5 tegn på Cushing hos den ældre hest, du nemt overser
Læs mere →
Der var engang, hvor du måske ville have løftet et øjenbryn, hvis nogen fortalte dig, at de stod op klokken seks en søndag for at tage i stalden. Eller at de brugte flere penge på sko til deres hest end på sko til sig selv.
Så fik du selv hest. Og pludselig ændrede definitionen af, hvad der er normalt, sig en lille smule.
For der er bare ting, som ikke længere overrasker én, når man har været en del af hestelivet længe nok.
I bilen. I tasken. I håret. I jakken. I vaskemaskinen.
Du kan tage et par bukser på, som ikke har været i nærheden af stalden i flere uger, og alligevel dukker der på mystisk vis et lille strå op.
På et tidspunkt holder man op med at stille spørgsmål. Hø er ikke længere noget, hesten spiser. Det er en del af din indretning.
Hesten har haft det fantastisk hele ugen. Men fredag klokken 17.03?
Der står den selvfølgelig med noget, du aldrig har set før. Og mens du forsøger at vurdere situationen, når du igennem alle stadier fra “det er sikkert ingenting” til “jeg må sælge bilen for at betale dyrlægen” på cirka 45 sekunder.
Før du fik hest, var der måske grænser for, hvilke emner der hørte hjemme ved middagsbordet. Det er der ikke længere.
Konsistens, mængde, farve og hvornår hesten sidst lavede noget, kan pludselig være en helt almindelig samtale. Og du opdager først, at det måske er lidt mærkeligt, når en ikke-hesteperson langsomt lægger gaflen fra sig.
“Jeg smutter lige hurtigt i stalden.” En sætning, du stadig siger, selvom både du og alle omkring dig efterhånden burde vide bedre.
Du skal bare lige muge. Og fylde vand. Og hente hesten. Og snakke med en fra stalden. Og finde den ting, du lagde et sted i går. Og når du nu er der, kan du lige ordne manen.
Pludselig er det mørkt.
Hest. Hø. Mudder. Våde dækkener. Svedigt rideudstyr. Du bemærker det knap nok længere.
Du kan sagtens sætte dig direkte ind i bilen efter stalden og køre videre i dit ridetøj uden at tænke nærmere over det.
Indtil du får en passager med.
“Hvad er det, der lugter?”
Hvad mener du?
Regndækken. Overgangsdækken. Vinterdækken. Fleecedækken. Ekstra dækken. Det dækken, der var på tilbud. Og det andet dækken, som jo havde en lidt anden tykkelse.
På et tidspunkt accepterer man bare, at hestens garderobe kræver mere opbevaringsplads end ens egen. Og nej, de kan ikke bare nøjes med ét.
Lad være med at stille dumme spørgsmål.
Folk uden hest forstår måske ikke helt glæden.
Men hesten stod stille ved skamlen i dag.
Den gik direkte ind fra folden.
Den lavede et virkelig godt galopanspring.
Den blev stående, mens du lukkede leddet.
EN SEJR.
Hestelivet lærer dig virkelig at sætte pris på de små ting.
Andre mennesker tjekker vejret for at finde ud af, hvilken jakke de skal have på.
Du tjekker vejret for at planlægge de næste 48 timer.
Regner det? Hvor meget? Blæser det? Hvornår stopper det? Skal hesten have dækken på? Kan man ride ude? Er banen frossen? Bliver folden til en sump?
Du har måske aldrig interesseret dig for millimeter nedbør før. Det gør du nu.
Den nye grime var flot. Var.
Det samme gælder dækkenet, som du købte for en uge siden, og den fine ting til boksen, som du var overbevist om ville holde i årevis.
Heste har en særlig evne til at se en ny og relativt dyr genstand og tilsyneladende tænke: Den dér skal vi lige teste holdbarheden på.
Lønnen kom ind.
Opstaldning blev betalt. Smeden kom. Du skulle lige have foder. Og hesten manglede selvfølgelig også den der ene ting.
Så…
Hvor blev resten egentlig af? Efter noget tid holder man op med at være overrasket.
Det er bare hesteøkonomi.
For det er måske det mest mærkelige af det hele.
Du står i mudder til anklerne, har hø i håret, penge nok til cirka en halv kop kaffe og en hest, der netop har ødelagt noget, du købte i sidste uge.
Og alligevel tænker du: “Jeg kunne aldrig forestille mig ikke at have hest.”
Det giver ikke altid mening, men hvis du har hest, behøver det nok heller ikke.