Kend din atlet

Tekst: Ulla Vestergaard Andersen 

Hesten er et steppedyr, der er bygget og født til at leve i det fri, og dens konstruktion betyder, at den er en fantastisk atlet. En atlet, man skal træne med omhu. I denne artikel gennemgår dyrlæge Ulla Vestergaard Andersen hestens fysiologi, som er med til at give den det store atletiske potentiale, samt hvordan man træner denne atlets udholdenhed og styrke, hvordan kondition vedligeholdes, hvilke skader der hyppigst opstår hos rideheste samt forslag til øvelser og træning, der bedst muligt forbereder hesten til karrieren som ridehest.

Hesten som dyr har et stort atletisk potentiale, og dette bunder i, at heste fra naturens side er et byttedyr. Heste har store muskelgrupper til at flytte de lettere lemmer, og et hjerte hvor kapaciteten kan gå fra at pumpe cirka 20 liter blod rundt i kroppen hvert minut i hvile til at pumpe over 100 liter rundt hvert minut i arbejde. Derudover har hestens muskler en god evne til at udnytte det ilt, der er i blodet. Denne evne kaldes for maksimal iltoptagelse og udtrykkes VO_2MAX. Som atlet betyder det, at hesten er god til at omsætte meget brændstof – typisk i form af sukker og fedt – til energi. Udholdenheden forlænges, og hesten har dermed anlæg for at kunne arbejde længe ved en høj intensitet.

VO_2MAX eksempel

Gaffelbuk: 210-310 milliliter ilt i minuttet per kilo kropsvægt*.
Toptrænet elitehest: 200 milliliter ilt i minuttet per kilo kropsvægt.
Menneske topatlet: 85 milliliter ilt i minuttet per kilo kropsvægt.

*En gaffelbuk er en antilopetype – et byttedyr, der skal kunne accelerere hurtigt i en flugtsituation blandt vilde dyr, men også være udholdende over længere distancer.

Mere luft i bevægelse

De fleste har hørt, at man skal tilstræbe at skridte hesten godt varm før og godt af efter træning, men hvorfor er det nu sådan? Når hesten skridter, strømmer der blod ud til musklerne, hvilket varmer dem op og gør dem klar til at arbejde. Jo større hest, jo større muskelgrupper og derfor længere skridtperioder. Når hesten har arbejdet, puster den ofte og det er fordi, der ikke har været ilt nok til rådighed under arbejdet, og ved iltmangel i blodet opstår der risiko for mælkesyreophobning i musklerne. Denne ’iltgæld’ gør at hesten puster. Derfor er det lige så vigtigt at skridte godt af, hvor musklerne bevæger sig, så mælkesyren kan komme væk fra musklerne igen via blodet.

Når hesten galopperer, er åndedrætsfrekvensen ens med skridtfrekvensen. Det betyder, at luften trækkes ind i lungerne, når forparten løftes, og presses ud af lungerne igen, når forbenene lander. Bevægelse i hestens organer og tarme er med til at give plads til luften og presse den ud af lungerne igen, når forbenene lander. På den måde er skridtlængden afgørende for, hvor meget ilt der når at blive udvekslet per åndedrag.

Læs Også: Kollagenpulver: Hvad er det, og hvorfor tager folk det som kosttilskud?

Mindsk risikoen for mælkesyre i musklerne

Ved mælkesyreophobning i musklerne kan de blive ømme. Der er risiko for mælkesyreophobning, hver gang hesten puster efter træning. Mælkesyre i musklerne opstår, når der ikke er ilt til musklerne for eksempel ved hård træning. Mælkesyregrænsen for heste ligger på 180 hjerteslag per minut. Mindsk risikoen for mælkesyre ved afskridtning, så blodet bliver ført væk fra musklerne – jo mere afskridtning jo mindre mælkesyre. Brug mindst ti minutter.

Hvad der sker i hesten under opvarmningen

Hjertet begynder at slå hurtigere og der frigives en stor andel røde, ilttransporterende blodlegemer fra milten. Når musklerne arbejder, frigives varme, og ilt bliver lettere frigivet fra de røde blodlegemer til musklerne, energiomsætningen sker hurtigere, vævet – inklusive sener – bliver mere elastisk, og musklerne bliver mere effektive til at trække sig sammen og slappe af.

Når hesten sveder under arbejde er det dog for at komme af med varmen og derved sikre at kernetemperaturen ikke bliver kritisk høj, da dette ville være farligt for specielt hjernen.

Når leddene bevæges, og ledbrusken derfor bliver komprimeret, bliver ledvæske trykket ud af ledbrusken, som af en svamp, og dette øger støddæmpningen i leddene. Når hesten skifter ben og vægten fjernes suges vandet ind i ledbrusken igen. Opvarmningen er fuldført efter cirka ti minutter i skridt og ti minutter i trav og galop.

Vidste du?
Det tager længere tid at varme musklerne op i koldt vejr, mens der i varmt vejr kan være risiko for overophedning.

Træn en holdbar hest 

For at træne hesten med omtanke kan det være rart at vide, hvordan udviklingsprocesserne i dens vej mod at komme i fuld træning forløber. 

Det der karakteriserer hestens udvikling af konditon, muskler, sener og led er, at hjertekar og kredsløb er det der først og relativt hurtigt tilpasser sig belastning. Dette sker allerede i løbet af de første måneder af en intensiveret træning, hvor der blandt andet sker en stigning af røde blodlegemer. Dernæst følger musklerne trop med at danne for eksempel flere mitokondrier, og efter tre til seks måneder er musklerne udviklede til en øget belastning. Sidst efter fire til seks måneder har ledbånd og knogler også vænnet sig til belastningen, og så er risikoen for overbelastningsskader mindre.  

Hvad er det?: Mitokondrierne er dem, der sørger for at omdanne energi i primært fedt og sukker, til et brændstof alle celler i kroppen kan benytte sig af.  

Der er lavet studier, der viser at heste, der har været trænet op i god form, kun meget langsomt taber deres hjerte og kredsløbsfitnessⁱ, men der er desværre endnu ikke lavet studier, der viser, hvor hurtigt muskler, knogler og sener aftrænes. Det anbefales dog, at der for hver måneds pause genoptrænes en månedⁱⁱ. Afhængigt af, hvorfor hesten har haft pause, skal der tages højde for forskellige ting. En hest med seneskade skal for eksempel primært trænes ud fra, at arvævet har brug for mekanisk input for at hele ordentligt, men uden at forværre skaden – dette gøres i samråd med dyrlægen.  

Lavintens og højintens træning 

Ved træning skelner man mellem henholdsvis anerob og aerob træning. Anerob træning kendetegnes ved høj intensitet og høj puls og sker blandt andet ved springning af en bane eller en spurt. Aerob træning foregår ved træning med lavere intensitet, hvor hesten har en lavere puls, og musklerne ikke udsættes for hård belastning.   
 
Med ovenstående beskrivelse af hestens udvikling in mente er det vigtigt at træne aerobt den første tid for derved at sikre, at hesten får en god grundkondition. Denne træning sikrer, at hesten bliver bedre til at udnytte en større grad af fedtforbrænding, at den bliver bedre til at hente ilt fra blodet, får forbedret blodforsyning til musklerne og øger mitokondrie-indholdet i musklerne. Det tager tre til tolv måneder, afhængigt af hestens alder, race og tidligere træning at opbygge en god grundkondition. Når hesten nemt kan arbejde 45-60 minutter i skridt, trav og galop med en gennemsnitsfart på seks til otte kilometer i timen og to til tre minutters intervaller af galop ved 16-18 kilometer i timen, er grundkonditionen opbyggetⁱⁱⁱ. 

Ved at træne hesten ved lav intensitet sker der flere ting. Musklens fiberareal øges, hvilket giver øget styrke og kraft. Musklens energilagre bliver bedre tunet, og musklen bliver bedre til at fjerne og omsætte mælkesyre. Fordelen ved først at udvikle den aerobe kapacitet er, at mælkesyren, der vil blive produceret, når hesten er klar til den anaerobe fase med høj intens træning, udnyttes som energi direkte i musklen, i stedet for at blive omsat andre steder i kroppen og dermed ikke kunne anvendes til bevægelsesenergi.  

Restitution til musklerne 

Som udgangspunkt har hesten langsomme og hurtige muskelfibre. Andelen af de forskellige er til en vis grad racebetinget, men også træningsbetinget. Hos de heste, der trænes med udholdenhed for øje, bliver de hurtige muskelfibre konverteret til langsomme fibre, og den eksplosive kraft tabes. I forhold til raceforskelle har quarterheste og fuldblodsheste en høj andel af de hurtige, eksplosive muskelfibre, mens ponyer ofte har en højere andel af de udholdende og langsomme muskelfibre.   

Når hesten bliver trænet, sker der små skader i muskulaturen, og det er derfor vigtigt, at hesten får lov til at restituere, så disse små skader når at hele inden næste træningspas. Hvis ikke hesten får lov til at restituere, kan disse små skader udvikle sig til større skader, som så kan resultere i halthed og nedsat præstation. For at vide om ens træningsprogram skrider rigtigt frem, og hesten kommer i bedre kondition, er det en god idé at få hjælp til at lave en standardiseret træningstest med eksempelvis to til tre måneders intervaller. Her bliver både hjertefrekvens og mælkesyre målt, og det fremadrettede træningsprogram baseres på baggrund af kendskab til for eksempel hvilken hjertefrekvens, der er forbundet med mælkesyregrænsen for netop din hest.  

Det er som nævnt vigtigt, at hesten når at restituere, og i et nyligt studie blev muskelværdierne hos springheste, der konkurrerede to weekender i træk, målt. Her blev det konkluderet, at fem dage ikke var tilstrækkeligt til, at musklerne var fuldt restituerede^iv. 

Disciplinmålrettet træning 

I forhold til dressurheste udføres selve dressurprogrammet i den aerobe og lav intense zone med korte sekvenser af højere hastighed som for eksempel en øgning skråt igennem. Derfor anbefaler jeg, at man til dressurheste på lavt niveau har et konditionstræningsprogram, der inkluderer fem minutters aerob træning med en hjertefrekvens på 90-130 slag per minut med korte ti sekunders sekvenser af trav- og galopøgninger^v, mens dressurhesten på højt niveau bør trænes til at klare otte minutters aerob træning med en hjertefrekvens på 90-130 slag per minut og ti sekunders sekvenser af fri trav og galopøgninger^vi. I begge situationer bør der også lægges vægt på overgange op og ned, da dette træner hestens evne til at accelerer og tage farten af igen.   

For springheste kræves der en langt højere grad af eksplosiv kraft, og derfor bør den indledende langsomme træning af springheste efterfølges af intervaltræning, hvor det anaerobe system trænes i 30-100 sekunder, viser et studie^vii. Det konkluderede desuden, at springhestes præstation forbedres signifikant ved at inkludere intervaltræning i træningsprogrammet^viii.  

I det efterfølgende intervaltræningsprogram af studiet blev hestene varmet op med ti minutter i skridt og ti minutter i trav og galop, og derefter galopperet ved den fundne hastighed i 90 sekunder efterfulgt af 90 sekunders skridtpause, fire gange per træningssession, med én intervaltræningssession hver femte dag, mens de blev trænet i 30 minutter per dag de andre dage ved en lavere intensitet med en hjertefrekvens under 150.  

Hvis ikke man har en pulsmåler til brug under træning, og ikke har mulighed for at få udført en standardiseret træningstest i samarbejde med en dyrlæge, kan man måle hjertefrekvensen efter ti minutters afskridtning. Hvis hjertefrekvensen er over 60 slag i minuttet, betyder det, at hesten arbejdede hårdere end dens nuværende form er til, og belastningen bør derfor reduceres. Dette er selvsagt en grov test af hestens kondition.

Fold er godt for grundkondien  

Hvis ikke man har en pulsmåler til brug under træning, og ikke har mulighed for at få udført en standardiseret træningstest i samarbejde med en dyrlæge, kan man måle hjertefrekvensen efter ti minutters afskridtning. Hvis hjertefrekvensen er over 60 slag i minuttet, betyder det, at hesten arbejdede hårdere end dens nuværende form er til, og belastningen bør derfor reduceres. Dette er selvsagt en grov test af hestens kondition. 

Det er værd at holde in mente, at relativ ny forskning fra 2013 viser, at heste, der får lov til at gå meget på fold på store folde, har stærkere knogler og bedre kondition efter 14 uger, end heste, der trænes en til to timer om dagen, fem dage om ugen og kommer på lille fold om natten i samme periode. Heste, der kun kommer på lille fold om natten i 14 uger, kommer i dårligere form^ix. I et andet studie blev det konkluderet, at trænede unge fuldblodsheste beholdt den aerobe kapacitet og kondition efter en periode på ti uger uden træning ved at gå på fold otte timer dagligt^x.   

Mentalt afspændte heste er bedre atleter 

Mentalt afspændte heste har mere overskud til at reagere på rytterens hjælpere, og et studie har vist, at heste, der til dels trænes fra jorden, er mere afslappede og har lavere hjertefrekvens^xi. Hos en anspændt hest skærpes de naturlige flugtinstinkter frem for den tillærte adfærd, og signalvejen fra rytterens hjælpere tager længere tid.  

Hvor sker skaderne 

De forskellige discipliner resulterer i forskellige skader hos hestene på grund af forskellig belastning. Overordnet set er der større risiko for skader i den overfladiske bøjesene i forben hos spring- og militaryheste, i den dybe bøjesene hos springheste samt skader på gaffelbånd i bagben hos dressurheste, viser studier^xii. 

For militaryheste ses der primært sårskader og hudafskrabninger efter terrænspringningen, men også en øget andel af skader i den overfladiske bøjesene og nyreslag efter større stævner over flere dage i forhold til endagsstævner. I studiet blev forekomsten af skader blandt heste, der var tiltænkt at starte i internationale militarystævner, også undersøgt. Her var 21 procent af hestene skadede og kom derfor aldrig til start. Af disse heste havde 43 procent skader i bløddelene, hvoraf en tredjedel af disse bløddelsskader var i den overfladiske bøjesene og en tredjedel i gaffelbåndet^xiii.  

Både gaffelbånd og overfladisk bøjesene er vigtige for at understøtte kodeleddene under maksimal gennemtrædning, og korrekt beskæring og eventuel skoning er derfor af afgørende betydning for, at der er korrekte belastningsforhold i de tre seneslynger omkring koden – den dybe bøjesene, den overfladiske bøjesene samt gaffelbåndet.  

Mindsk risikoen for skader 

Et meget vigtigt fokuspunkt for hestes holdbarhed er, at beskæring af hovene fokuserer på balance i tåaksen – både i forhold til hovledets omdrejningscenter, men også i udvendigt-indvendigt plan samt orientering af hovbenet i forhold til horisontal planet. Den ændring i tåaksen, der ses over otte uger, øger den belastning der skal til for, at hoven ruller over tåen, og giver dermed øget belastning på den dybe bøjesene og hovsenebenet. Ved pålægning af kiler aflastes den dybe bøjesene, men gaffelbåndet belastes ekstra^xiv. Hos heste med tidligere skader klarlægges behovet for sygebeslag og kiler derfor mellem smed og dyrlæge 

Anden forskning har undersøgt hvilke faktorer, der er forbundet med øget risiko for halthed hos dressurheste. I en spørgeskemaundersøgelse havde 33%, af dem, der svarede, haft heste der havde været halte på et eller andet tidspunkt og 24% af disse havde været halte inden for de sidste to år. I dette studie var alder, højde, brug af ridehus, brug af horse-walker, rygproblemer, og en dyb ridebanebund, alle forbundet med en større risiko for halthed. Longering af hesten viste sig i dette studie at være beskyttende i forhold til udvikling af halthed^xv. Med hensyn til longering anbefaler jeg, at longering udføres så hesten går så afspændt og korrekt som muligt og helst uden brug af indspændingstøjler.  

Selvom de ovennævnte faktorer har vist sig at øge eller sænke risikoen for halthed, behøver dette dog ikke at gøre sig gældende for din hest, og det vigtigste er, at du er opmærksom på ændringer i din hests måde at bevæge sig på. Et efterfølgende studie prøvede at identificere, hvilke faktorer ved brug af horse-walker, der øgede risikoen for halthed hos dressurheste^xvi. Der var en høj forekomst af halthed, der kunne relateres til brug af horse-walker, men de kunne i studiet ikke koble en specifik horse-walker relateret faktor med den øgede forekomst af halthed. 

Hvad sker der når hesten er skadet 

Man ved fra studier på mennesker, at smerte og skader inaktiverer den stabiliserende muskulatur omkring et led, for eksempel bliver anklens stabiliserende muskler inaktiveret ved en forvridning af anklen^xvii, og det er vist, at knæskader^xviii og hævelse af knæleddet^xix inaktiverer knæets strækmuskel, og hævelse af hofteleddet inaktiverer ballemuskulaturen^xx. Det samme gælder for de stabiliserende muskler i ryggen, hvor rygsmerter inaktiverer de muskler, der stabiliserer ryghvirvlen. Her har forskning hos mennesker vist, at anvendelse af specifikke øvelser, der reaktiverer de stabiliserende rygmuskler, reducerer risikoen for tilbagefald fra 84 til 30 procent efter et år og fra 74 til 34 procent efter tre år i forhold til en kontrolgruppe^xxi.  

Forskning hos heste har vist, at udførelse af dynamiske aktiveringsøvelser – oftest kaldet gulerodsøvelser – øger tværsnitsarealet af de muskler, der støtter ryghvirvlerne, og reducerer forskellen mellem højre og venstre side efter fem gentagelser af syv forskellige øvelser fem dage om ugen i 12 uger, hvor hestene ellers havde bokshvile^xxii. Det samme viste sig i et andet studie med fem gentagelser af syv øvelser tre dage om ugen i seks uger, hvor hestene fortsat blev brugt som rideterapiheste for handikappede^xxiii.  

Med hensyn til skader af eller hævelser i andre led og effekten på de stabiliserende muskler er dette ikke undersøgt på heste, men sandsynligvis gør det sig også gældende her. Øvelser, der aktiverer brystslyngens muskler er vigtige, da brystslyngens muskler er dem, der hæfter hestens forben på brystkassen og stabiliserer brystkassen, når det ene ben er løftet. Et eksempel på en øvelse er en, hvor hesten trykkes med et par fingre på maven nedefra og op, hvilket skal resultere i, at hesten løfter brystkassen mellem forbenene og rækker halsen frem.  

Hvis ikke hesten kan dette, har den højst sandsynligt låsninger i den nederste del af halsen eller forreste del af brystkassen. Heste, der har svært ved at holde balancen på den ene volte, har oftest en asymmetrisk brystslyngemuskulatur, og her kan den asymmetriske stabilisering trænes ved for eksempel løft af et forben, mens hestens vægt flyttes bagud med en hånd på dens brystben. Husk at passe på din egen ryg og også at flytte din vægt mod hestens bagpart. 

Gendelt artikel fra maj 2017