Også topryttere falder af. At falde af eller at styrte med sin hest er en risiko, man løber, når man har valgt at dyrke ridesport. Uanset om rytteren blot mister balancen og falder af hesten, eller om hest og rytter falder sammen, så sker det både for nybegyndere og for topryttere. Der er naturligt nok dele af ridesporten, hvor voldsomme styrt oftere finder sted end andre – for eksempel i terræn- og i ridebanespringning.
Læs også: Ludger Beerbaum: Behold begge fødder på jorden og giv aldrig op
Selv en garvet rytter kan komme slemt til skade – og vinde OL
Et godt eksempel på, at selv en garvet toprytter kan falde af og alligevel komme i sadlen igen, finder vi hos den i dag 63-årige britiske topspringrytter Nick Skelton. I år 2000 oplevede han, hvad et styrt i næsten allerværste fald kan betyde. Han brækkede nemlig nakken og det kostede ham to år uden ridning. Derefter kom han dog hurtigt tilbage i topform. Han vandt blandt andet holdguld ved OL i London i 2012, 54 år gammel, og individuelt guld ved OL i Rio i år 2016, 58 år gammel – rimelig sejt!
Undgå at tage psykisk skade
Og hvordan gør man så ligesom Nick? Hans styrt for 21 år siden må uden tvivl have været traumatisk, og alligevel formåede han at komme tilbage i sadlen, så han kunne sætte sig nye mål gøre sine drømme til virkelighed. Med andre ord tog han fysisk skade, men han tog bestemt ikke psykisk skade. Selvom det tilsyneladende ikke skete for Nick, så kan tankerne i den grad sætte en stopper for, at man kommer op igen. Den psykiske skade ved et styrt kan altså forvolde lige så store problemer som en fysisk – og det vil vi hjælpe dig med at undgå.
Derfor får du herunder et par gode råd inspireret af den kendte britiske pilatesinstruktør for ryttere, Sue Gould-Wright. Hun arbejder til hverdag med ryttere, som har svært ved at komme i sadlen igen efter et styrt – både fysisk og psykisk. Sammen med rådene fra vores brugere på Instagram vil vi fokusere på Sues psykiske råd. Forhåbentlig kan det hjælpe dig godt på vej til at komme op på hesten igen og få en vilje ligeså stærk som Nick Skeltons.
Hvis du skal op igen efter længere tid
Der forskel på, hvad du bør gøre for at komme op i sadlen igen, alt efter om du lige er faldet af, eller om du ikke har været oppe på en hest siden du faldt af for flere uger eller måske måneder siden. Rådene herunder handler om, hvad du kan gøre, hvis du har udviklet en form for angst og skal prøve at komme på igen efter længere tids pause.
Tal og få hjælp
Det allerbedste er at tale med en, som kan hjælpe dig. Det kan for eksempel være en mentaltræner eller en psykolog, eller måske din egen underviser. Du er nok den bedste til at vurdere, hvad du har behov for. Det vigtigste er blot at unde dig selv den fornødne hjælp, og du må ikke føle skam over at søge den. Hvis du virkelig er bange for at sætte dig op igen, så kan du ikke klare den uden hjælp – og det er helt okay!
Læs også: Tina Lund: Det kræver handlekraft at være rytter og mor
Tænk på det dejlige ved ridning
I de tilfælde, hvor man udvikler angst for at sætte sig op igen, så er der blot tale om kroppens mentale forsøg på at beskytte sig selv. Derfor er det helt naturligt, at man fravælger noget, som før har ført noget ubehageligt med sig. I den forbindelse er nogle af vores brugere på Instagram kommet med et par rigtig gode råd: Tænk på, hvor mange gange det har været en positiv oplevelse at ride, og hvor dejligt det egentlig er at sidde dér i sadlen. Forsøg derfor at udrydde alle dine negative tanker og giv i stedet plads til alle de dejlige minder, du har oplevet på ryggen af en hest. Vil du ikke gerne opleve det igen?
Gennemtænk situationen
Det kan vise sig at blive et rigtig godt værktøj at gennemtænke hele den situation, som udspillede sig, da du faldt af. Hvad gik der galt? Hvad kunne du have gjort anderledes? Hvad skal du gøre for at undgå, at det sker igen? Ved at se situationen lidt udefra kan du meget bedre arbejde med at finde ud af, hvad du kan gøre en anden gang. Det kan være noget ganske banalt; hvis hesten for eksempel snublede, så kan det have noget med underlaget at gøre. Men det kan også være en større ting, som har noget med din ridning at gøre; for eksempel kan det være, at du ikke fulgte hesten korrekt hen over springet eller at du ikke hjalp den nok til at bedømme afstanden. Gennemtænk gerne situationen med én, der så det ske, eller med din træner. Med en god sparringspartner er det ofte lettere at finde frem til årsagen.
Sæt forventningerne ned
Er du endnu nervøs for at skulle op, så tvivl ikke på at sætte dine forventninger til dig selv ned. Find for eksempel en hest, som er helt rolig og lov dig selv, at du for eksempel kun skal skridte. Bare det at komme op er i sådanne tilfælde et stort skridt på vejen. Så må alt det andet komme hen ad vejen. Det vigtigste er, at du opbygger selvtillid og går frem i det tempo, som din mavefornemmelse tillader dig – naturligvis uden at du går i stå. Selvom du sætter dine forventninger helt ned, så prøv om du kan gøre en eller anden lille ny ting for at komme et skridt videre hver gang du sætter dig i sadlen. Blot et lille skridt ad gangen.
Hvis du skal op efter, du lige er faldet af
Hvis du lige er faldet af og ikke har slået dig voldsomt, så kan du i de fleste tilfælde klare det mentale arbejde selv. Rådene herunder er derfor rettet mod dig, som gerne vil have hjælp til at komme hurtigt op i sadlen igen, lige efter du er faldet af. Også her har vores kære Instagram-følgere været behjælpelige og har delt deres erfaringer.
Brug et par minutter
Når du har sikret dig, at der hverken er sket dig selv eller din hest noget, så skal du huske at koncentrere dig om din psyke. Man kan have en tendens til enten at ville trække sin hest på stald og dermed opgive eller at sætte sig lynhurtigt op i igen uden egentlig at lade fornuften følge med. Med andre ord skal du bide tænderne sammen, men ikke nødvendigvis have ‘en vilje af stål’ og sætte dig op på hesten igen allerede inden for det minut, du er faldet af. Du skal tage det i dit eget tempo, men uden at lade det være en hindring for, at du kommer op igen.
Uanset om du hælder til at gøre det ene eller det andet, så bør du lige sætte dig ned i to minutter. Her kan du trække vejret dybt, få adrenalinen i kroppen til at falde lidt ned og kort tænke over, hvad det lige var, der skete. Det er ikke unormalt at sveden pibler ned ad kinderne og hjertet banker derudaf efter sådan en omgang – simpelthen, fordi du har fået et kortvarigt chock. Det er ikke nemt at finde roen i sadlen, hvis man heller ikke kan finde den, når man står på jorden. Fysik og psyke hænger altså unægteligt sammen, og ikke før du får styr på tankerne kan din krop falde ned – og omvendt.
Når du har fundet roen og du har tænkt lidt over, hvad der skete og hvad du kan gøre bedre, så kan du sætte dig op igen. Og ja, det kræver som regel lidt is i maven. Forhåbentlig vil du dog mærke, at det er noget sjovere at sætte sig op, når du har givet dig selv lov til at mærke dig selv først.
Læs også: Andreas Helgstrand: Jeg sov ikke de første 3 år
Jeres råd
Langt de fleste af jer brugere på Instagram er helt enige i ovenstående. Samler man alle jeres råd, lyder det sådan:
Du skal…
- Aldrig vente med at sætte dig op igen til dagen efter (afhængig af din tilstand).
- Tro på dig selv.
- Tage en dyb indånding, inden du sætter dig op.
- Huske på, hvor sjovt det er, når du kommer op igen.
- Tænk på, hvor mange gange du har formået at blive siddende.
- Tænke fremad.
- Tænke: Jeg kan, jeg skal og jeg vil.
- Beslutte dig for, at du vil op igen og handle på den beslutning – whatever it takes!
- Prøve på at grine lidt af det – så bliver det nemmere at komme op igen.
- Huske på, at hesten aldrig kunne finde på at smide dig af med vilje.
- Stole på både dig selv og din hest.
- Huske på, at det at falde af sker for alle.
Mon ikke et par af rådene kan hjælpe dig til at få en stærke psyke, der kan klare et fald fra sadlen i ny og næ? Husk på, at så længe du ikke begiver dig ud i noget farligt sammen med din hest, så er det begrænset, hvad der kan ske. En god, indhegnet ridebane og en hest med et godt sind er som regel vejen til at undgå ubehagelige afsidninger. Og så skal vi måske tilføje, at vi jo ikke alle sammen behøver at dyrke springridning på topplan i en alder af 63 år, ligesom Nick Skelton. Hatten af for ham!