Bag den store gitterlåge kigger tre nysgerrige hunde på mig. Deres pels bærer tydeligt præg af et liv med megen modgang, men nu logrer de igen med halen. Jeg er fremme ved Asociación CYD Santa María, som jeg både har set frem til og været lidt nervøs for at besøge. Her midt i den vidunderlige spanske natur driver de to søskende Concordia og Virginia et center, hvor de hjælper nødstedte dyr, og hvor de fører en ”no kill” politik. Det betyder, at nogle af de heste jeg nu skal møde, er i virkelig dårlig stand, efter deres ejere har misrøgtet dem eller efterladt dem til sultedøden.
Min nervøsitet blev hurtigt gjort til skamme. Jeg sneg mig ind ad den store gitterlåge, og de tre hunde kiggede intenst og afventende på mig. Selvom de var glade for at se mig, kunne jeg godt mærke deres skepsis. Foran mig bugtede sig en fin vej ned ad bakke, og på begge sider af den var der skrå folde med heste i alle farver. Det var et imponerende syn, og ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at stedet ville være så rent og ordentligt.
Jeg bevæger mig ned af den stejle bakke, min krop falder til ro, og jeg suger stemningen og varmen til mig. CYD ligger nede i en dal, og den eneste lyd jeg kan høre, er cikader, der synger og en radio, der spiller den lokale station. I den meget charmerende stald er to frivillige i færd med at strigle og pleje to heste, mens en tredje trækker heste til og fra fold. En ATV kommer retur fra en af foldene, og en bestemt kvinde med hurtige bevægelser byder mig velkommen. Med en beslutsom mine får hun stablet et bord på benene, tørret det af og sætter sig sammen med sin søster Virginia for at fortælle mig om deres utrolige arbejde. Der bliver ikke drukket mange kopper kaffe her, siger jeg, og smiler. Concordia, storesøster og præsident for CYD svarer: ”Her får ingen lov til at sidde ned,” og tænder en cigaret.
Grunden til, at der ikke er tid til at sidde ned og nyde en rolig stund i skyggen bag det lille hvide skur sammen med påfugle og fritgående tidligere kamphaner, er fordi de to søskende Concordia Marquez på 52 år, og hendes søster Virginia Solera på 38 har 250 heste, hunde, katte, påfugle og haner, der skal passes hver dag. Et job der kan virke uoverskueligt, og det er det også. Begge søskende har prøvet at gå ned med stress, og Virginia fortæller, at hun ofte har mareridt om at løbe tør for foder. Hun vågner nogle gange midt om natten, står op og tjekker computeren. Det kunne jo være, at der var kommet en donation.
