Jens Fredricson er en af ​​Sveriges mest passionerede og interessante topryttere. OL-deltager, mesterskabsvinder mange gange og i mere end 25 år på forkant med uddannelsen af ​​de næste generationer af trænere og heste på de nationale svenske ridecentre Flyinge og Strömsholm. Her fortæller han, hvad det er ved svenskerne og hestene, der gør dem så succesfulde, hvordan springning har ændret sig gennem årene, og hvordan det er at være en del af et rytterfamilie-dynasti.

Annonce

Visionære brødre

Du er en del af en meget stor rytterfamilie. Hvordan fungerer det i forhold til at støtte hinanden, men samtidig konkurrere mod hinanden?

Jeg er også heldig at have en bror, der rider på højeste niveau i springning. Peder (Fredricson, en del af det svenske guldvindende OL-hold i Tokyo) startede som militaryrytter. Det vil sige, først trænede han i Flyinge, som mange af os gjorde. Jeg, Peder og Kyra Kyrklund. Og Peder fortsatte med at ride meget for Kyra, Jan Jönsson og andre legendariske trænere. Han arbejdede også sammen med Mark Todd i to år, red dressur for Carl Hester og springning for Franke Sloothaak. Så han har prøvet mange forskellige ting, og har fået en fantastisk viden om ridning.

Når vi mødes, taler vi altid om ridning, og det fungerer fantastisk. Vi har hver vores team, sponsorer og heste, men vi deler viden og ånden i ønsket om at blive bedre. Ting, vi taler om næsten hver dag, er jagten på de små detaljer.

Vi hjælper også hinanden. For eksempel sender jeg ham en video, og han giver mig kommentarer. Og så sender han mig en video, og jeg kommenterer den. Så hvis vi har et problem, hvor vi føler, at tingene ikke går den rigtige vej – hjælper vi hinanden.

Jeg er ikke overrasket over, at Peder er så god. Fordi han er en first mover. Han er altid klar til at prøve nye ting, og han lærer hele tiden. Han er helt fremme i sporten generelt set. Tænker altid på, hvad han kan gøre for at blive bedre. Et godt eksempel er nu i løbet af vinteren, at han der træner omspringning sammen med top trænere tre timer hver uge. Han er måske den eneste på sit niveau, der øver sig på denne måde. Det gør ham stærk.

Annonce

Du er selv lidt af en visionær i dit arbejde på de nationale ridecentre ved Flyinge og Strömsholm. Hvad er dit hovedfokus der?

Jeg begyndte samarbejdet i august 1993. Så jeg har været der i 28 år. På svensk er min titel “stallmästare” – det betyder, at jeg tager mig af hestenes niveau, uddannelsen af ​​hestene, så de kan fungere godt i uddannelsen af ​​nye trænere. Jeg sørger for, at hestene bliver uddannet. På den måde er jeg ansvarlig for den høje standard af uddannelsesheste.

Dette kombinerer jeg med at arbejde med kvaliteten og niveauet af instruktører og undervisere her på skolen. Så jeg arbejder med hestene og med trænerne både på Flyinge og Strömsholm.

Det vigtigste, vi gør, er at uddanne instruktører til vores rideskoler. Vi har et rigtig godt rideskolesystem i Sverige over hele landet. Og vi har også en universitetsuddannelse sammen med SLU Universitet i Uppsala. Gennem dem uddanner vi vores instruktører til vores rideskoler.

Det er en hovedting, vi gør. Men så uddanner vi også det, vi kalder “beridare” på svensk – unghestetrænere. Dette tager tre år. Disse trænere lærer om alt fra tilridning af hestene, præsentation af unghestene ved test og træning af dem i startniveauerne i de forskellige discipliner.

Hvad angår finansiering, får vi en lille smule penge fra regeringen, vi arbejder meget tæt sammen med det svenske rideforbund og med det svenske varmblodsforbund.

Læs også: Når far og datter er konkurrenter: “Vi hepper altid på hinanden”

Fokus på heste og uddannelse

Hvad er din største passion i denne proces?

Jeg brænder meget for de unge heste. Det er vigtigt at give dem tid. Hesten skal så at sige have ansvaret. Med alt i sin uddannelse fra arbejdet med gangarterne til hvor hurtigt det hele kan ske. Nogle heste er små, nogle er store. Nogle heste blomstrer sent, nogle lærer alt på et tidligt tidspunkt. Nogle vil vokse meget på et bestemt tidspunkt, hvor andre ikke er det. Så når du arbejder med unge heste, skal du give dem tid og være tålmodig.

Jeg er interesseret i at udvikle svensk ridesport. Hvis vi ikke uddanner gode trænere, unghestetrænere og ryttere, får vi autodidaktiske undervisere med et dårligt syn på heste, hestepleje og kortsigtede løsninger styret af økonomien. Der skal stilles nogle krav til hestens velfærd og til at varetage hestens tarv.

Hvordan ser en gennemsnitlig uge ud – hvis der er sådan noget?

Jeg har virkelig ikke en gennemsnitlig uge. Jeg arbejder 50/50 på Flyinge/Strömsholm og på min egen stævnetræning. Jeg har mit eget sted med mine heste hjemme i Löberöd. Men jeg har altid to heste på Flyinge. Så jeg kan ride sammen med eleverne. For sagen med undervisning er, at eleverne ikke gør, hvad du siger, de gør. De gør, hvad du gør. Ligesom børn. Hvilket betyder, at du aldrig kan sige “Gør ikke hvad jeg gør, gør hvad jeg siger.” Det vil aldrig fungere. For de vil altid se på dig, og prøve at efterligne og forsøge at gøre det samme.

Hvad er det ved den svenske kultur, der giver dette fokus på heste og ridesport?

Jeg tror, ​​at vi i Sverige kan lide heste. Og vi har en meget lang tradition med heste, som går helt tilbage til, da heste var en del af militæret. Da kavaleriet blev opløst, mistede mange mennesker deres arbejde, og hestene var ikke længere nødvendige i hæren. Så mange af kavalerifaciliteterne rundt om i Sverige blev omdannet til rideskoler. Og masser af de tidligere hærheste endte på disse rideskoler sammen med flere folk, der havde været i kavaleriet.

Vi har en fantastisk tradition med disse rideskoler, hvor alle og enhver kan gå til ridning og have råd til at tage undervisning. Jeg ville aldrig sige, at det er billigt, men det koster ikke mere end mange andre sportsgrene. Så du kan nemt komme i gang med at lære at ride.

I mange andre lande skal du eje en hest eller i det mindste have part i en hest. Her i Sverige kan man gå til ridning på rideskoler, hvor faciliteterne ofte ejes af den lokale kommune.

Og jeg må sige, at det svenske rideforbund har udviklet rigtig gode “udviklingsprogrammer” på niveau 1-5. Hvor niveau 1 er på rideskolerne. Det er et seriøst godt program. Jeg har arbejdet med niveau 3 på Flyinge/Strömsholm.

Det sikrer, at vi ikke kun fokuserer på smalle elite, men tager højde for alle niveauer af ridning i Sverige.

Læs også: Sådan kan du forbedre din position hen over springet

Springning på topniveau – gennem tiderne

Hvordan har ridebanespringning ændret sig gennem årene?

Det har virkelig ændret sig meget. For eksempel, når det kommer til hestene, har avlen ændret sig. Vi har flere talentfulde heste nu med mere blod. Vi har fået nye bunde med fibersand. Vi har fået nye springtyper og banebygning, og vi har generelt en meget hurtigere sport i dag.

Vi har også mange flere ryttere på topniveau. Jeg siger ikke, at de bedste ryttere nu er bedre end dem tidligere. Men der er mange flere ryttere på topniveau end tidligere. Jeg tror, ​​at antallet af 5*-stævner er tidobbelt. Før var der måske 10-20 pr. år. Nu er der 1-2 stævner hver uge. Så sporten er virkelig vokset.

Hvordan skaber man en spring på topniveau?

Det første er at lytte til hesten og tage sig god tid. Det er endnu vigtigere nu, hvor vi har disse ekstremt talentfulde heste. At vi ikke fordrer for meget af dem for tidligt eller for hurtigt. Hvis du vil have en hest, der stadig kan springe, når den er 15.

Det handler i høj grad om horsemanship. Før skulle man lære hestene at springe. Nu er de avlet til at springe, du behøver ikke lære dem. Så i stedet skal du gøre dem stærke nok til at kunne springe på en god måde. De er født til at kunne springe.

Det, vi skal gøre nu, er at arbejde med ridekunsten. Vi skal gøre hesten afslappet og afbalanceret, lige og dejlig at ride. Det er en meget vigtig ting at kunne gøre for at nå topniveauet. Hvis du forsøger at springe det gode grunddressurarbejde over, indhenter det dig til sidst.

Sagen er den, at du kan ride som en cowboy. Fremad, baglæns, vend her og vend der og være en god rytter. Men du kan også udvikle viden og virkelig sætte dig ind i kunsten at ride. Fra sædet og med hesten arbejdende bagfra, gennem kroppen og halsen nedad og maven løftet. Og så igen derfra gøre hesten lige og få en god forbindelse til munden. Det er der i bund og grund aldrig nogen ende på. Det er et uendeligt hverdagsarbejde, som jeg nyder meget.

Det var egentlig efter at have mødt den legendariske rytter, major Anders Lindgreen for mange, mange år siden, at jeg gik fra at være den slags cowboy til at blive meget interesseret i, hvordan man kan udvikle hesten – hvordan hesten arbejder sammen med rytteren.

Anders Lindgreen var den første til at se det grundlæggende i min ridning, og at den ikke var rigtig. Jeg havde noget talent, var modig og god til at ride, men jeg manglede ridekunsten. Så mødet med ham ændrede meget i min måde at arbejde med hestene på.

JENS FREDRICSON

Privat:
Født: 1967.
Gift med Isabelle Fredricson som er dyrlæge på Flyinge.
Børn: Filippa og George.
Bor i Löberöd i den sydlige del af Sverige.
Karriere:
* Vokset op på Flyinge Ridecenter, hvor hans far arbejdede som dyrlæge.
* Uddannet hos Priess Stutteri i Danmark under Lindy Fogh Pedersen.
* Officer ved Kavaleriakademiet i Umeå.
* Kusk ved det kongelige hof, Stockholm.
* Ansat som ”stallmästare” ved Flyinge og Strömsholm.

Læs også: Ridesporten er med på det olympiske program

Fortiden og fremtiden

Hvilken hest har betydet mest for dig gennem din karriere? Er der én, der skiller sig ud?

Nej. Det er faktisk omvendt. Hver enkelt hest er en del af den måde, jeg er på, og hvordan jeg rider i dag. Med nogle heste havde jeg måske ikke den største succes ved konkurrencer, men vi lærte meget sammen, og det gjorde mig til en bedre rytter. Hver hest man har i sin karriere, er en del af den, du er som rytter. Og for mig er kærligheden til hesten det vigtigste.

Hvor stammer den kærlighed fra?

Jeg tænker fra vores familie. Min far er en rigtig hestefreak, og hans far interesserede sig for heste, og min mors far var en rigtig hestemand og hans far også. Så vi har heste i blodet.

Jeg kan huske, da jeg var ung og kom hjem til middag efter en dag i skolen og i stalden, så kunne min far aldrig finde på at spørge mig, hvordan det var gået i skolen. Han spurgte til gengæld altid til, hvordan hestene havde det, hvordan ridningen var gået. Jeg tror, ​​det hjælper på motivationen, når man bliver ældre, fordi man er opdraget på den måde.

Annonce

Hvad er dine ambitioner, dine håb og planer for fremtiden?

Mit håb er at ride de bedste runder til et hvert stævne. Jeg ser altid på videoer af mine runder, og jeg tænker altid: “Jeg kunne gøre det og det bedre”. Mit håb er at komme til at se på sådan en optagelse og sige: “Hold da op, det her var fremragende. Jeg har virkelig arbejdet mig igennem den bane”. Hvis det sker, så føler jeg mig sikker på, at jeg er i god stævneform, og så kommer jeg til at vinde klasser.

Og det gør jeg. Jeg har en rigtig god hest lige nu, Markan Cosmopolit, som jeg har haft rigtig gode resultater med til stævner på det seneste. Derudover har jeg en rigtig god hingst, Karmel van de Watering, som vandt CSI3* Grand Prix i Herning for to år siden. Før Corona.

Men for mig er det vigtigt, at fokus bliver mere på ridningen og præstationen end resultatet. For resultatet er ikke så vigtigt. Det vigtige er måden du gør det på. Og hvis du bliver ved med at gøre det bedre og bedre, vil folk helt sikkert få sværere ved at slå dig.

Så. Fokuser på din hest og din ridning og ikke på resultaterne. For så kommer resultaterne fremadrettet.

Mit mål er at ride rigtig godt på et højt niveau. Der er ikke meget, du kan stille op i forhold til, at nogen er bedre end dig. Du kan kun prøve at blive bedre selv.

På et mere personligt plan – er der nogensinde et tidspunkt i løbet af dagen, hvor dit liv ikke handler om heste?

Nej fordi vi bor sammen med hestene, de er der hele tiden. Det er ikke et arbejde, det er en livsstil. Og jeg nyder det – hver dag.