
PRESSEMEDDELELSE
Første bind i krimitrilogien om dyrlægen Leonora Falk, udgives på Mofibo d. 26. januar 2026.
Malgré Tout har haft mulighed for at tale med forfatter Louise Voller forud for udgivelsen af hendes nye krimi ”En dommers død”, der løfter låget på magt, konflikter og hemmeligheder i dansk dressur. Samtalen kredsede om bogen, om ridesporten og i særdeleshed om kulturen i ridesporten – et emne, som Louise Voller selv fremhæver som sin grundlæggende interesse og primære drivkraft bag bogen. Som tidligere nævnt er bogen første bind i en trilogi med dyrlægestuderende Leonora Falk som hovedperson.
Få GRATIS adgang til bogen via Mofibo i denne artikel
Den 26. januar udkommer EN DOMMERS DØD, der er første bind i en ny krimiserie af journalist og forfatter Louise Voller. Romanens scene er elitedressur – et miljø præget af lidenskab, dedikation og et stort fokus på hestens trivsel, men også af indflydelse, præstation, konkurrence og interne magtspil. Selvom scenen er sat i toppen af dansk dressur, er der tale om ren fiktion.
..Da den unge dyrlægestuderende Leonora Falk får besked om, at hendes plejefar, dressurdommeren Henrik Stæhr, er fundet lemlæstet og død i stalden på familiens stutteri, begynder en efterforskning, der hurtigt skrider ud af kontrol.
Samtidig modtager journalisten Isak en anonym video, hvor en rytter udsætter en hest for grov mishandling – optagelser, der viser sig at stamme fra Stutteri Stæhr.
Leonora tvinges hjem til Lindeborg for at overtage driften, mens politiet finder spor efter en forbrydelse, der stikker langt dybere end et tragisk uheld.
Videoovervågningen er blevet slukket kort før dommerens død, blodsporene stemmer ikke overens med forklaringerne, og en af de sidste personer, der talte med dommeren, er Leonoras egen far, dyrlægen Erik Falk…
En dommers død er en ny krimi af journalist og forfatter Louise Voller og markerer begyndelsen på en ny serie om Leonora Falk. Bogen udkommer som Mofibo Original den 26. januar 2026 og bearbejder emner som magt, konflikter og hemmeligheder i den danske dressursport. Her trækker Voller både på sin baggrund som hestemenneske og sin erfaring som undersøgende journalist.
“Et liv med heste og ridesport er en verden med mange facetter”
Journalist og forfatter, Louise Voller
Romanen dykker ned i den elitære dressursport, hvor ambitioner og økonomiske interesser ofte kolliderer med hensynet til hestens velfærd, og hvor sportens mørkere sider blotlægges. Fortællingen bygger på Vollers personlige indsigt og mangeårige engagement i hesteverdenen.

Forfatter Louise Voller har siden juni 2025 været den lykkelige ejer af den røde DV hoppe Vesterdams Vienna.
“Vienna er blind på det ene øje, har et enormt hjerte og en ægte divas sans for drama – og for mig er hun fuldstændig perfekt, præcis som hun er,” fortæller Louise med et smil.
Noget af det, der særligt optager Louise Voller, er kulturforandringer – de grundlæggende skift i fælles tankemåder, værdier og normer, altså egentlige paradigmeskift i et samfund eller en organisation, hvor gamle modeller ikke længere fungerer, og nye måder at forstå og agere på opstår. Vi talte med hende om, hvorvidt det netop er sådan et skifte, ridesporten står midt i nu: om mentalitet, magt og kultur i hestebranchen set fra forskellige perspektiver.
Ifølge Louise Voller er det afgørende, at branchen tager ansvar, debatterer åbent, lytter til hinanden og erkender, at der altid er noget nyt at lære – og netop den samtale håber hun, at hendes bog kan bidrage til. Dansk ridesport har i de senere år været genstand for massiv kritik, efter at flere videoer har vist, hvordan hestes ve og vel tilsidesættes af ryttere – både i træning og i konkurrence.
Louise Voller (f. 1979) er undersøgende journalist, forfatter – og mangeårigt hestemenneske.
Gennem sit arbejde som journalist har hun i mere end et årti afdækket komplekse magtforhold og etiske dilemmaer i både Danmark og udlandet. Hun er også forfatter til serien om Astrid Pedersen, graverjournalisten, der afslører korruption, kriminalitet og svindel i verden.
https://mofibo.com/dk/series/astrid-pedersen-103573
Denne kombination af faglig research, hesteerfaring og fortællekraft danner fundamentet for serien om Leonora Falk.
En dommers død er første bind i trilogien om dyrlægen Leonora Falk. Krimien tager sit udgangspunkt i et drab i toppen af dansk dressur, men udfolder samtidig en bredere fortælling om magtspil, konflikter og den dybe passion for heste og ridesport. Netop kærligheden til hestene og sporten er et centralt omdrejningspunkt for Louise Voller, som gerne vil understrege, at bogen ikke er et angreb på dressur – eller på hestesporten som helhed.
“Jeg er selv hobby-dressurrytter og har altid haft en stor kærlighed til sporten. Det, der for alvor optager mig – og som jeg har skrevet om – er den kultur, der præger hestebranchen,” fortæller Louise Voller og fortsætter: “Hestebranchen er på mange måder paradoksal. Der er enorme følelser, store økonomiske interesser og et ekstremt hårdt arbejde involveret. Jeg tror ikke, der findes mange andre brancher, hvor der arbejdes så passioneret og dedikeret – ofte for en meget lav løn. Set i forhold til hvor mange mennesker der beskæftiger sig med heste, er det kun ganske få, der reelt tjener penge på dem,” udtaler Louise Voller og fortsætter:
-livet med heste og ridesport er på én gang en hobby, en sport og en levevej – en verden med mange facetter. De mennesker, der har heste og ridning som deres levebrød, er utroligt dedikerede og elsker hestene. Samtidig ser vi magtkampe og episoder, som tydeligt viser, at der nogle steder er opstået en ubalance mellem mål og midler,” udtaler Louise Voller.
Glæd jer til at læse eller lytte til bogen
På Malgré Tout har vi fået lov til at smuglæse lidt af Louise Vollers nye bog En dommers død – og vi kan roligt sige: I kan godt glæde jer.
Vores begejstring er så stor, at vi vil give alle vores læsere mulighed for at læse eller lytte til bogen fra den 26. januar.
Derfor tilbyder vi 30 dages GRATIS adgang til Mofibo via nedenstående link:
https://mofibo.com/dk/c/louisevoller30d
Bogen er spændende, velskrevet og yderst aktuel, især i lyset af de episoder, der de seneste år har sat ridesporten – og særligt dressur – i et mindre flatterende spotlight. Det er en fornøjelse at læse en “hestebog”, der egentlig ikke handler om heste, men som tager afsæt i en verden, mange af os tilbringer mange timer i hver uge.
Mange af bogens scener er befriende realistiske og let genkendelige for ryttere og hesteejere. Flere passager fremkalder små smil og vækker minder om staldens lyde og dufte – og om den særlige følelse af samhørighed med de store, smukke dyr.
Allerede fra første side fornemmer man, at forfatteren er dybt hjemmevant i hesteverdenen og ridesporten. Det er en lettelse, fordi man som læser slipper for at krumme tæer over forkerte termer og upræcise beskrivelser, som ellers hurtigt ville skurre for os, der har stalden som en naturlig del af hverdagen.
Malgré Tout giver bogen fem ud af fem heste: 🐴 🐴 🐴 🐴 🐴
LÆS OGSÅ: Ridesporten under forandring