Så langt som mennesker kan spores tilbage, har hesten også været der. Intet andet dyr haft større betydning for vores forfædre. Det var hesten, der spredte folkeslag til alle verdens hjørner. Både i krig og i fredstid. Vores fortid er uadskillelig, for den enes historie skaber den andens. Vi hylder vores tætteste allierede i dyreriget igennem tre tidsaldre. Dette er fortællingen om trækdyret, budbringeren, og våbnet. Heste i krig.
Slaget ved Carrhae
De romerske soldater kaldet legionærer i øst havde travlt, for de var på sejrstogt. De måtte spise deres feltrationer mens de marcherede ind De blev kaldt legionærer; soldater i Roms professionelle hær, der dengang ofte måtte rejse langt ind i fjendens territorium. I øst havde de travlt, for de var på sejrstogt. De måtte spise deres feltrationer mens de marcherede over de tyrkiske sletter, for chancen for et overraskelsesangreb kommer kun én gang. Selvom temperaturen var faldende, var humøret var højt. Fjenden var endelig i syne. De var færre end romernes legioner og den voksende støvsky i horisonten fortalte to ting: fjenden var både til hest og klar til kamp.
Der skulle kæmpes på flad grund – en ulempe for legionærerne, der let kunne tvinges i baghold af ryttere – men romerne havde selv fire tusinde ryttere med. De havde erobret et halvt dusin bosættelser på deres vej østpå. Men de vidste at de havde kampen mod fjendens største hær til gode. Og der var ikke den modstander, der ikke enten kunne bestikkes – eller knuses – af general Marcus Licinius Crassus – den rigeste mand i Rom.
Troede de.
Læs også: Bueskydning til hest: Rytter fortæller
Støv, spyd og pileregn
Det lignede først en sejr, for fjendens ryttere lignede bønder i deres klæder af læder og kapper af stof. Romerne bed tænderne sammen og gjorde sig klar til mødet med en sky af kastespyd og pile. Skjold over skjold og med skulder til skulder stod legionærerne stille. Men da fjenden nærmede sig, smed de deres pjaltede kapper til siden.
Der fik romerne en grim overraskelse. Ryttere i stålrustning. En regn af pile rejste sig i baggrunden af den skinnende fortrop, båret af den prægtigste krigshest i oldtiden. For de romerske legionærer, der deltog i slaget ved Carrhae i 55 f.Kr., var dette et møde med oldtidens super-hest. Og for dem, der var modige nok til at sænke skjoldet, var det det sidste syn der mødte dem.
Våbenkapløb i fuld galop
Romerne fik høvl. Resultatet af slaget gik over i historien som det største nederlag som Rom havde set i over hundrede år. Grækerne gav disse pansrede oldtidsriddere navnet katafrakter. Tabet af deres hærfører sendte en chokbølge igennem hele Romerriget, og den østlige udvidelse blev sat på pause. Her blev det én gang for alle klart for Rom, at en hest ikke længere bare var en hest. Noget som nomaderytterne fra antikkens Tyrkiet selvfølgelig allerede vidste.
I Vesten blev den kaldt for den Niseanske hest, efter steppeområdet Nisea i Iran, hvor hestene tilsyneladende ankom fra. Østpå gik hesten under navnet Fergana-hesten, navngivet efter den frugtbare dal i Centralasien. Denne race af heste gik også under et langt mere smigrende øgenavn, givet af selveste Kinas kejser næsten 100 år inden – den himmelske hest.
Læs også: Kender du myten om Pegasus?
Kilder:
Hudson, M. (1998, July 20). Battle of Carrhae | Facts, Significance, & Casualties. Encyclopedia Britannica. https://www.britannica.com/event/Battle-of-Carrhae
Battle of Carrhae. (n.d.). https://penelope.uchicago.edu/%7Egrout/encyclopaedia_romana/miscellanea/trivia/carrhae.html
History of Iran: Parthian Empire. (n.d.). https://www.iranchamber.com/history/parthians/parthians.php
