Mor og søn skal forsvare dansk VM-sølv i para-dressur
Læs mere →
Efter en sommer med tørre pletter og heste, der har gnavet græsset i bund samme sted igen og igen, ligner mange danske folde nu mere en grusbane end en græsmark. Den gode nyhed er, at du kan rette op på skaden uden at lade folden ligge helt brak resten af året. Men du skal handle nu, før efterårets regn gør de nøgne pletter til mudder.
Det er let at blive grebet af skræk, når man går folden igennem i august og ser, hvor meget der egentlig er slidt væk siden foråret. Men en fold, der har haft en hård sommer, er sjældent tabt. Den skal bare have den rigtige prioritering, mens der stadig er varme og lys nok til, at græsset kan nå at komme sig, før vinteren for alvor sætter ind.
Gå folden igennem og del den mentalt op i tre kategorier: de helt nøgne pletter (typisk ved vandtrug, læskur, indgange og de faste gangstier), de tyndslidte områder med kort, stresset græs, og de dele der stadig ser fornuftige ud. Det er fristende at behandle hele folden ens, men det er de nøgne pletter, der for alvor skal prioriteres. Det er nemlig dem, der først bliver til mudderhuller, når efterårsregnen for alvor sætter ind, og mudder både forringer hovsundhed og gør skaden på jorden endnu sværere at rette op senere.
Hvis du har mulighed for det, så hegn de mest udsatte områder fra med et flytbart hegn, mens resten af folden stadig kan bruges i begrænset omfang. Selv få ugers fred fra hove gør en forskel for et areal, der er presset ned til bar jord, fordi rødderne får ro til at sætte nye skud, uden at de bliver bidt eller trampet ned, så snart de titter frem.
En tommelfingerregel, der går igen i flere danske afgræsningsguides, er at lade hesten begynde afgræsningen ved omkring 10-12 cm og tage hesten af folden igen, når græsset nærmer sig 5 cm. Går græsset længere ned end 4-5 cm, mister planten evnen til at komme sig hurtigt igen, fordi den ikke længere har bladareal nok til at holde fotosyntesen i gang. Det er præcis den tilstand, mange folde er endt i efter en sommer med højt tryk.
Landbrugsstyrelsen har i rapporten “Græsning der fremmer biodiversiteten” beskrevet, hvordan variation i vegetationshøjde og -struktur er afgørende for, hvor godt et areal kan komme sig efter hårdt slid. En jævnt kort, ensartet afgræsset flade er dårligere stillet end en fold, hvor der er forskel på højden fra sted til sted, fordi variationen giver planterne bedre mulighed for at genetablere sig i takt med hinanden.
I samme rapport arbejder Landbrugsstyrelsen med belægningsgrader på mellem 100 og 200 kg dyr pr. hektar for at undgå overgræsning, med mulighed for op til 250 kg/ha i perioder med lav belastning om forår og sommer, og op til 400 kg/ha ved kortvarig rotationsgræsning. Det er vigtigt at understrege, at tallene er udviklet til naturpleje og biodiversitet på naturarealer generelt og ikke er målrettet hesteproduktion specifikt. Men de er stadig en brugbar pejling, når du skal vurdere, hvor hårdt en allerede slidt fold kan bruges resten af efteråret.
I den øvre ende af intervallet, altså op mod 250 kg/ha, svarer det til omkring en halv hest pr. hektar, hvis du regner med en hest på omkring 500 kg. I den nedre ende, omkring 100 kg/ha, er du til gengæld nede på en femtedel hest pr. hektar, altså at hesten reelt skal have omkring 5 hektar for sig selv. Har du kun én lille fold og ikke plads til at rotere hesten væk, er det altså den lave ende af skalaen, du bør sigte efter resten af sæsonen, når skaden allerede er sket.
Selvom sommeren er ved at rinde ud, mister princippet om rotationsgræsning ikke sin værdi. Flyt hesten videre, så snart den del af folden, den går på, nærmer sig de 5 cm, og lad den slidte del ligge i ro, mens en anden, mindre medtaget del bruges. Har du kun én fold at gøre godt med, kan selv en midlertidig opdeling med et flytbart hegn fungere som en slags hjemmelavet rotation, hvor du flytter hesten mellem to eller tre mindre områder i stedet for at lade den gå frit på det hele.
Jo før de nøgne pletter får fred fra hove, og jo før du eventuelt sår nyt græs i de værste huller, jo bedre chance har rødderne for at nå at etablere sig, inden efterårets fugt for alvor sætter ind. LandbrugsAvisen har tidligere beskrevet, at den optimale græshøjde i en reguleret storfold ligger omkring 6-8 cm. Det tal er dog sat for kvæg i et intensivt græsningssystem, og bør derfor tages med et vist forbehold, hvis du bruger det som pejlemærke for en hestefold, hvor både bideadfærd og slid på jorden er anderledes.
Det kan føles som et lille nederlag at se en fold, der stod flot i juni, ligge slidt og støvet i august. Men en fold er sjældent tabt, fordi den har haft en hård sommer – den skal bare have arbejdsro til at komme sig, ligesom en hest, der har ydet meget hen over sæsonen. Prioriter de værste pletter først, hold øje med græshøjden, og giv folden den fred, du kan afse, så står den forhåbentlig grønnere til foråret.
Det afhænger af, hvor hårdt arealet er slidt, og hvor meget hvile det får. Nøgne pletter med god fred fra hove kan begynde at grønnes i løbet af nogle uger i sensommeren, mens en fuld genopretning ofte først ses hen over det følgende forår.
Er pletterne helt nøgne, kommer de sjældent tilbage af sig selv i tide til efteråret. Der kan det give mening at så suppleringsgræs i de mest slidte områder, mens de mindre medtagne dele ofte kan nøjes med hvile og lavere belastning.