Det danske islænderlandshold er et af verdens bedste – mød 4 ryttere

De islandske heste har vundet mange hestedanskeres hjerter. Vi er efterhånden en hel del ryttere i Danmark såvel som i resten af Norden, der hver dag sætter os på ryggen af de venlige og optimistiske sjæle. Nogle af os bruger dem til skønne ture i naturen, til træning på en ride- eller ovalbane, mens andre går hele vejen og higer efter konkurrencerne.

Når det kommer til konkurrenceridning på islandske heste, udmærker Danmark sig som nogle af de bedste i verden. Fire af de ryttere, som har repræsenteret Danmark på den store scene til det seneste verdensmesterskab, kan du lære bedre at kende her. Vi har spurgt dem ind til, hvordan det er at være en del af de rød-hvide farver på det danske islænderlandshold. 

Læs også: Islandske heste, natur og livsglæde: “Det er bedre end at meditere”

Annonce

Verdensmesterskabet og de særlige gangarter

Som bekendt har de islandske heste sine egne, helt særlige gangarter, og det er da også en stor del af verdensmesterskabet for de små femgængere. Mesterskabet rummer forskellige klasser inden for hver gangart. Der er for eksempel både klasser, som centrerer sig om tölt eller pas, men der er også klasser, hvor man skal vise henholdsvis fire eller fem af hestens gangarter. Derudover er klasserne delt op efter tempoet i ridningen. 

Nanna Lanzky Otto 

Nanna Lanzky Otto red sit første verdensmesterskab med det danske islænderlandshold i 2019. Det var hun med sin hest Ondrun fra Bøgegården. De red blandt andet flere klasser i pas.  

Hvordan husker du oplevelsen omkring VM i 2019? 

“Det var mit første nogensinde og min første gang på landsholdet, så det var en kæmpe oplevelse. Det at være til et verdensmesterskab, hvor det kun var nogle af verdens bedste ryttere, som deltog, og jeg var en af dem det år sammen med min hest, var for mig en kæmpe drøm, som gik i opfyldelse. Det allerbedste var nok at mærke støtten fra de danske fans på tribunerne. Ikke mindst at høre sit navn i højtalerne, men derefter at se Dannebrog svinge flere steder på tribunerne, mens man kunne høre tilskuerne heppe og råbe ens navn. Det var i hvert fald noget, der fik mig til at smile hele vejen rundt, mens jeg red mit program. Og ikke mindst da jeg kom på podiet og igen mærkede den støtte fra alle de danskere, som var taget til Berlin. Det gav et ekstra sug i maven.”

Derudover var det fantastisk at kunne dele det med min mor. Hun har været en uundværlig støtte igennem hele min ridekarriere.” 

Nanna Lanzky Otto
Nanna Lanzky Otto og hesten Ondrun fra Bøgegården. Foto: Andreas Heindorf.

Det danske islænderlandshold er… 

“Altid af høj kvalitet med mange medaljetagere” 

Hvorfor er du faldet for de islandske heste?  

“Min mor har haft islandske heste igennem hele mit liv. Jeg har siddet på hestene fra jeg var helt lille. Så jeg har fået det ind i blodet fra barnsben, og der har aldrig været nogen tvivl om, at det var islændere, jeg ville ride. Interessen bed sig rigtig fast, da jeg begyndte at få undervisning og derfor kunne mærke en udvikling hos hestene.” 

Der er et enormt rytterniveau og så utroligt kompetente ryttere, der virkelig har lagt stor uddannelse i sig selv og i deres heste

Hans-Christian Løwe

Kristine B. Jørgensen 

Kristine B. Jørgensen startede blandt andet klasser i tölt til det seneste verdensmesterskab. Her red hun på hesten Týr frá Þverá II.

Hvordan husker du oplevelsen omkring VM i 2019? 

“Det var en god oplevelse. På daværende tidspunkt var det 6 år siden, jeg fandt min Týr på eksakt samme sted i Berlin. Han deltog dengang for det islandske landshold, og vi købte ham dernede. Det gav mig motivationen til at gå ind og præstere mit ypperste. Det allerbedste var nok at få mulighed for at ride en A-finale og vinde en bronzemedalje med hjem. Det var en skøn oplevelse at ride for så mange mennesker, hvor stemningen var høj og presset stort. Det var en god uge med holdet, og der var mange søde mennesker. Jeg havde også min hoppe Eyrún Ýr med. Hun deltog for det islandske landshold i avlsgruppen for 6-års hopper. Det var en drøm at se min hest vinde guld. Det var alt i alt en dejlig uge.” 

Læs også: Det vidste du ikke om Gæðingakeppni og den islandske hest

Kristine B. Jørgensen
Kristine B. Jørgensen og hesten Týr fra þverá II. Foto: Neddens Tierfoto.

Det danske islænderlandshold er… 

“Altid en fornøjelse at være en del af. Folk møder stærkt og velforberedt op til de store stævner. Alle bakker hinanden op og ønsker det bedste for holdet” 

Hvorfor er du faldet for de islandske heste?  

“Jeg begyndte at ride, da jeg var 3 år gammel. Da jeg var fyldt 6 år, flyttede vi til Fyn. Her overtog vi en gård, hvor der stod islandske heste. Lige siden er interessen for islændere bare vokset med årene. Jeg fik min egen første islænder, da jeg var 6, og derefter begyndte jeg at ride nogle få stævner. Min familie og jeg har ikke rigtig haft andre heste end islændere lige siden, så det lå lige til højrebenet, at det skulle være dem. Jeg elsker deres væremåde og temperament.” 

Det allerbedste var nok at mærke støtten fra de danske fans på tribunerne. Ikke mindst at høre sit navn i højtalerne, men derefter at se Dannebrog svinge flere steder på tribunerne

Nanna Lanzky Otto

Hans-Christian Løwe 

Hans-Christian Løwe har mange års erfaring med de islandske heste, og i 2019 kunne han tage heste fra egen avl med til verdensmesterskabet sammen med resten af det danske islænderlandshold. 

Hvordan husker du oplevelsen omkring VM i 2019? 

“Det var en stor oplevelse at være der på mine to heste Vigdis fra Vivildgård og Eldjárn fra Vivildgård. At have to af heste med af egen avl var en helt unik drøm, der gik i opfyldelse for mig. Det at kunne repræsentere Danmark og egentlig også dansk avl på højeste internationale niveau var helt fantastisk at få mulighed for. Det bedste ved det var træningen af hestene og det at sætte sig selv og sine heste op til at lave en toppræstation. Og så selvfølgelig at ride ind på banen på en hest, som jeg selv har uddannet og bare nyde at vise mit arbejde og min hest frem på bedste vis.” 

Hans-Christian Løwe
Hans-Christian Løwe og Vigdis fra Vivildgård. Foto: Krijin Buijtelaar Fotografie.

Det danske islænderlandshold er… 

“På nuværende tidspunkt et af verdens bedste. Der er et enormt rytterniveau og så utroligt kompetente ryttere, der virkelig har lagt stor uddannelse i sig selv og i deres heste.” 

“Det er ærgerligt med aflysningen i år. Men det, jeg glæder mig til at se frem til mod det næste VM, er at udvikle mig selv og mine nuværende og nye konkurrenceheste, så de bliver endnu bedre og længere i deres rideuddannelse. Derudover glæder jeg mig til at se, hvordan vores sport udvikler sig de næste år. Da man kan sige, at sporten og avlen af de islandske heste har gennemgået en stor udvikling de senere år. Hestene og rytterne bliver bedre og dygtigere, og det kan virkelig ses på konkurrencebanerne.”

Annonce

Hvorfor er du faldet for de islandske heste?  

“Jeg faldt for de islandske heste i en ganske ung alder, da jeg som juniorrytter begyndte at ride og konkurrere på islandske heste. Allerede i 2000 havde jeg fået smag for sporten og red på landsholdet og vandt sølv i T.1 (langsom tölt, red.). Der var jeg sikker på, at jeg på et tidspunkt ville gøre det til min levevej at avle og træne disse heste med de fantastiske fem gangarter. Det, at den islandske hest både behersker den samlede dansende tölt og den flyvende pas i fuld fart, er jo helt imponerende, og jeg synes, det er ganske unikt.” 

Det, at den islandske hest både behersker den samlede, dansende tölt og den flyvende pas i fuld fart, er jo helt imponerende, og jeg synes, det er ganske unikt

Hans-Christian Løwe

Sasha Sommer 

Under verdensmesterskabet i 2019 red Sasha Sommer på hesten Meyvant frá Feti, hvor de blandt andet konkurrerede i tölt.  

Hvordan husker du oplevelsen omkring VM i 2019?

Det allerbedste ved at være med i Berlin var uden tvivl at være en del af et samlet hold. Der var en rigtig god stemning og en hjælpende og opløftende dialog i forbindelse med træningen og samlinger. Vi havde stor glæde af vores holdtræner Rune Svendsen som sammen med holdet gennemgik videooptagelser og andet fra dagens træning.” 

Det danske islænderlandshold er… 

“Aldrig ens. Ved hvert mesterskab jeg har deltaget ved, har jeg taget noget nyt med hjem fra turen. Overordnet set synes jeg dog altid, at vi formår at skabe en hyggelig stemning. Dertil er der altid hjælp at hente fra de enkelte holdmedlemmer, og der er altid plads til at spørge, hvis man skulle være i tvivl om noget.” 

Læs også: Den islandske hest: En alsidig, rolig og venlig ridehest

Sasha Sommer
Sasha Sommer og Meyvant fra Feti. Foto: Andreas Heindorf.

Hvorfor er du faldet for de islandske heste?  

“Jeg er sikker på at der aldrig helt har været et valg – om hvorvidt jeg skulle beskæftige mig med islandske heste eller ej. Min onkel har altid haft islandske heste, og derigennem kom interessen for dem. Senere købte vi vores første “gode” hest – Meyvant fra Feti ved Johann Skúlason, og derigennem kom interessen for konkurrencer. En interesse der siden da har holdt ved, og en interesse som har givet mig et utal af gode og lærerige oplevelser.”

Jeg havde glædet mig utrolig meget til at se alle de gode heste og ryttere, som skulle have været udtaget fra de deltagende lande. Jeg er sikker på, at alle havde set frem til VM i Herning, og at alle er utrolig ærgerlige over, at det ikke bliver en realitet

Sasha Sommer om aflysningen af VM i Herning 2021

Artiklen er oprindelig bragt i Malgré Touts magasin, sommer 2021.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce