Ekspert om vedligeholdelse af ridebane: 4 ting du virkelig skal overveje

Et klogt ordsprog lyder: Din ridebane er ikke bedre, end den bliver behandlet. Og det er noget om snakken. Når du har en ridebane, så kan den hurtig blive dårlig for din hest at gå på, hvis den ikke er blevet vedligeholdt rigtigt. Det gælder hvad enten det er en sand-, flis-, eller en fiberbane, og om den er ny eller gammel. Nogle banetyper kræver mere vedligeholdelse end andre, og det er derfor nødvendigt at vide, hvad ens ridebane kræver? Vi har spurgt en ekspert, Morten Torup far Jemo Trading, som har specialiseret sig i at levere og vedligeholde ridebaner. Forhåbentlig kan hans indvendinger hjælpe dig endnu bedre på vej til at vedligeholde din ridebane, så den kan holde i rigtig mange år.

Hvordan og hvor tit skal bunden harves og planeres?

Ridebanen har en væsentlig betydning for din og hestens rideoplevelse. Men hvad gør, at en bund er god eller dårlig at ride i? Det er slet ikke så lige til. Først og fremmest er der stor forskel på bundens materialer og struktur alt afhængigt af, hvad den bruges til.

Som udgangspunkt bør en bane blive harvet, tromlet eller planeret efter behov, understreger Morten. Dette bør du gøre ud fra et hestevelfærdsmæssigt synspunkt.

“Hvis banen ikke harves ofte nok, danner der sig et hovslag, hvor overfladen er mere hård eller hullet end resten af banen. Det kan virke belastende for hestens led og sener. En god tommelfingerregel er derfor, at hvis der går der mere end 10 heste på banen om dagen, skal den planes dagligt”, påpeger Morten.

Det betyder, at rideklubber, som dagligt har besøg af mere end 50 ryttere, faktisk bør få planet banen fire gange dagligt. Det er måske svært at overholde i praksis, men det er realiteten, hvis man skal se det fra et hestevelfærdsmæssigt synspunkt.

Morten anbefaler desuden, at banen altid planeres, når der har været sprunget på den.  

Sådan bør en baneplaner fungere

Er du i tvivl om, hvordan en god baneplaner bør fungere? Jemo Trading, der anvender baneplanere fra BM Horse, mener at denne video fint viser, hvordan en baneplaner optimalt set fungerer. Læg især mærke til, at baneplaneren drejer med, når traktoren vender, så den ikke bliver trukket hen over banen sidelæns og forårsager unødige ujævnheder.

Hvilken type planer til hvilken type bund?

Det er absolut ikke ligegyldigt, hvilken type baneplaner man bruger til sin bund. Hvilken type baneplaner, der er rigtig at bruge, afhænger af, hvilken type bund, ens ridebane er lavet af.

“Jeg ser desværre rigtig mange, der bruger den forkerte planer til deres bund – eller slet ingen”, fortæller Morten. Så lad os for en god ordens skyld lige gennemgå, hvilken type baneplaner, du gør klogt i at bruge til henholdsvis en sand-, træflis-, fiber- og AWT-bund.  

Sand- og træflis: Sand er generelt let at flytte rundt på. Derfor har en sand- eller flisbane behov for en baneplaner med relativt store harvetænder og en planerplanke, der jævner og pakker banen.

Fiber: Generelt siger man, at man ikke harver en fiberbane, idet det ødelægger banen. I stedet trækker man den, det vil sige man lufter den, jævner den og pakker den til igen. Harvning i dybden er ikke særlig sundt for banen. 

AWT: En AWT-bund er lavet af ren fiber og kræver næsten ingen vedligeholdelse. Modsat de to ovennævnte typer bunde, skal denne kun tromles. Desuden slipper man for at vande den, fordi den ikke kan støve.

Læs også: Ny forskning: Sådan oplever hesten ridebanen

Hvordan og hvor tit skal bunden vandes?

Hvis man har en bane, der kræver vanding, afhænger mængden af vand af, om det er en træningsbane eller en konkurrencebane. Til konkurrencer vander man oftest banen kraftigt og planer den bagefter. Det gør man for at alle ryttere skal have samme bund at ride på hvad enten de rider først eller sidst. Det betyder dog også, at banen er mere hård end normalt.

En træningsbane bør i modsætning til konkurrencebanen være mere tør og skal derfor vandes mindre. Dog skal man heller ikke vande den for lidt. Konsekvensen af ikke at vande sin bane er, at det tørre sand er dårligt for hestens ben og kan overbelaste dem og skabe skader. Og så støver det oftest, hvilket er uhensigtsmæssigt både fordi banen blæser væk, men også for hest og rytter samt eventuelle tilskuere. 

“Banens øverste lag (de første 1,5-2 cm) bør ikke være lige så vådt som det, der ligger nedenunder. Er banen vandet optimalt, vil hestens hove faktisk glide en lillebitte smule, når den afvikler sine skridt”, forklarer Morten. Det er bestemt ikke noget, man som rytter skal kunne mærke på hesten. Det er en ganske minimal glidefase, der er tale om.

Brug JemGel og spar på vandet og få en bedre bane

Skal man vedligeholde sin ridebanebund, kan vandregningen hurtigt blive rigtig dyr. Derfor anbefaler Morten, at man investerer i en gel, der kan holde på fugten. Jemo Trading sælger produktet JemGel. Denne gel opsuger omkring 200 gange sin egen vægt i vand.

Når der vandes igen, opsuger JemGel atter vand, og der kan dermed gå længere tid mellem vandingerne og banen beholder sin konsistens og ikke mindst konformitet i lang tid. Med JemGel bliver hovslaget heller ikke så dybt. Det holder omkring 2 år i banen og er ikke ret dyrt.

Morten fortæller: “JemGel er et biologisk nedbrydeligt produkt, der forbedrer banen, fungerer som støvbinder og nedsætter udgifter til vanding og arbejdstid.”

Læs også: Læsernes tips: Sådan får du en ridebane fri forvand

Traktor eller ATV?

Nu er spørgsmålet, hvilket køretøj du skal bruge til at trække din baneplaner. En ATV er ofte ikke at anbefale, idet den sjældent har kræfter nok. Med en ATV skal man derfor enten køre for stærkt, hvilket kan betyder, at baneplaneren kommer til at hoppe. Man kan også risikere, at ATV’en laver huller i banen, og specielt i hjørnerne kan man få problemer.

Når man trækker en baneplaner med en traktor er det vigtigt, at man bruger en 3-punkts svingmekanisme, når man drejer. Det gør, at selve baneplaneren svinger bag traktoren i hjørnerne og når man drejer, hvorved ujævnheder undgås.

“Man bør ikke køre stærkere end mellem 5 og 10 km i timen. Jo mere fugtig banen er, jo hurtigere bør man dog køre, og er den tør, skal man køre langsommere”, påpeger Morten.