Når hjernen finder ro i sadlen: Ridning med ADHD og angst
Læs mere →
Injektion af binyrebarkhormonet triamcinolon i hestens led udløser kraftig og langvarig stigning i insulin, og heste med i forvejen forhøjet insulin rammes hårdest. Det viser et amerikansk studie, der peger på behovet for at screene hesten inden behandling.
Kortikosteroider som triamcinolon bruges rutinemæssigt til at dæmpe betændelse og smerte i hestens led. Men behandlingen har en velkendt bagside: risikoen for forfangenhed. Et nyt studie fra tidsskriftet Frontiers in Veterinary Science sætter nu tal på, hvad der sker i hestens stofskifte, efter binyrebarkhormonet er sprøjtet ind, og hvorfor nogle heste er langt mere udsatte end andre.
Studiet er udført af forskere med Hallowell og kolleger i spidsen og blev offentliggjort i maj 2024.
Forskerne fulgte 20 voksne heste, der blev delt i to lige store grupper. Den ene gruppe fik triamcinolon sprøjtet ind i et led (i forknæet), den anden gruppe fik det sat uden for ledhulen ved bækkenleddet (sacroiliacaleddet). Hver hest fik i alt 18 mg triamcinolon fordelt på to sider.
Det er første gang, optagelsen af medicin fra en injektion uden for ledhulen ved bækkenleddet er blevet undersøgt.
Hestene fik taget blodprøver før behandlingen og på 15 tidspunkter over de følgende 72 timer. Forskerne målte mængden af triamcinolon i blodet samt niveauerne af glukose, insulin, kortisol og ACTH.
I begge grupper toppede mængden af triamcinolon i blodet efter otte timer. Men hestene, der fik injektionen direkte i leddet, havde markant højere niveauer:
De højere værdier i led-gruppen holdt sig fra 8 til 36 timer efter behandlingen. Forskerne understreger dog, at den kliniske betydning af netop denne forskel i optagelse endnu er uklar.
Det mest markante fund var, hvad der skete med hestenes insulin. Alle heste fik en tydelig stigning i insulin, der varede helt op til 72 timer efter behandlingen. Og her spillede hestens udgangspunkt en afgørende rolle.
Heste, der allerede inden behandlingen havde forhøjet insulin (over 20 μU/ml), nåede et gennemsnitligt topniveau på 197,5 μU/ml. Heste med normalt insulin i udgangspunktet toppede til sammenligning på 90 μU/ml. Med andre ord: heste med forhøjet insulin fra start var omkring ni gange mere tilbøjelige til at ramme et insulinniveau over 100 μU/ml.
Tre af hestene nåede vedvarende insulinniveauer over 208 μU/ml, en tærskel, der i tidligere forskning er blevet koblet til udvikling af forfangenhed inden for 48 timer. Ingen af hestene i studiet udviklede dog synlige tegn på forfangenhed i observationsperioden, men forskerne bemærker, at de ikke foretog røntgen- eller vævsundersøgelser, der kunne have afsløret tidlige skader.
Blodsukkeret steg også i begge grupper på alle måletidspunkter, uden forskel mellem de to injektionssteder.
Samtidig faldt niveauerne af kortisol og ACTH markant fra fire til 72 timer efter behandlingen i begge grupper. Det er et tegn på, at behandlingen undertrykker hestens hypothalamus-hypofyse-binyre-akse, kroppens eget system for stresshormon. Den undertrykkelse kan ifølge forskerne betyde nedsat immunforsvar og dermed øget risiko for infektion, især hvis hesten behandles med kortikosteroider gentagne gange.
Hovedbudskabet fra forskerne er, at hestens stofskifte i udgangspunktet har stor betydning for, hvor kraftigt den reagerer på steroidbehandling. En hest med insulindysregulering får en langt voldsommere insulinrespons end en metabolisk sund hest.
Derfor anbefaler forskerne, at heste screenes for insulinforstyrrelser, inden de får kortikosteroider. De peger også på, at de metaboliske forandringer varede hele den 72 timer lange måleperiode og muligvis strækker sig endnu længere, og at emnet bør undersøges nærmere som risikofaktor for forfangenhed.
Kilde: pmc.ncbi.nlm.nih.gov