Det æstetiske bedrag

Debatindlæg af Tina Jensen, hesteejer og Cand. Mag. i filosofi og psykologi

Hestesporten er en sport, der fra tid til anden har været ramt af skandaler omkring mulig dyremishandling. Skandaler, som branchen altid, eller næsten altid, har været i stand til at ryste af sig. En mangeårig institution, en kultur der har lukket sig om sig selv, men alligevel afspejler resten af samfundets værdier og opbygning. Opbygningen med de rige og adelige øverst i hierarkiet, med kongelige protektorer og landstræner med blåt blod i årene. En sport med olympiske dimensioner. Og så alle undersåtterne, der bare gerne vil have en del af stjernedrysset og derfor sjældent spørger sig selv: Er dette en rimelig behandling af hestene? Giver vi dem et værdigt og godt hesteliv? Mon ikke-hestefolk overhovedet ved, hvad der foregår i hesteverdenen? Og diverse ministre tænker langt mere på arbejdspladser end på hestens ve og vel.

I en tid, hvor der laves flere og flere restriktioner mod anvendelse af dyr i cirkus, synes det underligt, at man ikke overvejer, hvori forskellen på cirkus og hestesport/show består? Og hvordan det kan være et etisk problem, at elefanter optræder i cirkus, men ikke heste? Og i en tid, hvor vi overvejer dyrevelfærd i forhold til burhøns, burgrise, burkalve, finder vi det helt okay at have burheste, den største del af døgnets 24 timer står på boks. Dette gælder specielt for elitehestene.

Elite? Topatleter? Fittness og præstationer, ord der flyver rundt i hestesporten. Begreber fra menneskets konkurrence- og præstationsfokuserede verden. Men er det overhovedet etisk forsvarligt at overføre til dyreverdenen? For brug af disse begreber sætter en menneskelig stræben efter wauw-effekt i spil. Og wauw-effekt er også det, der sælger bedst i hesteverdenen. Hurtigere, højere, endnu mere spektakulære bevægelser, med dårlig trivsel, stress og smerte som konsekvens for hestene. Vi mennesker vil have anerkendelse, vi vil vinde, vil have status. Er det i orden, når det er med hesten som redskab?

Og er det med smerten blot en påstand – min påstand? Nej, der ligger efterhånden så meget videnskabelig dokumenteret evidensbaseret materiale omkring adfærd, fysiologi og hestehold, at det mere må anses at være et spørgsmål om uvilje end uvidenhed, at hestesporten ikke ”sadler om”. Jo, Dansk Ride Forbund har da etiske retningslinjer, og vi har da også dyreværnsloven. Og det er egentlig nok, hvis så frem i fald at disse blev effektueret. Men det kræver en konsensus om, hvornår hestene er i dårlig trivsel, hvornår de er i smerte osv. osv.. Og den konsensus er ikke-eksisterende. Skyklapperne tages på i denne endeløse stræben efter wauw-effekt, status og penge.

Hvordan kan det egentlig være, at evidensbaseret forskning er nødvendig for at diskutere etisk forsvarlig håndtering af heste? Hundekampe og tyrefægtning er forbudt uden sådanne krav. Det er jo åbenlyst, vil de fleste mene. Men ridesporten dækker sig ind under, at ingen jo med ”sikkerhed” ved, hvad f.eks. de forskellige tvangstøjler, hårde bid, der trykker tungen flad og blå, og prikkende sporer betyder for hesten. Det burde være lige så åbenlyst. For slet ikke at gå ind på de forskellige træningsmetoder, hvor nogle allerede er forbudt i andre lande. Men ikke nemt, når de mest fremtrædende personer holder ”clinics” i samme metoder, men kalder dem noget andet. Mistænkeligt er det også, at der ikke må tages fotos eller video på opvarmningsbanen. Det var også tilfældet til OL, men der blev alligevel smuglet fotos ud, der viste uetisk hård ridning. Det er øjebliksbilleder, lyder forsvaret. Det var nogle lange øjeblikke, kunne man tydeligt se på de fotos, der blev taget. Og hvor langt et øjeblik, må hesten egentlig påføres smerte? 10 sekunder? 1 minut?

Nogle andre af elitens svar på kritik har hidtil været: ”Jamen hvis man er eliteudøver, kan smerte ikke undgås”, eller: ”Så kan vi jo ligeså godt holde helt op med at ride på dem og slippe dem alle løs”. Ingen af disse er fyldestgørende argumenter, hvis overhovedet de er argumenter. For det første er det velkendt, at elitesport er hårdt og kan være smertefuldt, hvilket er ok, hvis vi taler om mennesker. Mennesker kan nemlig selv vælge – en afgørende forskel i forhold til hestene. Hvad angår den sidste, vrøvlede udtalelse, må vi være opmærksom på, at det frie, vilde, liv ikke er nogen dans på roser, men også fyldt med stress og lidelse. Så tilsyneladende må vi finde en vej midt imellem, en vej på hestens præmisser.

Rent etisk siger det sig selv, at vi ikke bare kan bruge hesten som middel til vores egen behovstilfredsstillelse. Vi har at gøre med et levende væsen, der kan føle smerte, der kan føle frygt, der kan føle stress. Som nævnt har vi masser af viden, der kan fortælle os, hvornår disse tilstande er på spil. Det betyder, at vi er forpligtet til at påføre hesten så lidt smerte, frygt og stress som overhovedet muligt. Og faktisk kan det vel kun forsvares i de tilfælde hvor det er til hestens egen fordel? Et krav hestesporten ikke efterlever på nuværende tidspunkt. Vi må også se, at hesten kan, og skal, forstås som havende sit eget formål, nemlig et godt hesteliv. Det er de fleste nok enige med mig i et langt stykke hen ad vejen. Det stopper dog hurtigt, hvis det betyder, at de skal opgive de aktiviteter, den sport, de foretager sig sammen med hesten. Så langt rækker ”kærligheden” sjældent.

Findes der ikke gode hestefolk? Jo da, og der findes en slags undergrundsbevægelse, der virkelig overvejer, hvordan vi kan skabe det bedste hesteliv uden at tænke på egne behov. Det er desværre bare de få. Og er det nok at ændre nedefra? Næppe, DRF og den internationale FEI er så stor en magtfaktor, at de sætter dagsordenen. Imens betaler hestene prisen. Det er bare ikke i orden.

Det er på tide, at vi, hestefolk som ikke-hestefolk, får et andet syn på, hvad et etisk forsvarligt samvær med hesten er. Det er på tide, at der politisk tages stilling til en industri, der æstetisk bedrager, og hvor hestene betaler prisen.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce