Pulsen lyver ikke – hestens sundhedsindikator
Læs mere →
Der findes en særlig tid i et hestemenneskes liv, som aldrig helt slipper sit tag.
Tiden med for store ridestøvler, skæve hårnet og en pony, der enten var verdens sødeste – eller verdens mest stædige. Tiden, hvor alt var større, vildere og vigtigere.Tiden, hvor vi var ponyryttere.
Man kunne altid kende ponyrytteren på håret. Stramt trukket tilbage. Hårnet i en farve, der aldrig helt matchede. Hjelmen trykket godt ned over ørerne. Og det dér koncentrerede blik, som om OL-finalen ventede lige om hjørnet.
Sandheden var ofte en LC-klasse på en lokal rideklub.
Men det føltes som verdensmesterskabet.
Vi pudsede støvler, til de næsten skinnede. Vi red programmet igennem 117 gange i hovedet. Vi talte fejl, før vi overhovedet var startet. Og når vi red ind på banen, bankede hjertet hårdere end ponyens hove mod jorden.
Alt var på spil. Også selvom det i dag virker så uskyldigt.
Ponytiden var også tiden med glimmer.
Glimmergrimer. Glimmerpisk. Glimmer i pandebåndet. Jo mere, jo bedre.
Vores ponyer var ikke bare dyr – de var projekter, bedste venner og superstjerner i forklædning.
Vi flettede lange ponymaner med alt for tykke elastikker. Vi pyntede med sløjfer, musetrapper og flettede hjerter til jul og nissehuer i december. Vi syntes selv, vi havde den smukkeste pony i stalden.
Og måske havde vi ret. For i ponyrytterens blik findes ingen objektiv vurdering. Der findes kun kærlighed.
Ridstøvlerne var næsten altid en anelse for høje. De gnavede i knæhaserne og knirkede, når man gik. Men de var et symbol. Et skridt op. Et tegn på, at man ikke længere var “helt ny”.
Vi voksede i de støvler. Bogstaveligt talt.
Og imens voksede drømmene også.
-Om at ride MB.
-Om at få egen hest.
-Om at blive “rigtig rytter”.
Vi målte tiden i rosetter og weekendstævner. Vi lærte at flette i halvmørke klokken seks om morgenen. Vi lærte at pakke trailer med nervøse hænder. Vi lærte at håndtere skuffelse – og eufori – inden for samme time.
Der findes næsten ikke noget mere intenst end det første stævne.
Var du heldig at have en pony der rent faktisk sprang over alle forhindringerne?
Havde du også din lyserøde lykkepisk med?
Var dine ridestøvler eller jakke også mindst to numre for stor?
Fik du din første rosette med hjem?
Lyden af højtaleren. Duften af kaffe, pariser-toast og hest. Startnumre, der blev nålet fast med alt for mange sikkerhedsnåle. En lidt for stor stævnejakke der muligvis var lånt eller arvet. Den nervøse venten ved indgangen til banen.
Og følelsen, når klokken ringede.
Nogle gange gik det fantastisk. Andre gange gik det helt galt. Ponyen stoppede. Man red forkert. Man glemte programmet. Tårerne pressede sig på – og blev tørret væk med en handske, der lugtede lidt af læder og lidt af hø.
Men man stod op igen. Man trak vejret. Man klappede ponyen. Og man prøvede igen.
Det var her, vi lærte mod.
LÆS OGSÅ: Ponyfar: 10 ting, du har erfaret som forælder
Ponytiden var ikke kun ponyen. Den var også de andre.
Veninderne på halmballerne. Hemmelige samtaler i sadelrummet. Latter over madpakker og kakao i termokop. Fælles nerver før klassen. Fælles jubel, når det lykkedes.
Man lånte hårnåle. Man hjalp med at flette. Man trøstede efter en dårlig tur. Man delte drømme, som kun gav mening i en stald.
Mange af de venskaber startede dér – mellem striglekasser og trillebøre.
Når vi ser tilbage, var det hele måske mere enkelt.
Vi red, fordi vi elskede det.
Ikke fordi vi skulle bevise noget.
Ikke fordi vi havde en strategi.
Ikke fordi nogen kiggede med online.
Vi red for følelsen.