Cathrine Dufour har arbejdet sammen med sin træner Rune Willum i cirka 14 år, og Rune beskriver opskriften på det gode samarbejde med en god kemi og respekt for hinanden – det er vejen frem.
Sammen har parret udviklet sig fra første gang Rune så Cathrine på en pony, hvor han var i tvivl om fremtidsperspektivet, til i dag, hvor de står og drømmer om en VM deltagelse næste år. Cathrine Dufours første store mål var OL i Rio 2016, og det var Rune Willum en smule skeptisk overfor om kunne nåes. Men det lykkedes, og siden er det kun gået frem.
Ud over at blive Danmarksmester har Cathrine også vundet EM sølv for hold samt to individuelle EM bronzemedaljer i Gøteborg denne sommer. Senest har Cathrine og den 14-årige vallak Atterupgaards Cassidy vundet World Cup kvalifikation i Herning med knap 86% i kürprogrammet, hvor selveste verdensetteren Isabell Werth blev henvist til andenpladsen.
Vi har mødt Willum og Dufour på Holte Rideklub, hvor der torsdag aften var samlet omtrent 400 mennesker for at se clinic med Rune Willum i hovedrollen som træner.