Brevkassen: Mindre madspild på folden
Læs mere →
For mange hesteejere er sommerhalvåret lig med døgnfold, føl på folden, plage i flok og den ro, der følger med, når hestene får lov at leve så naturligt som muligt. Men de seneste uger har en anden virkelighed presset sig på: frygten for, hvad der kan ske, når mørket falder på.
Ved Egtved har et ægtepar på kort tid mistet to ponyer på folden. Først blev ponyen Bellami fundet dræbt og delvist ædt, og Naturstyrelsens faglige vurdering efter første fund pegede på ulv ud fra blandt andet bidmærker, poteaftryk og kadaverets tilstand. DNA-prøver skulle give det endelige svar. Fjorten dage senere blev endnu en pony, Mille, fundet død samme sted, og mistanken falder igen på ulv.
Det er svært at forestille sig en mere konkret påmindelse om, at ulvedebatten ikke længere kun handler om får, vild natur og principper. Den handler også om heste. Om små ponyer. Om føl. Om avlere, ryttere og helt almindelige hesteejere, der pludselig står med spørgsmålet: Tør jeg lade mine heste gå ude uden opsyn?
For hestefolk er folden ikke bare et stykke indhegnet jord. Den er en vigtig del af hestens trivsel. Mange heste går ude store dele af døgnet, og for mange er døgnfold i sommerperioden ofte en naturlig del af hesteholdet.
Derfor rammer angrebene ved Egtved så hårdt. Ikke kun fordi to ponyer efter alt at dømme er mistet på brutal vis, men fordi hændelserne udfordrer noget helt grundlæggende: følelsen af, at folden er et sikkert sted for hestene.
Når en pony kan blive dræbt, selv efter dyrene er flyttet tættere på huset, er det ikke mærkeligt, at usikkerheden breder sig. For hvad gør man så? Skal hestene så ind hver nat? Skal føl og små ponyer aldrig gå på fold uden opsyn? Er almindelige hestehegn overhovedet nok? Og hvem har ansvaret, når vild natur møder privat hestehold?
På sociale medier efterlyser flere hesteejere, at hesteverdenens organisationer tager tydeligere del i ulvedebatten. Ikke som en panikreaktion, men som en samlet stemme for de mennesker, der faktisk står med heste på fold i de områder, hvor ulvene færdes.
Det er en rimelig forventning.
For ulveproblematikken vedrører ikke kun landbrug og fårehold. Den vedrører også rideskoler, avlere, private hesteejere, ryttere der rider meget tur og familier, der har ponyer gående på ejendomme i Jylland. Når mennesker betaler kontingent, deltager i avlsarbejde og bakker op om hestesportens fællesskaber, er det naturligt, at de også forventer politisk og praktisk interessevaretagelse, når en ny risiko rammer hesteholdet.
Der er brug for svar på helt konkrete spørgsmål: Hvilke anbefalinger gælder for hestehold? Hvilke hegn virker i praksis for at holde ulve ude? Hvad med store folde, naturområder og sommer døgnfolde? Hvad med små ponyer og føl? Og hvem hjælper hesteejerne med at finde løsninger, før de næste dyr bliver taget?
Der er samtidig en anden stemme i debatten, som også bør tages alvorligt. Den minder os om, at ulven ikke angriber af ond vilje. Den er et rovdyr. Den jager, fordi det er dens natur.
Set fra den vinkel er løsningen ikke at dæmonisere ulven, men at indrette os klogere. Hvis vi ønsker mere vild natur i Danmark, følger der et ansvar med. Det ansvar kan ikke kun placeres hos myndighederne eller hos ulven selv. Det lander også hos os mennesker, der holder dyr i områder, hvor der findes store rovdyr.
Det argument har en vigtig pointe: Det er ikke nok at være vred, når skaden er sket. Der skal arbejdes med forebyggelse, indhegning, viden og realistiske forventninger. Hvis ulven er kommet for at blive, må hesteholdet også tage stilling til, hvordan man bedst beskytter dyrene.
Men her opstår det svære spørgsmål: Hvor langt er det rimeligt at kræve, at private hesteejere skal gå?
I teorien lyder “ulvesikret hegn” som en enkel løsning. I praksis er det mere kompliceret.
Mange hestefolde er store. Nogle ligger langt fra gården. Nogle bruges kun i sommerperioden. Nogle har terræn, grøfter eller skovkanter. Og heste er ikke får. De skal kunne færdes sikkert uden at komme til skade på hegn, der er konstrueret med rovdyr for øje.
For den enkelte hesteejer kan det være både dyrt, praktisk besværligt og teknisk usikkert at omlægge foldsystemer, så de både er sikre for heste og afskrækkende for ulve. Særligt hvis man har mange folde, unge heste, føl eller små ponyer.
Derfor bliver debatten let urimelig, hvis svaret blot er: “Så må folk bare hegne ordentligt.”
Ja, hesteejere har ansvar for deres dyr. Men samfundet har også et ansvar for at give klare retningslinjer, faglig rådgivning og økonomisk støtte, hvis beskyttelse mod ulve reelt bliver et vilkår for dyrehold i dele af Jylland.
For nogle er svaret klart: Ulve, der tager husdyr, hører ikke hjemme tæt på mennesker og bør reguleres. Især hvis samme område rammes gentagne gange, og almindelige hesteejere ikke længere føler, at de kan beskytte deres dyr.
For andre er det lige så klart, at ulven har en plads i naturen. De peger på, at mennesker mange steder i verden lever med langt farligere rovdyr tæt på: løver, leoparder, bjørne, hyæner og andre dyr, som kan true både husdyr og mennesker. Hvis vi i Europa ønsker, at store rovdyr skal bevares andre steder i verden, må vi også kunne finde en måde at leve med vores egne på.
Det synspunkt betyder ikke, at man skal acceptere alt. Problemdyr skal kunne håndteres. Erstatning skal være mulig. Forebyggelse skal tages alvorligt. Men udgangspunktet er, at løsningen ikke nødvendigvis er at fjerne ulven, men at finde en balance.
Og netop ordet balance er centralt.
For der er forskel på at have ulv i Danmark som naturprincip og at have ulv tæt på en ponyfold, hvor to dyr på kort tid bliver fundet døde. Der er forskel på at diskutere biodiversitet ved et skrivebord og at finde sin pony delvist ædt i græsset.
Ulvedebatten har i mange år været polariseret. Enten er ulven en trussel, der skal væk. Eller også er den en berigelse, som vi skal acceptere uden forbehold.
Men for hesteejere er virkeligheden sjældent så enkel.
De fleste ønsker ikke en natur uden vilde dyr. De ønsker bare at kunne passe på deres heste. De ønsker at kunne sende føl og plage på græs uden at ligge vågne om natten. De ønsker at ride i naturen uden konstant uro. Og de ønsker, at hestenes sikkerhed bliver taget lige så alvorligt som andre husdyrs.
Derfor bør de seneste hændelser ikke kun udløse vrede på sociale medier. De bør udløse handling.
Der er brug for fælles anbefalinger til hestehold i ulveområder. Der er brug for mere viden. Der er brug for tydelige procedurer, når et angreb mistænkes. Der er brug for rådgivning om hegn, der både beskytter mod ulv og er forsvarlige for heste. Og der er brug for, at hesteverdenens stemme bliver tydeligere i den politiske og offentlige debat.
Spørgsmålet er ikke længere, om ulven findes i Jylland. Spørgsmålet er, hvordan vi vil leve med konsekvenserne.
Skal ulven have plads i Danmark? Ja, mener mange. Skal hesteejere bare selv sørge for ulvesikre hegn? Ja, mener nogle. Skal gentagne angreb føre til regulering? Ja, mener andre.
Men midt mellem de holdninger står hesteejeren, der i aften skal beslutte, om ponyerne skal blive ude eller lukkes ind. Avleren, der venter føl. Familien, der har små ponyer på græs. Rytteren, der færdes i naturen og mærker, at debatten pludselig er rykket tættere på sadelrummet.
Ulven er ikke kun en naturpolitisk diskussion. Den er blevet en hestepolitisk diskussion.
Og efter Egtved sagerne er det svært at se, hvordan hesteverdenen kan undgå at tage den langt mere alvorligt.