10 grunde til at ridesporten er verdens bedste hobby og livsstil

Du kan nok heller ikke forestille dig et liv uden hest. Du har garanteret også et lille – eller stort – smil på, når du er i stalden, og du glæder dig sikkert også, hver gang du skal ud og ride eller nusse med din bedste ven. Vi er mange, der har det på den måde, og det skal vi hylde. Her kan du læse vores bud på, hvorfor ridesporten er den bedste, og hvorfor det allerfedeste i verden er at være hestemenneske.

Læs også: Malgré Tout – at have hest på trods af alt

1. Du løber aldrig tør for gaveønsker

Din hest skal selvfølgelig have det allerbedste. Derfor er 80 % af dine ønsker til jul og fødselsdag formentlig også hesterelateret. Måske mangler du et nyt dækken, en striglekasse, rideudstyr eller hvad med en ny ridejakke? Man kan aldrig få for mange ting til hverken sig selv eller sin hest.

Kærligheden til hestene er noget af det bedste ved at være hestemenneske. Foto: Arkiv.

2. Frisk luft over hele linjen

Det er sundt at opholde sig i naturen og i den friske luft, og det må man sige, at hestemennesker gør. Vi rider ofte mange ture i det fri og på bane, for ridning med vind i hjelmen er noget af det bedste!

3. Du bidrager til, at det økonomiske hjul kører rundt

“Det er sundt for økonomien, at vi forbruger”. Det hører man ofte fra økonomer og andre vismænd. Det skal de ikke sige to gange. Her kan hestefolk helt sikkert klappe sig selv på skuldrene, for er der nogen, der kan bruge penge, så er det os.

4. Ridesporten giver masser af motion

Det kan godt være, at ridesporten ofte giver anledning til, at personer uden for sporten stiller spørgsmålstegn til, om vi faktisk får motion – og JA det gør vi. Det kan godt være, at selve ridningen ikke altid får sveden frem på panden, men vi muger ofte en boks eller flere, slæber på hø, halm, træpiller og foder – vi slæber i det hele taget rigtig meget i stalden. Måske er der også nogen, der cykler til og fra stalden, og så er der lige alle gåturene med hesten til og fra fold. Samtidig tager vores staldbesøg for det meste længere tid end 40 minutter i et fitnesscenter, så ofte går der mange timer, hvor vi ikke har mulighed for at putte mad (eller søde sager) i munden.

Annonce

5. Det er fantastisk at have ansvaret for et levende dyr

Der er noget vildt fedt ved at være primærkilden til, at ens hest har et godt liv. Du nyder måske også at blande foder og nørde de nyeste tilskudsprodukter, så Bølle, Musse, eller hvad din hest nu hedder, kan få det endnu bedre. Der er også noget tilfredsstillende i at kunne sætte flueben ved en ordnet hesteboks, fejet staldgang og den gode ridetur, hvor hesten virkelig fik brugt ryggen, eller hvad du nu har fokus på i træningen i øjeblikket.

Læs også: Var hestelivet bedre i gamle dage?

6. Når øvelserne bare sidder i skabet

Der findes ikke en federe følelse end at sidde på sin hest, som jo i sagens natur er et meget stort dyr, og den så flytter sig let og elegant for dine signaler. Man føler sig en lille smule uovervindelig, synes du ikke?

7. Livslange venskaber

De mange timer på rideskolen som barn og senere i forskellige stalde, hvor du har haft hesten opstaldet, har garanteret skabt venskaber på kryds og tværs. Det fede er, at samtalerne aldrig bliver akavet, for vi kan altid tale om hestene og ridesporten.

8. Altid en undskyldning for at komme ud af huset

Hesten er et genialt middel til at virke som om, du har travlt og derfor ikke kan deltage i den kedelige familiefødselsdag. Måske har du små børn, der kravler på væggene, og du trænger sådan til et lille pusterum. Her kan hesten være en oplagt “undskyldning” for lige at tage en tiltrængt pause fra stuens kaos.

Annonce

9. Du keder dig aldrig

Kedsomhed er ikke noget, vi ikke kender til i ridesporten. Vi skal altid ordne alt muligt enten i stalden eller sammen med hesten. Derfor kan det også være lidt presset, når folk uden hest spørger, om vi vil med på et spontant cafébesøg eller en shoppetur, for ja det vil vi jo gerne, men det skal altså lige planlægges med staldarbejdet.

10. Vi har et univers, som andre ikke forstår

Vi er en “lille, hemmelig” klub os hestefolk. Ingen uden for det her univers forstår egentlig, hvad det er, vi har gang i. Det virker måske lidt skørt for udefrakommende, at vi trodser regn, blæst, mudder og vanvittige dyrlægeregninger for at passe vores heste, men ikke for os. Vi elsker det, for det betyder alt, når mulen snuser til din kind, eller når hesten hviler sit hoved blidt på din skulder. Det er det hele værd, og det er kun os, der ved, hvad de andre går glip af.

Læs også: Afstemning: De smukkeste hestecitater – hvilket er bedst?

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce