10 ting, du svor, du aldrig ville gøre som hesteejer
Læs mere →
På Færøernes grønne fjeldsider, hvor vinden sjældent står stille, og vejret kan skifte på få minutter, lever en hesterace, som mange måske sjældent har hørt om. Den færøske hest er lille, robust og tilpasset livet i det barske nordatlantiske klima. Men bag dens beskedne størrelse gemmer sig en historie om en hesterace, der var tæt på at forsvinde for altid.
I dag er den færøske hest blandt verdens sjældneste hesteracer. Selvom en målrettet indsats har reddet racen fra udryddelse, er bestanden fortsat så lille, at dens fremtid langt fra er sikret. For færingerne er hesten samtidig mere end blot et dyr. Den er en levende del af øernes historie og kulturarv.
Den færøske hest, der på færøsk kaldes føroyska rossið, har levet på øerne gennem mange generationer. Dens præcise oprindelse er ikke fuldstændig klarlagt, men den har gennem århundreder udviklet egenskaber, der gør den særligt velegnet til livet på Færøerne.
Det færøske klima er præget af kraftig vind, meget nedbør og skiftende temperaturer. Samtidig består store dele af landskabet af stejle fjeldsider og ujævnt terræn. Under disse forhold har det været en fordel at være en mindre, stærk og udholdende hest med god balance og sikre bevægelser.
Den færøske hest har en kompakt kropsbygning, kraftige lemmer og stærke hove. Den har desuden en tæt pels, der giver beskyttelse mod det kølige vejr. På grund af dens størrelse bliver den ofte betegnet som en pony, men den er en selvstændig hesterace med sin egen historie og genetiske baggrund.
Ved første øjekast kan den minde om en islandsk hest, og det er ikke helt tilfældigt. Genetiske undersøgelser har vist, at de to racer er nært beslægtede. Alligevel har den færøske hest udviklet sig som en særskilt population, præget af de særlige forhold på øerne.
I dag forbinder mange heste med ridning, sport og fritid, men tidligere havde den færøske hest en helt anden funktion.
Før moderne transportmidler blev en del af hverdagen, spillede hestene en vigtig rolle i det færøske samfund. De blev blandt andet brugt til at transportere tørv, som var en vigtig brændselskilde, og til at bære varer og materialer gennem det kuperede landskab.
Hestens styrke og evne til at færdes sikkert i terrænet gjorde den værdifuld, selvom den var langt mindre end mange andre arbejdshesteracer.
I begyndelsen af 1700-tallet fandtes der ifølge den færøske hesteforening omkring 800 heste på øerne. Men i løbet af de følgende århundreder begyndte bestanden at falde.
En del heste blev eksporteret til Storbritannien, hvor de blandt andet blev anvendt i kulminer. Samtidig ændrede landbruget sig, og behovet for større og stærkere trækheste voksede. Derfor begyndte man at importere norske heste, herunder fjordheste og døleheste, som blev krydset med de lokale heste.
Udviklingen fik alvorlige konsekvenser for den oprindelige færøske hest. Antallet af racerene individer blev stadig mindre, og i 1950’erne troede man ligefrem, at racen var uddød.
Heldigvis viste det sig, at enkelte heste med den oprindelige færøske afstamning stadig fandtes.
I 1960’erne var situationen kritisk. Ifølge det nordiske genressourcecenter NordGen var bestanden reduceret til blot fem heste: fire hopper og én hingst.
Det betød, at en hesterace med flere hundrede års historie var tæt på at forsvinde.
I 1978 blev foreningen Felagið Føroysk Ross stiftet med det formål at bevare den oprindelige færøske hest. Foreningen begyndte at undersøge de tilbageværende hestes afstamning og opbygge et organiseret avlsarbejde.
Blodprøver og senere DNA-undersøgelser var med til at dokumentere, at den færøske hest var en selvstændig race. Samtidig blev der etableret en stambog, så avlerne kunne følge hestenes afstamning og planlægge avlen mere systematisk.
Arbejdet har haft stor betydning. I dag findes der igen omkring 90 færøske heste ifølge NordGen, men bestanden er fortsat meget sårbar.
Når en hesterace har været reduceret til ganske få individer, er det ikke nok blot at få flere føl. Det er mindst lige så vigtigt at sikre, at den genetiske variation bevares.
Alle nulevende færøske heste stammer fra en meget lille gruppe forfædre. Det betyder, at mange af hestene er nært beslægtede, og at avlerne har begrænsede muligheder for at finde avlskombinationer med lav indavlsgrad.
En videnskabelig undersøgelse fra 2022, udført af Anne Kettunen, Signa Kallsoy Joensen og Peer Berg, viste, at den gennemsnitlige indavlsgrad i den senest undersøgte gruppe var 26,8 procent.
Det er et højt niveau, som understreger de udfordringer, racen står overfor.
Indavl betyder ikke automatisk, at en hest er syg, men en høj indavlsgrad kan øge risikoen for, at skadelige arvelige egenskaber kommer til udtryk. Samtidig kan lav genetisk variation gøre det vanskeligere for en bestand at udvikle sig på en sund og bæredygtig måde.
Derfor handler avlsarbejdet med den færøske hest ikke kun om at vælge de flotteste eller mest velfungerende individer. Det handler også om at fordele avlen mellem forskellige blodlinjer og undgå, at enkelte hingste får uforholdsmæssigt stor genetisk betydning.
Undersøgelsen fra 2022 peger på, at målrettet avlsplanlægning kan være med til at begrænse den fremtidige stigning i indavl og dermed forbedre mulighederne for at bevare racen.
Selvom den færøske hest stadig er truet, er der også grund til optimisme. Det organiserede bevaringsarbejde har betydet, at racen fortsat eksisterer, og der arbejdes løbende med at forbedre mulighederne for dens overlevelse.
I 2018 blev det digitale registreringssystem Føroya Fongur etableret. Systemet giver blandt andet overblik over hestenes afstamning, afkom og avlsoplysninger, hvilket gør det lettere at planlægge avlen på et oplyst grundlag.
Der arbejdes også med at bevare genetisk materiale fra racen, blandt andet gennem nedfrysning af hingstesæd. På den måde kan værdifulde blodlinjer potentielt sikres til fremtidige generationer.
Men bevaring af en sjælden hesterace kræver mere end videnskab og registreringer. Det kræver også mennesker, der ønsker at eje, passe og avle hestene, og som er villige til at engagere sig i racens fremtid.
Den færøske hest bliver næppe en race, man kommer til at møde på enhver dansk rideskole eller til almindelige stævner. Dertil er bestanden ganske enkelt for lille, og bevaringsarbejdet har et andet formål end at udbrede racen til ridesporten.
Alligevel har dens historie betydning for hesteverdenen som helhed.
Den minder os om, at hesteracer ikke kun er forskellige i udseende og anvendelse. De repræsenterer også århundreders tilpasning til bestemte landskaber, arbejdsopgaver og levevilkår.
Når en oprindelig race forsvinder, mister vi derfor ikke blot en bestemt type hest, men også en del af den genetiske mangfoldighed og kulturhistorie, der knytter sig til vores husdyr.
Den færøske hest har allerede overlevet mere, end man engang turde håbe på. Nu er udfordringen at sikre, at kommende generationer også får mulighed for at opleve den lille, hårdføre hest, der gennem så mange år har været en del af livet på Færøerne.
Felagið Føroysk Ross: Den færøske hest. Oplysninger om racens historie, oprindelse og bevaringsarbejde.
NordGen: The Faroese Horse. Information om racens karakteristika, bestand og bevaring.
Kettunen, A., Joensen, S. K. & Berg, P. (2022): Optimum contribution selection (OCS) analyses prompted successful conservation actions for Faroese Horse population. Genetic Resources.