Lisbet Seierskilde: Nørden takker af

Lisbet skriver på sin hjemmeside, at hendes tophest Jonstrupgårdens Raneur, også kendt som Nørden, takker af fra sporten. Nørden er født hjemme hos Lisbets forældre på Jonstrupgården, og sammen har parret opnået mange flotte resultater. De blev blandt andet danmarksmestre i 2011 og deltog ved OL i London året efter. Lisbet skriver følgende på sin hjemmeside om rejsen med Nørden:

– 2016 er slut og for Nørden og jeg betyder det, at vi takker af for vores sportskarriere sammen. På en måde en svær beslutning, men samtidig nem. Jeg har altid tænkt, at vi skulle stoppe på toppen og at alderen ikke skulle medføre faldende resultater, selvom helbredet muligvis tillader en sæson til. Kalenderen siger nu, at han bliver 18 år næste gang! I 2016 red vi to af vores bedste ture nogensinde ved det 5 stjernede stævne i Qatar, vi blev udtaget til OL bruttotruppen og vandt senest holdkonkurrencen med det danske hold ved Nations Cup i Odense. Jeg synes det vil være et flot og værdigt punktum for en lang karriere.

Nørden har for mig været forbundet med mine største drømme indtil nu. Jeg har fra start af haft en inderlig tro på, at jeg med netop denne hest kunne lykkes med mine drømme. Målet om OL i London skrev jeg første gang ned i december 2005 (da Nørden så småt var LA klar), så at være endelig udtaget små syv år senere betød opfyldelsen af en livsdrøm for mig og en bekræftelse af, at man godt må drømme stort.

Vi havde vores internationale grand prix debut sammen i 2010 som u25 rytter og 2011 som senior. Vi har redet syv sæsoner sammen på internationalt grand prix plan og deltaget i 35 forskellige internationale stævner og haft placering med hjem fra de 32 af dem. Hvis jeg skal fremhæve nogle resultater må det være EM finalist, Danmarksmester, medvirkende til Danmarks kvalifikation til OL i London og OL-deltagelse, 2. plads ved firestjernet stævne i Qatar og sejr i Grand Prix Special ved CDIO Rotterdam. Jeg er glad og stolt over karrieren og mest af alt taknemmelig over alt det Nørden har givet mig.

Nørden blev født hjemme på Jonstrupgården til min konfirmation og fra starten havde jeg et helt særligt bånd til ham. Og særlig, det var præcis, hvad han var. De helt unge år gik med opbygning af tillid og et særligt bånd mellem os. Han var bagsky så tilridningen var ingen let sag. Faktisk var det hestehvisker Shane Mosele som gjorde en stor forskel og var medvirkende til, at jeg blev hængende på ham. Som syv års red vi vores første LA1, men så gik det stærkt. Nørden var en vanvittig skarp hest at uddanne så til trods for, at jeg aldrig havde prøvet de helt svære øvelser så lærte vi dem på rekordtid, så tre år senere debuterede vi i grand prix. Et af de største øjeblikke i mit liv. Det var selvfølgelig kun muligt på grund af min mors hjælp fra jorden og hendes eminente forståelse af grundridningen, men også træningen ved dygtige Finn Greve gjorde en kæmpe forskel og jeg er dem begge meget taknemmelige.

Og takkelisten er lang, for man holder ikke en tophest kørende syv år i træk, kun afbrudt af en sadeltrykning og en hovbyld, uden at have et kompetent og dedikeret team omkring sig. Jeg vil starte med mine forældre. De har bakket op hele vejen og min mor har stået mange, mange timer i ridehuset for mig. De gav mig lov til at afvise millionbud på Nørden for at jeg kunne nå min drøm, og vi har ikke fortrudt. Jeg vil takke de trænere som har bidraget til min og Nørdens udvikling: Susanne Seierskilde, Finn Greve, Andreas Helgstrand og Rudolf Zeilinger. Jeg vil takke Lene for at have rejst verden rundt med “Cirkus Nørd” og holde “ro på bagsmækken”. Jeg vil takke mine beslagssmede Ole Dal og Carsten Rasmussen for deres perfektionisme og dyrlægerne Bjarne Rohde, Jørgen Falk Rønne og Michael Sinding for sparring, hestemassør Christina Lykke for en dedikation og dygtighed man skal lede længe efter, sadelmager Maria Mogensen, kürspecialist  Lis Christensson for min og Nørdens “signatur-kür” og holdleder Kimi for stor hjælpsomhed når lokummet brænder. Sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg takke min partner Kim for unik støtte i op og nedture og opbakning uanset omfanget af min sport.

Nørden er stadig i fuld træning for han trives ikke med ikke at bestille noget og så kan han holde mig skarp i de svære øvelser, indtil niece Cocio og nevø Jazzberry er klar på topniveau.

Kilde: www.lisbetseierskilde.com

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce