Læsertips: Forkæl din hest i vintertiden

Malgré Tout skabes ikke kun af os på redaktionen, men så absolut også af jer, der læser med. Jo mere I læser, deler, kommenterer og bidrager, jo bedre kan vi lytte til jer og finde inspiration til at give jer en masse godt indhold. Derfor har vi rådspurgt alle jer, som følger med på Instagram. Spørgsmålet lød: Hvordan forkæler du din hest? Heldigvis har I givet os nogle dejlige svar, som ganske fint kan opsummeres til tre gode tips, som alle hesteglade danskere kan få glæde af i løbet af vinteren.

Yndlingsgodbidder på lager

Flere læsere har skrevet, at de forkæler deres heste med deres yndlingsgodbidder. I den forbindelse vil vi gerne gøre dig klogere på, hvordan du kan få de forskellige typer af snacks til at holde sig længst muligt. Det er der nemlig stor forskel på. Når du ved det, kan du med fordel opbygge et lille lager, så du altid kan snuppe et par stykker af hestens yndlingsgodbidder med, hver gang du skal i stalden.

Æbler

Den danske æblesæson er lang, fordi der er så mange forskellige sorter. Sæsonen varer helt fra august til april, og resten af året importerer vi æbler fra udlandet til butikkerne. Æbler fra efterårs- og vintersæsonen er som regel dem, der kan holde sig længst, efter de er plukket. Det er blot vigtigt, at de bliver opbevaret i et køligt rum. Hvis din hest er vild med æbler (hvilke heste er mon ikke det?) kan du altså nemt opbygge et lille lager, som kan vare hele vinteren. Måske har du en nabo, mormor eller en anden bekendt, som gerne vil donere lidt nedfaldsæbler, hvis de har nogle tilbage.

Annonce

Gulerødder

Sæsonen for opbevaring af gulerødder til heste er netop over os. Faktisk varer gulerodssæsonen helt fra juli til maj, men de holder sig kun i kort tid i sommervarmen og tåler ikke frost om vinteren. Gulerødderne holder sig bedst ved en temperatur på 4-6 grader, og derfor er vejret lige nu helt perfekt. Ved de rette temperaturer, og hvis du sørger for at lave lufthuller i emballagen, kan de holde sig i op til 14 dage.

Bananer

Nogle heste er vilde med bananer – andre kigger meget undrende, hvis man tilbyder dem én. Er din hest bananelsker, så kan du heldigvis få fat i dem hele året rundt, fordi de importeres fra udlandet. Dog kan de kun holde sig 3-6 dage ved 12-14 grader. De må endelig ikke lægges i køleskabet, da det vil gøre dem mørke hurtigt, og de vil miste smag. Bananer er derfor ikke velegnede, hvis du vil opbygge et lager af godter til din hest. Til gengæld kan de fryses, så du dagen i forvejen kan tage én op af fryseren, når du vil forkæle din bananglade hest lidt ekstra. Så måske et lille fryserlager er en mulighed?

LÆS OGSÅ: Sunde og usunde godbidder – dem kan du give med god samvittighed

Rugbrød

Et par gode skiver rugbrød er mange hestes favorit. Der er naturligvis ingen sæson for rugbrød, men man skal være opmærksom på ikke at give hestene det helt friskt. Ligesom, at de ikke kan fordøje helt hvidt brød, så kan også et nybagt, klægt rugbrød give dem forstoppelse. Vil du have rugbrødet til at holde sig længe, kan du skære det ud i mindre stykker og tørre det i ovnen ved 100 grader varmluft til det er helt tørt og hårdt. Det tager som regel et par timer. Når de er kølet helt af kan du putte dem i en lufttæt beholder og tage dem med i stalden. Du kan naturligvis også bruge andre former for fuldkornsbrød. Hvis du bruger dine halvgamle, tørre brødskorper som alligevel plejer at ligge til de bliver mugne, kan du oveni i købet mindske madspildet og samtidigt glæde din hest.

Annonce

Hestebolcher

En lidt dyrere løsning er at købe færdiglavede hestebolcher. Fordelen er, at de kan holde sig længe. Til gengæld koster de lidt mere, end hvis man bruger de frugter og grønsager, som er i sæson. Har man mod på det, kan man også lave sine egne. Læs eventuelt med, når vi senere giver dig et par gode opskrifter på hjemmelavede hestebolcher.

Godbidder i boksen eller på folden

En anden læser på Instagram skriver, at hun om sommeren putter æbler i en balje vand, som hestene skal forsøge at få fat i. Det er en alletiders idé, som kan aktivere enhver hest, nu hvor størstedelen af græsset er væk. Vi tænker faktisk, at man kan gøre det hele året, så længe man holder vandet frit for frost. Hvis din hest har en balje med vand i sin boks, kan du også putte lidt godter i den. Man kan også kaste lidt gulerødder ud forskellige steder på folden og derved lave en lille ’gulerodsjagt’ til hestene.

Ekstra hygge i stalden

På Instagram er der en af jer, som foreslår at forkæle hesten ved at hygge lidt ekstra om den i stalden. Forslaget går desuden også på at give hesten en omgang massage, hvilket da er en skøn idé! Du kan for eksempel købe en massagestrigle, hvis du vil undgå at få alt for ømme fingre.
Forkælelse på staldgange kan også være at øge hestens følelse af velbehag. Put for eksempel lidt ekstra strøelse ind i boksen i den kolde tid eller giv hesten et bad, hvor du vasker støv, mudder- og svedrester ud af pelsen. Husk dog at vaske hesten i lunt vand, tør den grundigt og lad den gå sig tør – eventuelt med et tæppe på – så den ikke kommer til at fryse i det efterhånden kolde vejr.

Læs også: Dyrlægens liste over gode og dårlige hestegodter

Artiklen er oprindeligt bragt i november 2018.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce