Sommerferien er danskernes foretrukne tid til at købe hest — og den farligste: Tre konkrete fælder der rammer andengangskøbere hårdest
Læs mere →
I en undersøgelse med sport- og konkurrenceheste steg prævalensen af mavesårsforandringer fra 17% før stævnesæsonen til 56% efter. Et nyt 2026-review kortlægger hvilke management-ændringer der faktisk har dokumenteret effekt — og ét fund om fodertiming hviler på stærkere evidens, end det er bredt kommunikeret i staldfaglig praksis.
For eliteenduranceheste er prevalenstallene endnu skarpere: 48% i vinterpausen, 93% under konkurrenceperioden. Mavesår er ikke et nicheproblem for en smal risikogruppe — det er et strukturelt problem for heste i aktiv konkurrencebelastning.
En opdateret systematisk gennemgang, Lensing & Barton (2026), publiceret i Equine Veterinary Education (vol. 38, s. 206–219), kortlægger de ikke-farmakologiske indsatser med bedst dokumenteret effekt mod equine gastric ulcer syndrome (EGUS). Reviewet samler evidensen for management-baserede tiltag, der kan implementeres uden recept — og et af fundene om fodertiming hviler på en mekanistisk begrundelse, der er stærkere end dens udbredelse i dansk staldfaglig praksis tilsiger.
Siden 2015 skelner dyrlægeverdenen formelt mellem Equine Squamous Gastric Disease (ESGD) og Equine Glandular Gastric Disease (EGGD). ESGD rammer den øverste del af mavesækken — det ubeskyttede squamøse epithel, der mangler det kirtelvævsbaserede slimlag, som den nedre del besidder. EGGD involverer netop den nedre, kirteldækkede del og har en anden patofysiologi.
Distinktionen er ikke akademisk. De to former responderer forskelligt på management-indsatser, og behandlingslogikken er ikke den samme. De tre tiltag med stærkest dokumentation adresserer primært ESGD. For EGGD er billedet anderledes — det vender vi tilbage til.
Det fund, der har mindst opmærksomhed i almenpraksis, men som hviler på det stærkeste mekanistiske fundament, handler om hvornår hesten spiser — ikke kun hvad og hvor meget.
Under fysisk belastning stiger det intraabdominale tryk. Det presser det syreholdige indhold fra mavesækkens ventrale del opad mod den ubeskyttede squamøse slimhinde. Dyrlæger kalder fænomenet acid splash. Det sker uanset fodringsregime, men er mest udtalt, når hesten tages op direkte fra nattens faste — med en tom eller halvtom mave.
For mange staldede konkurrenceheste er det standard: morgenfodring efterfulgt af opridning 30-60 minutter senere, eller oplæssning til transport inden hesten overhovedet har ædt. Mavesækken er da på det laveste indhold fra nattens pause.
Forskning viser, at selv en relativt begrænset mængde grovfoder inden arbejdet reducerer mekanisk syrekontakt med slimhinden. En analyse af tilgængelige studier indikerer, at allerede 300 gram hø eller strå inden ridning giver en målbar beskyttende effekt på det squamøse epithel. Det er ikke en præcis biologisk minimumsgrænse, men det understreger, at effekten ikke kræver store mængder — den kræver timing.
Anbefalingen fra evidensgrundlaget er at tilbyde grovfoder 30-60 minutter inden ridning. Det gælder særligt for heste i intens konkurrencebelastning og for dem med tidligere diagnosticeret EGUS. For ejere der allerede har elektrolyt- og hydrering under kontrol i sommersæsonen er fodertiming det næste konkrete skridt i en samlet sæsonplan.
Det andet tiltag med solid dokumentation er at eliminere lange fastefaser. Hestens mavesæk producerer syre kontinuerligt — uanset om den er fuld eller tom. Det er en central fysiologisk forskel fra mennesker, hos hvem syreproduktion primært er måltidsudløst.
ECEIM’s konsensusudtalelse om EGUS fastslår, at fastefaser på over 6 timer øger risikoen for squamøs maveskade signifikant sammenlignet med hyppigere fodringsintervaller. At lade heste faste er faktisk en etableret metode til eksperimentelt at fremkalde mavesårsforandringer. Det siger noget om, hvad en lang nat i en tom stald kan betyde for en hest i forvejen belastet af træning og transport.
I mange stalde er todaglig fodring — morgen og aften — standard. Det indebærer en nattepause på 10-12 timer. Det er en risikoperiode, der sjældent adresseres systematisk i fodringsplanen.
Det daglige minimumsindtag af grovfoder bør udgøre mindst 1,5 kg tørstof per 100 kg kropsvægt, jf. ECEIM-konsensusen. For en 500 kg varmblodshest svarer det til 7,5 kg tørstof om dagen. Fritstående adgang til hø natten igennem eller brug af slowfeeder og hønet eliminerer lange fastefaser uden udgifter af betydning. Sammenlignet med en omeprazolkur er det en billig indsats.
Fastefaser er desuden et stresselement i sig selv. Staldede heste uden adgang til grovfoder udviser øget stressrelateret adfærd — og stress er en selvstændig risikofaktor, særligt for den glandulære form EGGD.
Det tredje management-tiltag med dokumenteret effekt er at holde stivelsesindtaget under konkrete tærskelværdier. Et dagligt stivelsesindtag over 2 gram per kilogram kropsvægt er ifølge ECEIM’s konsensusdokument forbundet med en omtrent fordoblet sandsynlighed for ESGD-gradsforandringer (ESGD grad ≥2/5). Per enkelt måltid bør grænsen ikke overskride 1 gram per kilogram kropsvægt.
For en 500 kg hest er det konkrete daglige maksimum 1.000 gram stivelse fordelt på mindst to fodringer — og maks 500 gram per fodringsgang. Mange kommercielle kraftfoderblandinger indeholder 30-40% stivelse. Kombineret med majs og korn overskrides grænsen nemt i et højpræstationsregime, hvor fokus er på kalorietilskud uden opmærksomhed på stivelsesprofilen.
En undersøgelse med ni varmblodsspringheste viste, at overgang til en lavstivelseskost (11% stivelse) forbedrede maveslimhindens tilstand og reducerede riderelateret smerteadfærd. Det er et lille studie, og det begrænser konklusionernes rækkevidde. Men effekten stemmer mekanistisk overens med det bredere evidensgrundlag for sammenhængen mellem stivelsesfermentering, pH-fald og squamøs slimhindepåvirkning.
Et lavstivelsesregime er ikke synonymt med underernæring. Roepiller, lucernehø og vegetabilske olier er energitætte alternativer, der dækker kaloriebehovet uden at drive den daglige stivelsestilførsel op.
Konkurrenceryttere befinder sig i en særlig situation i den aktive sæson. Heste transporteres, skifter staldmiljø, aflastes fra normale fodringsrutiner og udsættes for sociale stressorer ved stævner. Alle disse faktorer er dokumenterede risikofaktorer for ESGD — og netop i de perioder er det lettest at nå efter omeprazol som standardsvar.
Det er ikke nødvendigvis forkert. FEI’s medicinregler tillader aktuelt omeprazol under konkurrence, og der er intet til hinde for at anvende det behandlingsindikeret. Men forskning viser, at ESGD recidiverer relativt hurtigt, når omeprazol seponeres uden at de underliggende management-faktorer er ændret. Medicinen adresserer symptomet. Management-ændringerne adresserer årsagen.
Hos Malgre Tout har vi tidligere beskrevet, hvad intens springtræning i varme kræver af systematiske justeringer — et mavesårsbeskyttende fodertimingregime er en del af det samlede billede i perioder med høj belastning. Det samme gælder staldens grundmiljø: ammoniakniveauer stiger eksponentielt over 20 grader og bidrager til en samlet staldbyrde, der i høj sæson adderer til fysiologisk pres.
Tilgangen med evidensbaseret management frem for reaktiv medicinering er det mønster, vi genkendte fra en anden front: tre management-tiltag med dokumenteret effekt mod culicoides-allergi hos islændere følger præcis den samme logik — strukturerede staldtiltag slår enkeltstående reaktive indsatser.
European College of Equine Internal Medicine (ECEIM) understreger i sin konsensusudtalelse, at EGUS i overvejende grad er en management-sygdom. Forebyggelse bør ikke begynde ved recidiv — den bør integreres som standard i behandlingsplanen fra diagnose og frem, uanset om den farmakologiske behandling er omeprazol, sukralfat eller en kombination.
For EGGD peger tilgængelig forskning i retning af, at to til tre fulde hviledage om ugen har større effekt end fodertiming og fastefasekontrol alene. Stressreduktion og individuel tilpasning af træningsintensitet er de centrale parametre — en fundamentalt anden indgang end den mekanisk-fysiologiske logik bag ESGD-indsatserne.
Det er en afgørende sondring, fordi kliniske symptomer overlapper og ikke er sygdomsspecifikke — nedsat præstation, kolikkere, vægttab og adfærdsændringer går på tværs af begge former. En hest med disse symptomer kan have ESGD, EGGD eller begge tilstande samtidig. Gastroscopi er gold standard for diagnostik. Det er den eneste vej til at fastslå, hvilken type man har at gøre med, og dermed hvilke management-indsatser der er mest relevante.
De tre indsatser med stærkest evidensgrundlag kan implementeres uden veterinær ordinering og uden ekstraordinære udgifter:
Management-indsatser er ikke en erstatning for veterinær behandling, når skaden allerede er sket. En hest med aktiv, alvorlig EGUS har brug for farmakologisk behandling — omeprazol for ESGD, typisk kombinationsbehandling for EGGD — og herefter vedligeholdende management-ændringer for at forebygge recidiv. Lensing & Barton (2026) er ikke et argument for at undlade diagnostik. De tre indsatser er evidensbaserede forebyggelsesstrategier — og de virker bedst, når de implementeres konsekvent, ikke kun ad hoc i de perioder, der i forvejen er mest belastende.
Over 6 timer øger risikoen for squamøs maveskade signifikant ifølge ECEIM’s konsensusudtalelse. Heste i risikogruppen bør have adgang til hø natten igennem — en slowfeeder eller hønet er tilstrækkelig løsning i de fleste stalde.
Nej. Indsatsen er primært forebyggende. Den reducerer mekanisk syrekontakt med den ubeskyttede del af maveslimhinden under træning og er relevant for alle heste i aktiv stævne- og træningsbelastning — ikke kun dem med tidligere diagnosticeret EGUS.
Maks 1.000 gram stivelse om dagen fordelt på mindst to fodringer, og maks 500 gram per enkelt fodringsgang. Mange kraftfoderblandinger indeholder 30-40% stivelse, så det er let at overskride grænsen i et højpræstationsregime.
Nej. FEI tillader aktuelt omeprazol under konkurrence i henhold til medicinreglerne. Britisk hestevæddeløb opererer med andre regler, men for FEI-discipliner — spring, dressur, eventing — er omeprazol tilladt ved konkurrence.
Primært for ESGD. For EGGD peger forskning i retning af, at to til tre fulde hviledage om ugen og stressreduktion er vigtigere end fodertiming og fastefasekontrol alene. Gastroscopi er nødvendig for at skelne de to former.
Ikke ved aktiv, alvorlig EGUS. Management-ændringerne er forebyggende og understøttende — ikke erstatning for veterinær behandling ved diagnosticeret sygdom. Kombiner de to: behandl aktivt, fasthold management for at forebygge recidiv.