du gerne snakke med hende. Bare gør det, mens hun arbejder.
“Sådan plejer vi at gøre.” Fint nok.
Vandmanden vil stadig gerne lige vide hvorfor. Hun har ikke noget imod at gå sine egne veje og er heller ikke nødvendigvis den, der køber det samme som alle andre.
Hvis hun har fundet noget lidt anderledes, synes hun sandsynligvis bare, det gør det endnu bedre. Hun er hestepigen, der gør tingene på sin egen måde og egentlig ikke har det store behov for, at alle andre forstår det.
Solen er ved at gå ned. Lyset rammer marken helt rigtigt. Hesten står perfekt. Fiskene er allerede mentalt i gang med en film, hvor der spiller følelsesladet musik i baggrunden.
Hun elsker de små øjeblikke med sin hest og kan sagtens blive lidt sentimental over et gammelt billede på kamerarullen.
Og hvis hun har 8.436 billeder af sin hest på mobilen? Det er altså ikke det samme billede.
Overhovedet.
Måske er du Vægten, der aldrig kan vælge mellem to næsten identiske farver. Måske er du Jomfruen, der får lidt ondt i øjet af din staldvenindes skab. Eller måske er du Tvillingen, der stadig står på staldgangen og snakker, selvom du sagde, du ville køre hjem for 40 minutter siden.
Og hvis dit stjernetegn slet ikke passer? Så giver vi Merkur skylden.
Det plejer at virke.