Træt af, at det eneste godkendte toilet er boksen eller folden hjemme på matriklen? Vi kan hermed annoncere, at den tid er forbi – hvis altså du er klar til at investere en indsats. Med hastigheden på en hests indlæringsevne er det nemlig lidt af et projekt – men det er bestemt ikke umuligt. Det at lære sin firbenede at tisse på kommando er umådelig praktisk, især når man er til stævne eller ude på tur i det fri, hvor hesten begynder at trippe og der er lang vej hjem. Derfor fortæller vi dig her, hvordan du på ægte hundetræningsmanér kan lære din hest at tisse, lige når du beder den om det.
En succeshistorie fra redaktionen
Vi på Malgré Tout-redaktionen tør godt skrive under på, at projektet kan lade sig gøre. Selv har vi nemlig en bekendt, som for halvandet år siden fortalte, at hun ville lære sin hest at tisse på kommando. Inspireret af, hvordan mange travheste lærer at tisse af inden et løb, gik hun i gang med at sige “tisse” til sin hest, hver gang den skulle lade vandet i boksen eller på folden. Og det er ingen hemmelighed, at det hele gik for sig med en blanding af stor respekt og små grin blandt de øvrige opstaldere. Men projektet lykkedes! For nu, omkring halvandet år efter, hvor hesten har måttet høre på kommandoen, hver gang den gjorde antræk til at lade vandet, er den nu i stand til at gøre det, når den bliver bedt om det – også uden for sine vante omgivelser.
Heste og den klassiske betingning
Hestehjerner er ikke store, men alligevel er det den samme form for indlæringspyskologi, der er på spil, som når man skal lære andre dyr eller mennesker noget nyt. Man kalder det for klassisk betingning eller signalindlæring. Det er en psykologisk forståelse af dyr og mennesker, som bygger på idéen om, at et individ er i stand til at forbinde en stimulus med en anden. Det er for eksempel det, der gør, at en hund begynder at savle, når den ser en madskål, selvom den er tom, eller at en hest begynder at banke på boksdøren, når den ser et menneske nærme sig fodervognen. Dyrene har kort sagt lært at forbinde en genstand eller handling med en anden.
Og i dette tilfælde skal hesten altså lære at forbinde ordet “tisse” med at lade vandet. Indlæringen sker ved, at man siger kommandoen hver gang, hesten tisser – og det skal siges mange gange! Når hesten på et tidspunkt har fået det gentaget tilstrækkeligt, vil den finde ud af, at der er en kobling mellem de to ting. Den vil finde ud af, at ordet “tisse” betyder, at den skal udføre den handling det er at forsøge tømme blæren.
Faktisk er det denne indlæringsmekanisme, som er på spil i næsten alt, hvad vi foretager os med vores heste. Det er den klassiske betingning, der gør hesten i stand til at stå stille på staldgangen. Det er den, der gør, at hesten enten kommer eller går sin vej, når du går ud for at hente den på folden. Og det er den, der gør, at du overhovedet kan lære hesten noget som helst, når du sidder på den. Med forståelsen for den klassiske betingning er det muligt at lære en hest næsten alt. Udfordringen er som regel at have den tålmodighed, som det kræver.
De naturlige behov må ikke glemmes
Til sidst må vi hellere understrege, at hestens naturlige behov hverken kan eller må glemmes. For selvom man lærer sin hest at tisse på kommando, er det langt fra sikkert, at man kan få den til at gøre det hver gang eller hvor som helst. Det er som bekendt de færreste heste, der bryder sig om at tisse steder, hvor vandet kan sprøjte op på deres ben – måske lige med undtagelse af brunstige hopper. Så hvis en hest pludselig ikke tisser, når man beder den om det, selvom den egentlig har lært det, så er det med al sandsynlighed fordi, at underlaget ikke er til det, eller fordi den bare ikke er tissetrængende – og det skal man huske at lytte til. Med det in mente er der vist ikke andet for end at finde tålmodigheden frem og komme i gang. Rigtig god indlæringslyst!
Gendelt artikel fra oktober 2019