Clydesdale-racen er en stor, venlig og alsidig hesterace, der desværre ikke findes mange af i verden. For at blive klogere på selve racen, og hvad man med de store heste, har vi allieret os med gruppen Clydesdale Breeders Denmark, der ønsker at udbrede kendskabet til clydesdales.
Læs også: Clydesdale-hesten Bruce bringer glæde til hospicepatienter i England
Clydesdale Breeders Denmark er nogle af de passionerede hestefolk, der forsøger at øge antallet af heste samt udbrede kendskabet til racen, og hvad man kan med den. De er en samarbejdsgruppe bestående af Saane Clydesdales og Stald Dania. Samarbejdet bygger på erfaringsudveksling i forhold til både pasning, træning og avl. Men også med det formål, at udbrede kendskabet til racen, og få flere heste til Danmark. De to stalde laver tilsammen 3-7 føl om året, og importerer også clydesdales – primært for at bruge dem i avlen eller for at sælge dem videre i Danmark.
For at udpege det mest specielle ved racen, har vi spurgt gruppen om, hvad de er faldet for ved lige netop denne race?
“Det specielle ved clydesdale, og det man falder for ved første øjekast er det smukke udseende med det blide og det rolige udtryk fra de store brune øjne. Størrelsen i sig selv er imponerende, men det smukke hovskæg og de lange slanke ben med flade knogler er også med til at give racen et majestætisk udseende,” forklarer Ejner Møller Andersen fra Clydesdale Breeders Denmark og tilføjer, hvor stor betydning deres sind også har.
“Dens rolige og hengivne temperament, samt velviljen til at lære og yde sit ypperste er også meget kendetegnende for racen. Uanset hvad man ønsker at opnå, kan man altid regne med, at den vil gøre hvad den kan, for at efterleve vores ønsker.”
Læs også: Den venlige og intelligente knabstrupper – en vaskeægte kvalitetsridehest
Udover det smukke udseende og det skønne sind, er racens alsidighed ifølge Ejner Møller Andersen også meget værdsat.
“Det bedste ved racen er dens alsidighed. Om man ønsker at ride ture, køre med vogn, arbejde med tømmer eller blot have den som hyggehest, findes der ikke en bedre race. Hos Stald Dania bruger vi hestene til turridning, kørsel og skovarbejde. Hos Saane Clydesdales anvendes hestene til ridning og tømmerkørsel, som er en spændende konkurrenceform, der er i udvikling her i Danmark. I deres hjemland, Skotland, ses hestene ofte til shows og udstillinger, hvor der konkurreres om den smukkeste og mest raceprægede hest. Dog er ridende clydesdales også ved at komme mere frem.”
“I Clydesdale Breeders Denmark arbejder vi også en del med miljøtræning, og noget af det vigtigste er, at være en positiv leder for hesten. Masser af ros når den gør, hvad der forventes og absolut ingen ris når det ikke lykkes. Her skal forsøget blot ignoreres, og øvelsen skal gentages indtil muligheden for at rose kommer. Og tro mig – en clydesdale ønsker kun at gøre det rigtige.”
Eftersom clydesdale-heste primært blev brugt som trækheste, forsvandt noget af efterspørgslen på dem, da biler og maskiner blev opfundet. Dette gjorde, at racen dalede i popularitet og dermed faldt antallet af clydesdale-heste. I dag menes der kun at være omkring 5.000 clydesdale-heste tilbage på verdensplan. Dette betyder, at racen nu kategoriseres som truet, og er altså en af de hesteracer, der er i fare for at uddø. Derfor er avlen og opmærksomheden også meget central for Clydesdale Breeders Denmarks arbejde.
“Da Clydesdale Breeders Denmark startede i 2019, var der kun få registrerede og renracedeclydesdale-heste i Danmark. Vi har arbejdet hårdt og målrettet for at få flere til at få øjnene op for denne skønne race. Foruden shows, deltagelse i dyrskuer og arrangementer med åbent hus, bruger vi også de sociale medier i vores promovering.”
Gruppens arbejde giver også succes, og antallet af clydesdale-heste i Danmark er klart steget i takt med deres arbejde.
“Der er meget stor interesse for racen, og vi har avlet og formidlet en del heste siden starten. I dag er der ca. 35 clydesdales i Danmark, hvoraf vi har 20 af dem. I vores samarbejde forsøger vi at arbejde bredt i forhold til efterspørgslen; Saane Clydesdales uddanner hestene fuldt ud til både ridning og kørsel, og ofte er de nye ejere med i træningen. Stald Dania sælger derimod gerne føllene umiddelbart efter fravænning –altså når føllene er omkring 7-8 måneder.”
Clydesdale Breeders Danmark vil altså fortsætte med at skabe opmærksomhed på den smukke, store og rolige hesterace, således at antallet af heste bliver ved med at stige, og racen forhåbentlig kan komme ud af risikoen for at uddø.
Læs også: Udrydningstruede hesteracer: 9 racer, som er i fare for at uddø
Heste – Illustreret Opslagsværk