Heste er dyre at holde og deres værdi er i nogle tilfælde meget høj. Samtidig er der risiko for, at de kommer til skade eller skal aflives. Derfor vælger mange at forsikre deres hest. Bliver hesten syg er det op til dyrlægen at vurdere, om den kan indstilles til at få udbetalt forsikringssummen enten for liv eller uanvendelighed. Nogle ejere vil meget gerne have udbetalt summen, så de kan komme videre frem for at skulle gennem et langt omkostningsfuldt forløb uden garantier. Men er det altid den bedste udvej?
Nogle heste kan måske komme sig og vende tilbage til sporten med den rette behandling og tålmodighed. Hør nederst Mille Bisgaards historie om hendes hest Lucy Ask. Lucy var dømt uanvendelig, men går i dag internationale stævner med gode resultater.
Hvad er en uanvendelighedsforsikring?
Forsikringssummen udbetales hvis hesten bliver ramt af skader eller sygdom i en sådan grad, at den for stedse er uanvendelig til ethvert formål. En uanvendelighedsforsikring dækker ikke blot hestens liv, men også dens anvendelse. Den koster derfor også væsentlig mere i årlig præmie. (Netdyredoktor.dk)
Hvad sker der i praksis?
De mest brugte hesteforsikringer er livs-, uanvendeligheds- og sygeforsikring. Vi har spurgt Merete Leth assurandør for Dansk Hesteforsikring om, hvad hun oplever fra hendes stol i et forsikringsselskab, der specialiserer sig i forsikring af heste:
”Et typisk forløb er at ejeren har haft en hest, der har været syg, og er blevet behandlet uden held. Vurderer dyrlægen, at den er uanvendelig, laver vedkommende en attest til forsikringsselskabet. Hvis den skal aflives i henhold til dyreværnsloven udbetales hestens livsforsikring – hvis den har en.”
”Lader ejeren hesten leve eller – hvis for eksempel det er en hoppe – vælger at bruge den i avlen, kan man vælge at få udbetalt uanvendelighedsforsikringen. Den dækker, hvis hesten ikke kan blive redet på. Nogle heste kan have det fint uden rytter, men hvis de bliver redet er de halte.”
”Efter min vurdering ville mange heste kunne komme sig, hvis de fik mere tid, men det er en vurdering dyrlægerne foretager. Jeg oplever også utålmodige ejere, hvis hest måske skal stå i seks måneder på grund af en skade. De har ikke tålmodighed til det, og begynder ofte at kontrolscanne langt tidligere – flere gange. Til kontroltjek bruger de deres sygeforsikring som hjælp til regningen.”
”Uden at kunne sige noget med sikkerhed, så fornemmer jeg også, at hvis folk har købt dyre heste, som pludselig er skadet, og ikke virker i sporten – så vil de gerne videre. De har ikke tid til en lang pause med efterfølgende genoptræning, og så er aflivning eller pensionering en nem måde at komme af med den gamle hest på. Det lyder måske hårdt, men sådan er det i nogle tilfælde. Det er også meget dyrt at have en hest, som skal stå i lang tid, uden at man får glæde af den,” slutter Merete.
Se herunder videoen med Mille Bisgaard og Lucy Ask. Hør deres historie fra uanvendelig til konkurrencehest.