InstaTips: Hjælp hestene i stalden gennem nytåret

Hvordan beroliger man lige et halvt ton tungt flugtdyr, når fyrværkeriet glimter og brager i mørket udenfor? De fleste hesteejere har gjort sig deres helt egne erfaringer, når det kommer til, hvad der virker for at gøre hestene i stalden så trygge som muligt nytårsaften. For at få en idé om, hvad der rent faktisk virker, når det gælder heste og nytår, har vi altså spurgt dem, der ved det allerbedst – nemlig jer.

Annonce

Instagram har vi stillet jer spørgsmålet: “Hvad gør du for at give din hest en god nytårsaften?”. Svarene kan inddeles i fire, overordnede tips: Tænd lyset, sæt musik på, sørg for at der er hø til hele natten og hav en, som hestene kender, til at kigge til dem. Læs med her, når vi uddyber disse tips til heste og nytår.

Læs også: Hvad skal din hests nytårsforsæt være?

Tænd lyset

Det første tip er at lade lyset stå tændt i stalden imens, der fyres af. Det kan også være en rigtig god idé at have lyset tændt udenfor, naturligvis i det omfang, det er muligt. Jo mere lys der er omkring hestene, jo mindre kan de se fyrværkeriet eller opfange glimt af det i horisonten. Det bedste er at tænde lyset et godt stykke tid inden klokken slår tolv – måske allerede først på aftenen – og slukke det igen sidst på natten.

Sæt musik på

At sætte musik på eller at sætte radioen til har næsten samme funktion som lyset. Ved at skrue op for musikken – og gerne lidt højt, hvis hestene ikke har noget imod det – kan man forhindre hestene i at blive alt for forskrækket over bragene fra fyrværkeriet. Lad hellere end gerne musikken spille frem til midnat dagen efter. Det er nemlig lovligt at fyre af hele nytårsdag.

Sørg for hø til hele natten

Som de fleste ved, finder heste ro ved at spise. Det kan derfor være meget effektfuldt at lægge rigtigt godt med hø eller wrap ind i alle boksene inden klokken slår tolv. Man kan selvfølgelig også bruge andre former for strøelse. Det vigtige er blot, at det er noget, som hestene har lyst til at spise, så det kan tage noget af deres opmærksomhed.

Vær ikke bange for, at stråene bliver trådt rundt i boksen, tisset på og måske ødelægger hestens spåne- eller træpillebund. Nytårsaften er stressende for rigtig mange heste, og man gør absolut kun sig selv og sin hest en kærlig tjeneste ved at smide mere end rigeligt med stråfoder ind og så måske bruge lidt ekstra tid på mugningen d. 1. januar.

Få en, som hestene kender, til at kigge til dem

Heste er som bekendt flokdyr, og de præges lynhurtigt af den adfærd, som de andre i flokken udviser. Det betyder på den ene side, at hvis én hest bliver nervøs nytårsaften, så kan det hurtigt sprede sig, men det betyder på den anden side også, at rolige heste kan hjælpe de mere nervøse igennem den buldrende aften.

På samme måde kan et menneske hjælpe de nytårsurolige heste på vej – vel at mærke, hvis det er et menneske, som hestene kender og anser for at være en del af flokken. Det kan for eksempel være den person, der plejer at fodre eller lukke hestene ud og ind.

Har vedkommende mod på det, vil det allerbedste være, at han eller hun går rundt i stalden helt som sædvanligt kort før, under og efter fyrværkeriets affyring. Ved at give hø, klappe hestene lidt, måske nynne en sang og i det hele taget – og vigtigst af alt – udvise et helt roligt kropssprog, vil hestene være mere tilbøjelige til at forstå, at der ikke fare på færde.

Vi håber, at du kan bruge disse tips om heste og nytår, og at dine heste – og du selvfølgelig – kommer rigtig godt ind i det nye år!

Læs også: Træning: Derfor er det vigtigt at have en nysgerrig hest

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce