Uligheds idéhistorie i perspektiv til hestevelfærd

Vi lever i et velfærdssamfund. Markedet for rideudstyr er eksploderet og vi køber i bedste mening gerne produkter som fodertilskud, dækkener, hovedtøj, gamacher og deslige til tusindvis af kroner. Kapitalismen hærger indenfor området, men kan det betegnes som ubetinget godt og lighedsskabende når vi taler om hestevelfærd?

Kapitalismen indenfor feltet er ikke en garanti for at hesteejere bliver oplyst om, at hestevelfærd ikke umiddelbart kan købes. Et kapitalistisk samfund fører velstand, økonomisk vækst, innovation og forbedrede levevilkår for mange, men gælder det også hestene?

Østerskovhus har spurgt Julie Keller, pionerer og formidler af positiv horsemanship som udtaler: ”Du kan ikke købe dig til hestevelfærd, eller i hvert fald ikke på den måde som producenterne prøver at fortælle dig. Der er ingen dims, intet foder, intet legetøj, intet udstyr som giver din hest et godt liv. Hvis du vil investere i hestevelfærd, så skal du først og fremmest sørge for at hestens naturlige behov er dækket. Fysisk kontakt med artsfæller, fri bevægelse det meste af døgnet, rent vand, grovfoder i passende mængde og mental stimulering. Dernæst skal du investere i viden. Bøger, kurser, undervisning. Det har enormt meget at sige for hestens mentale helbred, at de mennesker som håndterer den har forståelse for hvordan den tænker og hvad der motiverer dens adfærd, og hvordan man træner den på en fysiologisk holdbar måde.”

Østerskovhus mener at det er op til os, som virksomheder indenfor branchen, at skabe den velfærd der kan udligne den ubalance som eksisterer blandt hestehold i Danmark. De store forskelle på livsudfoldelsesmuligheder for heste, kan der kun sættes ind på igennem oplysning. Vi som virksomheder kan indsamle det empiriske materiale, der kan føre hestevelfærden i nye retninger. Ved at skabe et samarbejde på tværs af specialister kan vi videreformidle en unik tværkulturel viden.

Specialister kan bidrage med vigtige input til debatter omkring hestevelfærd. Vi skal udfordre tendensen til, at begrænse ens produkter og ydelser til kun at gælde ens eget felt. For hvilket samarbejde kunne der ikke opstå ved at videns dele mellem foderproducenten og barfodstrimmeren? Eller tandlægen og bidproducenten? Vi skal som virksomheder opbygge et internt netværk som kan hente ekspertise ind og derigennem skabe en platform for vidensdeling til gavn for heste og hesteejere.

Historisk set har vi mennesker selv været på en dannelsesrejse de sidste mange århundrede. Skoler, museer og lignende institutioner har uddannet os til en forståelse af, hvad velfærd er for os. Kigger vi ind i nutidens rideskoler er det ofte her vi ser den største mangel på

hestevelfærd. Hvordan kan en institution, som må kalde sig for skole, undervise børn og unge i at ridning kun handler om at drive en hest frem og ikke det, at holde hest i langt større grad handler om, at opfylde hestens mest basale naturlige leveforhold?

Der er tale om tilnærmelsesvist at kunne kalde rideskoler ”Den sorte skole”. Den sorte skole er et populært udtryk for en undervisningsform, der bygger på udenadslære frem for selvstændig tænkning, og hvor læreautoritet, streng disciplin og korporlig afstraffelse er redskaber i formidlingen af viden.

Undervisningen på rideskoler skulle i langt højere grand omfatte viden omkring basale leveforhold for hesten. Med fokus på foldtid, flokmentalitet, naturlig kost, sadeltilpasning, hovpleje osv. Listen er lang og meget længere end hvad der er muligt at remse op her, men helt sikkert muligt at undervise i på alle landets rideskoler. Rideskolen skal være et uddannelsessted for hest som rytter. Et uddannelsessted som går forrest med den nyeste viden og sender børn og unge videre i systemet velinformeret og parat til en dag selv at kunne stå på egne ben med deres egen hest.

Julie  Keller  som  også   er   tidligere   rideskole   underviser   fortæller: ”Vi har helt generelt et kvalitets problem med landets rideskoler. Den måde man driver langt de fleste steder er ufagligt og uambitiøst. Den helt store taber bliver elevhesten som kommer til at mistrives i en sådan grad at den ofte udvikler adfærdsproblemer i en eller anden grad og kommer til at lide af mavesår. Vi ser det så ofte, at vi bliver blinde for hvad almindelig  sund  hesteadfærd  er.  Men  eleven  taber  også  i  dette  set-­‐up. Årsagen er i min optik tosidig, først og fremmest så skyldes det at de fleste rideskoler drives af bestyrelser bestående af frivillige, ofte forældre til elever eller opstaldere. Folk som ikke har den nødvendige faglige kompetence til at drive en rideskole og ofte heller ikke tiden og overskuddet til det. Dernæst er det et problem, at de fleste steder ikke prioritere at hyre kvalificerede undervisere som har kompetencerne til at tage sig af både hestenes velfærd og elevernes læring. Det ses tydeligt på jobopslagene hvor kvalifikationskravet for en underviser er, at  de  har redet på LA niveau. Intet om at man skal have en uddannelse. Intet om at man skal have indsigt i læringsteori, biomekanik,  hestens  natur  eller noget andet fagligt relevant. Og det er ikke fordi der ikke er en masse af den slags undervisere derude. De bliver bare sorteret fra i ansøgningsprocessen. Som resultat bliver det en meget begrænset rideskoleuddannelse man får med derfra. Man lærer ikke ret mange af de færdigheder man har brug for, for at kunne passe og træne sin egen hest og i værste fald får man også lært en masse direkte forkerte ting. ”

Østerskovhus mener at tiden er rindet ud for det forsimplede hestehold. Vi må som hesteejere gå ind i kampen og videnskaben omkring at skabe de bedste og mest naturlige leveforhold for vores heste.

Læs mere om Østerskovhus

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce