Få mulen i sporet med scentwork: Sjov og gavnlig træning af sanserne

Der er mange muligheder for at træne med en hest i forhold til dens fysik. Man kan træne med bomme og kegler, gå en off-road tur i skoven, ride slangegang, lave strækøvelser fra jorden eller i sadlen o.s.v. Mulighederne er mange. Vi bør dog også træne hesten mentalt. Her fokuserer vi ofte på miljøtræning i forhold til at vænne hesten til (nye) ting. En anden meget – måske mere vigtig faktor, er at lade hesten træne sine sanser, og det er der god grund til.

Annonce

Hestes sanser er jo ret fantastiske. Et føl finder selv vej til morens mælk ved at føle sig frem, og er senere i stand til at finde vand, græs og urter, og ved, hvilke planter han skal undgå, fordi de er giftige. Øjnene kan se næsten hele vejen rundt om ham selv. Syn, hørelse og lugtesans lader hesten opdage farer og finde familiemedlemmer og medlemmer af flokken. Hesten fornemmer, om der er balance i kroppen og har kropsfornemmelse. Sanserne sørger for, at hesten så at sige er på sporet.

Mennesker har overtaget mange af hestens sporingsopgaver

Desværre bruger mange af vores domesticerede heste ikke længere deres sanser til at udføre sporingsopgaver. Deres evne til at opdage fare er ikke forsvundet – det har de fleste der omgås heste nok oplevet. Vi ser jævnligt heste løfte hovedet, spænde musklerne, dreje ørerne rundt efter lyde og udvide næseborene for at få lugte ind. Men generelt har vi mennesker overtaget de fleste af hestenes sporingsopgaver.

Vi lægger foder, der er rigt på mineraler og vitaminer, i krybben eller spanden, vi lægger hø og wrap ud i høstativer, hænger hønet op eller lægger hø i bokse. Vi sørger for, at hesten har vand tilgængeligt. Vi styrer hestenes aktiviteter og sociale liv ved at sætte dem i indhegninger og bestemmer hvor mange og hvilke heste de går sammen med.

Hest laver scentwork
Gå på jagt i dit eget køkken, når du skal træne scentwork med din hest. Foto: Shutterstock.

Stimulér din hests trang til at spore med scentwork

Det er klart, at vores tamme heste altid skal have foder og vand, samvær med et passende antal andre heste samt tid på græs, og vi skal sørge for at forhindre ubehag og smerter. Det kan ikke diskuteres. Men vi må ikke glemme deres naturlige trang til at bruge sanserne, og der er mange fordele ved at stimulere hestenes trang til at spore. Det har hollandske Rachaël Draaisma forsket i, og hun har beskrevet en række øvelser – såkaldt scentwork træning.

Fordele ved scentwork træning
  • Scentwork giver hestene mulighed for at træne sanserne.
  • Træningen muliggør produktion af dopamin, et hormon der producerer følelsen af positivitet og velvære.
  • Scentwork beroliger heste. Hvis du regelmæssigt arbejder med scentwork over længere tid, vil den beroligende virkning også holde længere. Fx vil du opleve, at din hest i dagene efter scentwork træning har færre reaktioner på ting, der ellers plejer at gøre den bange.
  • Sporing kan bruges som et værktøj til at takle visse adfærdsproblemer hos heste. Det kan fx bruges til at berolige bange heste eller hjælpe heste med separationsangst.
  • Scentwork træning hjælper heste med at holde fokus og koncentrere sig i længere tid og med hurtigere at komme ned på jorden igen, hvis den har været stresset.
  • Træningen giver din hest mulighed for at agere med en slags frihed, hvilket giver en rar kontrast til det ellers ofte ret kontrollerede miljø de domesticerede heste lever i.
  • Scentwork kan hjælpe dig med at finde ud af om din hest er i balance (såkaldt homøostase). Hvis din hest er for anspændt eller for træt, er sporingsopgaver meget sværere eller umulige at gennemføre.
  • Du kan lave scentwork træning med heste, som du ikke kan eller vil ride på mere.
  • Træningen kan sagtens udføres på små folde eller paddocks og kan bruges til heste, som (midlertidigt) ikke må bevæge sig ret meget.
  • Og så er scentwork er sjov træning for både dig og din hest og skaber tættere bånd og tillid mellem jer.

Rachaël anbefaler forskellige sporings aktiviteter, som er inspireret af de typer sporingsopgaver man giver hunde.

Læs også: Trækker eller går du med din hest?

Scent garden – “dufthave”

Her samler man forskellige ting med duft og lægger dem ud på en paddock, fold eller et område med græs. Du skal ikke overvælde hesten med dufte. Hvis din hest ikke har meget erfaring, skal du bruge én duft ad gangen. Duftene skal lægges ud for enden af området (altså ikke lige indenfor indgangen), sådan at hesten har mulighed for at nærme sig duftene eller lade være, hvis den ikke har lyst. Det er vigtigt at du ikke forcerer noget.

Annonce

Hvad skal man så vælge for nogle dufte? Rachaël foreslår at gå på jagt i dit eget køkken. Du kan medbringe teblade i forskellige varianter og sprede dem rundt om græsset. Du kan tage saften fra en krukke syltede agurker, lidt mælk, øl, ketchup eller mayonnaise. Det er dog vigtigt at fortynde disse duftstoffer med vand, før du drypper dem rundt om i græsset eller på jorden. Duften skal være svag nok til, at hesten kan håndtere den og blive nysgerrig nok til at undersøge, i stedet for at gå væk fra den. Det er vigtigt, at din hest ikke får en negativ reaktion på nye dufte. Det skal jo være sjovt.

Læs også: Kend hestens signaler i stress-situationer

Hest laver scentwork
Du kan træne din hest mentalt ved at bruge dens sanser. Foto: Unsplash.

Treat search – søgning efter godbidder

Næste mulighed er at lade hesten søge efter godbidder. Her lægger du godbidder i passende størrelse ud i et større område. Du kan enten lægge godbidderne ud når hesten ser det eller når den ikke ser det. Og er der andre heste i samme område, så skal du kun gøre det, hvis det ikke er heste, der normalt kæmper om foder.

Du kan fx bruge æbler, bananer eller visse hø-baserede godbidder. Af disse har æbler den stærkeste duft. Sørg for at skære ud i så små bidder at hesten kan spise dem uden at få dem galt i halsen.

Det er ikke sundt for hesten at få sand ind sammen med godbidderne, så træner du et sted med meget sand – fx på en bane – kan du lægge godbidderne i små bøtter med huller i låget (fx dem fiskere bruger til levende agn eller du kan lave dem selv) og begrave dem. Vær opmærksom på, at låget med hullerne skal være over overfladen, så duftene kommer ud. Derefter skal hesten så søge efter godbidderne/bøtterne.

Scent trailing – duftsporing

Måske har du observeret din hest skridte afsted med mulen mod jorden. Min gør det meget – fuldstændig som en jagthund. Og det er faktisk spor han følger. I scent training lærer du din hest at følge en persons fodspor. Lyder det for godt til at være sandt? Men det holder altså. Med lidt træning vil heste faktisk kunne følge et længere spor på i en skov eller på en mark. Du kan lære din hest at søge efter og finde en taske med mad, mennesker eller dyr.

Annonce

Før du går i gang

Der er en lang række punkter man skal være opmærksom på i alle tre metoder. Forskellige heste reagerer forskelligt og din fremgangsmåde bør tilrettelægges efter det du observerer. Som tidligere nævnt er det også vigtigt, at du ikke forcerer noget. Hvis du har lyst til at bruge scentwork i din træning, kan du læse mere om, hvordan du gør i Rachaël Draaismas bog Scentwork for Horses.

Før du går i gang, kan det også være en fordel at du undersøger, hvor din hest er tryg ved at være. Du skal ikke begynde at træne et sted, hvor hesten ikke er tryg, for en stresset hest kan ikke lære noget.

Mulen i sporet. God fornøjelse!

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce