Ny forskning: Derfor kan halthedstesten snyde dig
Læs mere →
Der er en grund til, at så mange af os gemmer de bedste ture til september og oktober. Skovbunden lugter af muld, lyset står lavt mellem stammerne, fluerne er væk, og hesten går med ører fremad og et helt andet tempo end i julivarmen. Men den samme fugtige luft, der gør turene så gode, får også svampene til at skyde frem langs stierne og i foldkanten. De fleste er harmløse. Enkelte er ikke.
Vi vil gerne sige det tydeligt fra starten: det her er ikke en opfordring til at blive hjemme. Efterårsskoven er noget af det bedste, du kan give din hest, og risikoen for at en hest bliver forgiftet af svampe er lav. Men den er reel nok til, at det er værd at vide, hvad du kigger efter, når du alligevel står og venter på, at makkeren får spændt gjorden.
Efteråret er højsæson for svampe i dansk natur, og det er præcis fugten og de milde temperaturer, der gør det. Naturstyrelsen beskriver de fugtige efterårsuger som den tid, hvor skovbunden for alvor folder sig ud, og hvor de fleste svampejægere går på jagt. Det betyder også, at der på en almindelig skovtur kan stå svampe i grøftekanten, langs stien, under egene og i hjørnet af folden, hvor jorden holder vandet længst.
Ærligt svar: mindre end du måske frygter. Heste er forholdsvis kræsne græssere og går sjældent målrettet efter svampe, når der er andet at spise. Og hvor der findes rigeligt med dokumenterede forgiftninger hos hunde, der snuser og smager på alt, er beskrivelserne af svampeforgiftning hos heste langt sjældnere.
Problemet opstår, når svampen ikke er noget, hesten vælger, men noget den får med. En svamp midt i kort, nedgræsset græs ryger med i mundfulden, uden at hesten skelner. Det er derfor, en slidt efterårsfold og en pause med løs tøjle i grøftekanten er de to situationer, hvor det er værd at holde ekstra øje.
1. Grøn fluesvamp. En af de farligste giftsvampe i dansk natur. Den kan kendes på sin olivengrønne til grønlige hat, hvide lameller, ring omkring stokken og karakteristiske pose ved stokbasis. Den indeholder amatoksiner, som kan forårsage alvorlige skader på blandt andet leveren. Den vokser især sammen med løvtræer som bøg og eg. Selvom heste normalt ikke opsøger svampe som føde, bør den betragtes som potentielt meget farlig ved indtagelse.
2. Snehvid fluesvamp. En dødeligt giftig slægtning til grøn fluesvamp, men næsten helt hvid. Den har også ring på stokken og en pose ved stokbasis og indeholder de samme alvorlige amatoksiner. Den findes blandt andet på fugtig og næringsfattig skovbund ved birk, gran og eg.
3. Meldrøjer på græsset. Ikke en svamp, man umiddelbart lægger mærke til som en klassisk paddehat, men en svampesygdom, der angriber frøstanden på græs og korn. Her kan der dannes mørke, hornagtige meldrøjer, som indeholder meldrøjealkaloider. Fødevarestyrelsen fører meldrøjer og meldrøjealkaloider under mykotoksiner, fordi stofferne kan være skadelige for både mennesker og dyr. Hold især øje med dem i højt, uslået græs, der har fået lov at gå i frø, eksempelvis langs foldkanter og markveje.
Alt andet må du roligt overlade til svampefolket. Du skal ikke kunne bestemme arter på latin. Du skal kunne se en hvid krave og en pose i bunden af stokken og tænke “den går vi rundt om”.
De fleste tiltag er små og koster ingenting. Hold tøjlen samlet nok, når I holder pause, så hesten ikke lige tager en mundfuld af grøftekanten. Læg pauserne på grusstier og i åbne områder frem for i den fugtige skovbund. Tjek folden efter en regnfuld periode, og saml svampene op. Og vær særligt opmærksom, hvis folden er græsset helt ned. En sulten hest er langt mindre kritisk i sit valg af mundfulde end en hest med rigeligt grovfoder.
Ring til dyrlægen frem for at vente på symptomer. Ved fluesvampe kan virkningen være forsinket, og derfor er “vi ser lige tiden an” ikke den bedste plan.
Tag et billede af svampen og af stedet, hvor den stod. Tag gerne en enkelt med hjem i en papirspose (ikke plastik) og vask hænder efter. Identifikation af arten er det, der gør mest forskel for dyrlægens vurdering. Og fortæl, hvad du ellers har set: sløvhed, savlen, tegn på mavesmerter, løs afføring eller en usikker gang er alle ting, dyrlægen vil spørge til.
Vi skriver ikke det her, fordi vi mener, du skal rive en fantastisk efterårstur i stykker med bekymringer. Vi skriver det, fordi de fleste hesteejere aldrig har tænkt over svampe som en risiko, og fordi det tager tre sekunder at kigge ned, når du alligevel står stille. Læg mærke til, hvad der står langs stien. Gå folden efter, når det har regnet i dagevis. Og brug så resten af turen på det, den er til: lyset mellem stammerne, lyden af hove i skovbunden og en hest, der går hjem med ører fremad.