Streaming-guide til hestefolket

Streamingverdenen er fyldt med lækre hestesager! Men det kan være lidt svært at finde ud af, hvad der er værd at se – og om det er værd at betale for. Derfor giver vi dig her en oversigt over alle de lækre, hyggelige og lærerige hestefilm og -serier, du kan finde rundt omkring i streamingland. Nogle er helt gratis, mens andre kræver betaling. Men de har det tilfælles, at de alle er værdige til en dejlig tid i hjemmet i denne corona-tid! i hestens tegn!

De lærerige

Equus – Story of the Horse
Foto: The Nature of Things

En velproduceret og meget smuk canadisk dokumentar om hestens oprindelse og udvikling. Man følger hestens historie og utallige udformninger, lige fra den lille, vilde forfader til den store, moderne ridehest. Bliv blandt andet klogere på, hvordan mennesket fandt på at sætte sig op og ride, og hvilken betydning hestene har haft for os mennesker. Dokumentaren kan ses gratis på DRTV. Den er på engelsk med danske undertekster og har den danske titel Heste. Produceret i 2018.

Nord Amerikas Vilde Mustanger
Foto: Alpha Film

En flot men ældre dokumentar om de vildtlevende heste, der lever i Nordamerika. Hør om, hvordan man arbejder for at holde bestanden nede og nyd de smukke landskaber. Dokumentaren er dansk produceret og instrueret, men nåede desværre aldrig til dansk tv på grund af uoverensstemmelser mellem DR og producenten. Her kan du se den i sin fulde længe med den danske fortællerstemme. Produceret i 2002.

De hyggelige

Hammerslag – Huse med hest

Foto: DRTV

Elsker du at savle over et par lækre hesteejendomme? Hammerslag har taget turen forbi tre af slagsen, hvor der er rigeligt med plads til de firbenede. Få inspiration til, hvordan man kan indrette sig, og find ud af, hvor stor forskel der er på prisen på en hesteejendom rundt omkring i landet. Og så skulle der i øvrigt være rig mulighed for at fnise lidt af værten Christian Degns forsøg på at fortolke hestefolket. Produceret i 2019.

Søren Ryge og hestene
Foto: DRTV

Er du til gode gamle Søren Ryge-fortællinger, så glem endelig ikke alle hans DR-dokumentarer om heste rundt omkring i det danske land. Se for eksempel Tormods heste, der handler om den gamle mands samling af intet mindre end 62 heste. Du kan også se Hestemanden, Manden og hestene, Den færøske hest og Søren ryge og den røde smed. Alle filmene er spækket med 90’er-lignende billeder, morfarhygge og et måske lidt gammeldags syn på hestehold. Produceret i 2000-2018.

De indsigtsgivende

Vild med hest – TV Midtvest

Foto: TV Midtvest

TV Midvest sætter i denne miniserie fokus på de mange måder, der er at have hest på og på de mange grene inden for ridesporten. Det gør de ved at besøge forskellige steder af Hestedanmark, hvor der sættes fokus på alt fra rideskoleridning til kørsel, springridning, dressur og meget mere. Og selvom de mennesker, man møder i serien, er helt forskellige, så har de én ting til fælles: De kan ikke undvære deres firbenede venner. Produceret i 2017.

Vild med hest – TV2 Østjylland
Foto: TV2 Østjylland

En anden serie om det at være vild med hest er TV2 Østjyllands serie af samme navn. Serien indeholder hele 21 afsnit, der med værten Anna Louise Tranæs Didriksen i spidsen zoomer ind på et tema, som man sjældent kommer udenom i et liv fyldt med heste. Kom tæt på Annas hesteliv og bliv taget med rundt på en rejse bestående af både gode og svære følelser, som du helt sikkert kan nikke genkendende til. Produceret i 2017-2018

De bevægende

500 Miles – The Story of Ranchers and Horses
Foto: Heroes & Horses

En flot og rørende amerikansk dokumentarlignende kortfilm om helte og heste; om mennesket og hestes udholdenhed og kamp for livet. Man følger mustangen og en gammel veterans hårde rejse på 500 mil gennem New Mexico og Arizona. Deres fælles mission er at finde meningen med livet – og ingen af dem vælger den lette vej. Filmen er gratis at finde på YouTube, men du skal være klar på at se den på engelsk uden undertekster. Produceret i 2017.

Walk. Ride. Rodeo.
Foto: Netflix

En original film fra Netflix, som er baseret på en sand historie. Filmen omhandler en ung kvinde, som efter en lammende ulykke gør alt, hvad hun kan for at kæmpe sig tilbage i sadlen for at konkurrere i rodeodisciplinen. Er du til westernudtrykket og en klassisk fortælling om det at kæmpe sig vej tilbage, så er denne film lige noget for dig! Filmen ses ved oprettelse af abonnement til Netflix på 79 kr./mdr. eller ved oprettelse af gratis prøveperiode på 30 dage. Den er på engelsk med danske undertekster. Produceret i 2019.

Rock my Heart
Foto: Netflix

Her er endnu en original film fra Netflix, der handler om det at trodse alle odds sammen med sin hest. Filmen handler om en eventyrlysten pige med en hjertefejl, der bliver mere eller mindre håbløst forelsket i en udfordrende hingst. Som amatørjockey beslutter hun sig for at træne hingsten op til at ride et stort, livsfarligt løb. Filmen kan ses ved oprettelse af abonnement til Netflix på 79 kr./mdr. eller ved oprettelse af gratis prøveperiode på 30 dage. Den er på tysk men selvfølgelig med danske undertekster. Produceret i 2017.

War Horse
Foto: Dreamworks

Hvis du ikke allerede har set den, så er det i dén grad på tide! I ønsket om at skildre en hests kamp gennem Første Verdenskrig kan War Horse give ethvert hestemenneske kuldegysninger og tårer i øjnene. For tænk, hvis det var ens egen hest – og hvor måtte de kære krigsheste dog bare stå meget imod. Find dine Kleenex frem, forbered dig på en stor oplevelse og lej filmen for 29 kr. hos Blockbuster. Produceret i 2011.

De børnevenlige

Fart Striber
Foto: Alcon Entertainment

Tager du sønnen eller datteren med ind foran tv’et, så er klassikeren Fart Striber slet ikke til at komme udenom. Pigen Channing og zebraen Striber trodser alle odds og sætter sig målet om at træne op til det store væddeløb. Med sine mange sjove karakterer er historien fyldt med humor og lune for både store og små. Filmen kan ses på Viaplay. Her koster et månedeligt abonnement 99 kr, men det er også muligt at få to ugers gratis prøveperiode. Produceret i 2005.

Spirit rider frit
Foto: Dreamworks / Netflix

Husker du den hårrejse tegnefilm Spirit, som udkom tilbage i 2002? Nu kan du – og nok mest dine børn – nyde serien “Spirit rider frit” på Netflix. Serien består af mange, små hestehistorier med vildhesten Spirit og bypigen Lucky i hovedrollerne, og sammen rider de det vestlige USA tyndt. De i alt otte sæsoner kan ses af børn fra syv år og er dubbet med danske stemmer. Produceret i 2017-2019.

.

Læs også: Filmskaber bekæmper mobning med hestehistorie

Artiklen er oprindeligt bragt i oktober 2019

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce