Lusitano: Den elegante hest med portugisiske rødder
Læs mere →
Så langt som mennesker kan spores tilbage, har hesten også været der. Intet andet dyr haft større betydning for vores forfædre. Det var hesten, der spredte folkeslag til alle verdens hjørner. Både i krig og i fredstid. Vores fortid er uadskillelig, for den enes historie skaber den andens. Vi hylder vores tætteste allierede i dyreriget igennem tre tidsaldre. Dette er fortællingen om trækdyret, budbringeren, og våbnet. Heste i krig.
Læs også: Heste i krig Del 1, Antikken: Slaget ved Carrhae
Historien siger at kejseren modtog en spådom, tidligt i det andet århundrede f.kr.. I Nordvest ville han finde en hest, der var guderne værdige. Kineserne havde på dette tidspunkt hårdt brug for heste til deres hære. Fjenden mod nord var nomadefolket Xiongnu, og havde i årtier været en sten i skoen på kineserne. De ankom på hest og plyndrede grænsebyer og andre bebyggelser, og var væk inden der kunne blæses til modangreb.
Kejser Wu’s løsning var i første omgang at sende en forhandler af sted for at anmode om en militær alliance med Yuezhi-folket mod vest. Kejseren sendte sin bedste mand på opgaven – diplomaten Zhang Qian. Men han skulle komme rigtig uheldigt fra start. Sammen med en gruppe på over hundrede mand blev Zhang taget til fange af fjenden, hos hvem han tilbragte de næste 13 år.
Han var blevet behandlet godt og havde under sit ophold som gidsel i Xiongnu både fået kone og barn. Men Zhang havde ingen planer om at slå sig ned. Så da det endelig lykkedes for ham at flygte, rejste han mod vest for at genoptage hans oprindelige opgave. Undervejs besøgte han landet Dayuan i Ferghana-dalen, hvor landområdets græske kultur og prægtige heste gjorde et særligt indtryk på ham.
Læs også: De ældste hesteracer i verden – som stadig eksisterer
Yuezhi-folket var ikke klar til at hjælpe Kinas fjende mod nord. De havde fundet sig godt til rette i Centralasien og var ikke interesserede i krig, så opdagelsen af hestene skulle blive den vigtigste opdagelse under hans rejse i Centralasien.
Det skulle tage Zhang i alt næsten 15 år, før han vendte tilbage.
Da han endelig ankom, sendte kejseren øjeblikkeligt sine mænd afsted. De skulle vestpå for at åbne handelsruter, derefter forhandle med Dayuan og siden forberede modtagelsen af de himmelske heste. Det var Dayuan i mellemtiden ikke indstillet på, og da de endda snuppede guldet fra de kinesiske udsendinge uden at afgive heste, blev det starten på krigen om den himmelske hest.
Dette blev en dyr udveksling for kejseren, for Kina var omringet af fjender og Dayuan var langt fra hjemlandet. Krigen om kom til at koste ham mere end 50.000 soldater. Men da de langt om længe fik fat i oldtidens gudehest, betød det også starten på årtusindernes handelsnetværk – Silkevejen. Hesten havde slået endnu en rekord: For første gang i verdenshistorien havde den forbundet Europa med hele Orienten.
Det kan måske virke lidt underligt, at datidens herskere var så fascinerede af en hesterace. Billeder og tekster fra datiden kan give os et indtryk af datidens hesteideal. Det er fristende at tro at den himmelske hest fra Dayuan var en stærk og smidig kæmpe, der var højere og bredere end datidens artsfæller. Og at det var denne fremtoning, der gjorde den så eftertragtet.
Men skal man i krig til hest, så er det vigtigt at bruge en hest som man kan holde sig ridende på. Større er ikke nødvendigvis bedre. Og det skulle vare flere hundrede år før verdens ryttere blev introduceret til et stykke udstyr, der gjorde ridning en del lettere.
Kilder:
Turkmenistan’s Akhal-Teke: the world’s oldest horse.
https://www.euronews.com/