B-vitamin i fældeperioden: Har din hest overhovedet brug for det?

Snart begynder foråret, og det betyder fældningsperiode for mange heste. De fleste hesteejere har gjort det til en fast vane at investere i tilskudsprodukter med B-vitamin for at lette denne periode, men er det egentlig nødvendigt?

Annonce

Dyrlægen svarer

Dyrlæge Mette Lindstrøm Jensen er dyrlæge og svarer ofte på spørgsmål i den populære Facebookgruppe “Spørg Hestedyrlægerne”, hvor blandt andet emnet om B-vitamin kom frem. På baggrund af det har vi taget en grundigere snak med Mette om den videnskabelige evidens for at give sin hest B-vitamin – eller faktisk nærmere manglen på samme.

Mette Lindstrøm Jensen giver dig her en guide til, hvordan du som udgangspunkt skal forholde dig til B-vitamintilskud, såfremt du har en sund og rask hest.

Læs også: Ting der ikke er tiltænkt hesteverdenen, men som vi bruger alligevel.

Hvordan forholder det sig med heste og B-vitamin?

Hesten huser i sin stortarm (tyk- og blindtarm) milliarder af bakterier, der hjælper den med at fordøje sit foder. Disse mikroorganismer lever af det foder, hesten får og afhængig af, hvad man fodrer med, kan man favorisere forskellige typer bakterier. Ud over at hjælpe hesten med at fordøje foderet, så producerer disse bakterier også forskellige affaldsstoffer. Nogle af de bakterier, der favoriseres, hvis man fodrer med meget stråfoder af god kvalitet, producerer også B-vitaminer. Det betyder, at du slet ikke behøver at give hesten tilskud af B-vitamin, hvis du fodrer med tilstrækkeligt store mængder godt stråfoder. Det klarer bakterierne i tarmen helt selv. Og bare for at understrege: Heste bruger ikke B-vitamin til at fælde de gamle hår af. B-vitamin bruges til at danne nye hår.

Kan man give for meget B-vitamin?

B-vitamin er vandopløseligt. Det betyder, at det ikke kan gemmes i kroppen, hvis hesten får for meget. Hvis hesten får sit almindelige vitamintilskud og tilstrækkeligt godt grovfoder, så er dens behov for B-vitamin dækket. Tilføjer du ekstra (i den bedste mening), så vil hesten blot udskille det via sin urin. Teoretisk set er det altså slet ikke nødvendigt at give B-vitamin – heller ikke i fældningsperioder. Giver du alligevel B-vitamin, skal hesten blot bruge energi på at tisse det ud.

Hvornår giver det mening at tilføre B-vitamin?

Lige som med alt muligt andet kan heste godt komme i underskud af B-vitamin, hvis for eksempel tilførslen eller produktionen i tarmen er for lav over en periode. Det kan give forskellige mangelsymptomer herunder hudproblemer. Manglen kan konstateres ved en blodprøve, og hvis man stiller sådan en diagnose, giver det selvfølgelig mening at hjælpe hesten med tilførsel. Det mest effektive vil være injektioner. B-vitamin kan desuden virke appetitstimulerende, og derfor kan det bruges til at hjælpe heste i gang med at spise eksempelvis efter længere tids alvorlig sygdom.

Hvornår giver det IKKE mening at give B-vitamin

Heste tager ikke skade af at få en kur to gange årligt, men det har ikke nogen effekt på noget så naturligt og almindeligt som et pelsskifte, hvis de normalt får deres behov dækket. Med andre ord: Der er altså ikke behov for tilskud af B-vitamin, såfremt hesten fodres, så dens tarmfunktion er optimal.

Annonce

Hvad er dit råd til hesteejere i forhold til tilskudsfoder?

Generelt synes jeg, at hesteejere bruger rigtig mange penge på tilskud uden at være særligt kritiske overfor det. Jeg kan nogen gange blive lidt skræmt, når jeg ser antallet af bøtter og pulvere i et gennemsnitligt dansk foderrum. Ikke sjældent møder jeg heste, der får alverdens tilskud mod lidelser, deres ejere frygter, at hestene har eller kan få, men som ingen dyrlæge har diagnosticeret. 2-3-4 bøtter af et tilskud koster det samme som en undersøgelse, der kan be- eller afkræfte mistanken, så hesten kan blive behandlet rigtigt, hvis der er behov for det. Ved at få mistanken udelukket og hesten erklæret rask, kan man faktisk i sidste ende spare rigtig mange penge i tilskud. Hesteejere kan altså undgå unødvendige udgifter og bekymringer, hvis de får hesten tilset af en dyrlæge, når det er nødvendigt.

Kan det hjælpe ældre heste at få B-vitamin?

Der gælder præcis det samme hos ældre heste som hos yngre, forudsat at deres tænder stadig er velfungerende, og de får tilstrækkeligt stråfoder til at holde tarmfloraen velfungerende.

I de tilfælde hvor hestens tænder ikke længere kan tygge sig igennem nok wrap, anbefaler jeg hellere korte, bløde fibre fx forsnittet, kunsttørret hø eller opblødte høcups, der vil hjælpe tarmen tilbage til normal funktion frem for at tilsætte ekstra B-vitaminer. Der foregår rigtig meget andet end B-vitaminproduktion i tarmen, som er afhængig af tilstrækkelig fibertilførsel.

Hvis ældre heste har problemer med at fælde af, bør man tænke i baner omkring stofskiftet og overveje at få dem undersøgt for PPID (Pituitary Pars Intermedia Dysfunktion også kaldet Cushing syndrom), som er en lidelse, der rammer mere end 20 procent af de gamle heste.

Læs også: Historien om Sofus: Det kan lade sig gøre at slanke en lille, rund pony

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce