Svær start for springlandsholdet ved EM

Onsdag morgen gik starten til første mesterskabsklasse ved EM i springning i Göteborg i Sverige, og en krævende tidsspringning var på programmet. Desværre var det ikke den bedste dag for holdet, og flere ærgerlige fejl kostede dyrt. Efter onsdagens klasse ligger landsholdet på en foreløbig 17. plads, så målet om at komme blandt de ti nationer, der kommer i finalen synes desværre langt ude i horisonten.

Ærgerlig start for danskerne
Onsdagens første individuelle kvalifikation, der også tæller i holdmesterskabet, skulle springes på en 1,50 m høj bane, hvor tiden var afgørende og blev omregnet til fejl iht. afstanden til den vindende rytters tid.

Første danske rytter på banen var Thomas Velin på Chopin van het Moleneind, og ekvipagen kom gennem banen på 90,88 sekunder, men da der også kom 12 ærgerlige fejl på kontoen, blev sluttiden 102,88 sekunder, hvilket blev omregnet til 13,59 fejl, som kommer med i det videre regnskab. Søren Pedersen og Tailormade Chaloubet brugte 91,15 sekunder på at komme gennem banen, men med 8 fejl blev sluttiden 99,15, hvilket blev omregnet til 11,91 fejl.

”Det var desværre ikke vores dag. Jeg havde ikke regnet med, at der ville være et problem med muren, og selvom den blev utrolig stærk efter vandgraven, var løbet desværre kørt,” sagde en skuffet Søren efter sin tur.

Vandet drillede
Med ærgerlige fejl til Thomas og Søren, var presset på de to resterende ryttere, Thomas Sandgaard og Andreas Schou, steget yderligere. Heldigvis var skarpheden stillet ind, og begge ryttere og deres heste, Amarone og Hazel BS, kom stærkt gennem banen – bortset fra at begge ekvipager fik en hov i vandgraven. Thomas og Amarone sluttede med 90,07 sekunder i alt, hvilket giver 7,19 fejl, mens Andreas og Hazel BS fik en samlet tid på 88,09 sekunder og 6,2 fejl.

”Vi har været heroppe i fire dage, så det var rigtig fint endelig at komme i gang. Amarone fungerer fint heroppe, og går rigtig godt, hvis vi ser bort fra den lille fejl på vandet, som jeg selvfølgelig godt havde været foruden. Jeg er overordnet godt tilfreds, og glæder mig til de næste par dage,” sagde Sandgaard efter sin tur.

”Hun går bare så fint. Hun er den af hestene, der har mindst erfaring på så store baner, men hun er bare med mig i dag. En ærgerlig fejl på vandet, men det sker. Nu ser vi fremad, selvom det ser svært ud for holdet, og så går jeg selvfølgelig efter en plads i den individuelle finale på søndag,” fortalte Andreas efter ridtet.

Med samlet 25,30 fejl og en foreløbig 17. plads i holdregnskabet, er der ikke plads til danske fejl i torsdagens første del af holdkonkurrencen, der springes på en 1,60 m høj bane, hvor fejlene er afgørende. Herfra går nemlig kun de 10 bedste hold (baseret på holdenes tre bedste resultater fra tirsdag og onsdag) videre til holdfinalen fredag, der igen springes på en 1,60 m høj bane, hvor fejlene er afgørende. Holdfinalen er også åben for ryttere, der individuelt er i top 50, såfremt de ikke er kommet videre med deres hold. Herefter uddeles holdmedaljerne til de hold, der samlet har færrest fejl efter alle tre runder (tre bedste resultater tæller). Søndag er de individuelle medaljer på spil, og det er de 25 bedste fra de foregående runder, der får lov at være med i finalens første runde. Herfra går de samlet 12 bedste videre til 2. og sidste finalerunde, hvor medaljerne afgøres. Begge finalerunder springes på en 1,60 m høj bane.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce