Annonce

rytterens schenkel close up under ridning — Udtrykket schenkeldøv bliver ofte brugt om en hest, der virker langsom eller ligeglad med rytterens fremaddrivende hjælp. Foto: Abramova_Kseniya via Canva.com

Hesten reagerer ikke på schenklen – er løsningen virkelig mere schenkel?

Catrine Graham
02. okt, 2026

Du lægger schenklen til. Intet sker. Du klemmer lidt mere. Stadig ingenting. Til sidst bliver signalet så kraftigt, at hesten reagerer – men næste gang starter det hele forfra. Mange kalder det en “schenkeldøv” hest. Men måske er problemet ikke, at hesten ikke mærker schenklen. Måske har den lært, at den ikke behøver reagere på det første signal.

Udtrykket schenkeldøv bliver ofte brugt om en hest, der virker langsom eller ligeglad med rytterens fremaddrivende hjælp.

Men heste bliver ikke nødvendigvis “døve” over for schenklen i bogstavelig forstand.

Det, der kan ske, er habituering: Hvis et signal gentages igen og igen uden en tydelig konsekvens eller ændring, kan hesten gradvist reagere mindre på det. International Society for Equitation Science beskriver netop, at konstant eller tung kontakt med blandt andet rytterens ben kan føre til habituering og dermed svagere respons på signalet.

Det interessante spørgsmål bliver derfor:

Hvis hesten ikke reagerer på schenklen, hjælper det så at bruge endnu mere schenkel – eller lærer vi den bare at ignorere endnu mere pres?

Når schenklen bliver baggrundsstøj

Heste er gode til at vænne sig til gentagne stimuli.

Det er nyttigt i mange sammenhænge. En hest skal eksempelvis kunne lære, at berøring fra udstyr eller bevægelse omkring kroppen ikke nødvendigvis kræver en reaktion. Forskning i taktil stimulering viser også, at heste kan habituere relativt hurtigt til gentagen fysisk påvirkning.

Problemet opstår, når det samme sker med et signal, som vi faktisk ønsker en reaktion på.

Hvis rytteren konstant klemmer med benene, bliver presset ikke længere et tydeligt “gå frem”-signal. Det bliver bare en del af den normale fornemmelse omkring hestens sider.

Så begynder rytteren måske at klemme hårdere.

Når dét heller ikke virker, kommer hælen, sporen eller pisken måske i brug.

Resultatet kan blive en ond cirkel, hvor signalerne gradvist bliver kraftigere, uden at kommunikationen nødvendigvis bliver bedre.

At give efter er mindst lige så vigtig som presset

En central del af læringsteorien bag traditionelle ridehjælpere er negativ forstærkning.

Det betyder ikke “negativ” i betydningen dårlig. Det betyder, at et pres fjernes, når hesten udfører den ønskede adfærd.

Schenklen lægges eksempelvis til → hesten går frem → schenklen slipper igen.

ISES fremhæver, at taktile signaler fra eksempelvis schenkel, bid eller pisk bør ophøre ved begyndelsen af den korrekte respons. Hvis presset fortsætter, selv efter at hesten reagerer, bliver det sværere for den at forstå præcis, hvilken adfærd der gjorde at der blev givet efter.

Det betyder, at det ikke kun handler om hvor kraftigt rytteren bruger schenklen.

Timing betyder mindst lige så meget.

En let hjælp, der efterfølges af at give tydelig efter, kan være langt tydeligere end et konstant pres, der aldrig rigtigt forsvinder.

Skal man så aldrig forstærke signalet?

Jo.

Hvis hesten ikke reagerer på et let, kendt signal, kan det være nødvendigt kortvarigt at øge signalets styrke.

Men forskellen ligger i, om det stærkere signal bruges som en tydelig, kort korrektion, eller om rytteren blot fortsætter med at klemme hårdere og hårdere hele vejen rundt på banen.

Målet bør være, at hesten lærer at reagere på det lette signal.

ISES beskriver netop, at lette signaler bør kobles til den allerede indlærte respons, så hesten med tiden reagerer på mindre og mindre hjælp.

Det kan eksempelvis betyde:

En let schenkel gives først.

Kommer der ingen respons, gives et tydeligere signal.

Så snart hesten reagerer fremad, ophører presset igen.

Næste gang begynder rytteren igen med det lette signal.

Hvis rytteren derimod starter kraftigt hver gang, får hesten aldrig mulighed for at lære, at den lille hjælp har betydning.

Men “schenkeldøvhed” er ikke altid et træningsproblem

Her er det vigtigt ikke at gøre læringsteorien til hele forklaringen.

En hest, der pludselig bliver mindre fremadgående, reagerer dårligere på benet eller virker uvillig i arbejdet, bør ikke automatisk betegnes som doven eller schenkeldøv.

Smerte, halthed, rygproblemer, dårligt tilpasset sadel, træthed, mavesmerter eller andre fysiske udfordringer kan også ændre hestens lyst og evne til at bevæge sig fremad.

Adfærdsændringer hos heste er ikke altid specifikke, og forskning i smertevurdering understreger netop, at tegn på smerte kan være diffuse og vanskelige at fortolke.

Derfor bør en tydelig eller pludselig ændring altid give anledning til spørgsmålet:

Kan hesten – før vi spørger, om den vil?

Giver rytteren modsatrettede signaler?

Der findes også en anden klassiker.

Rytteren beder hesten gå frem med schenklen – samtidig med at hånden holder igen.

For hesten kan det blive svært at forstå, hvilket signal den skal følge.

Equitation science lægger stor vægt på, at signaler bør være tydelige og adskillelige, fordi modsatrettede eller samtidige signaler kan skabe forvirring og konfliktadfærd. ISES beskriver blandt andet, at vedvarende pres fra både hånd og ben kan føre til nedsat respons og problemer med indlæringen.

Det kan altså være værd at kigge på rytteren, før man konkluderer, at hesten er problemet.

Giver benet faktisk plads til, at hesten kan gå frem?

Eller bliver “frem”-signalet mødt af et lige så tydeligt “bliv her”?

Målet er ikke mere schenkel – men mindre

En virkelig velindlært schenkelhjælp bør ikke kræve store kræfter.

Ideelt set skal hesten reagere på et let og tydeligt signal, fordi den har lært præcis, hvad signalet betyder.

Derfor kan løsningen på en hest, der reagerer dårligt på schenklen, paradoksalt nok være at fokusere på at bruge mindre hjælp – men gøre den mere konsekvent.

Start let.
Forstærk kortvarigt, hvis det er nødvendigt.
Slip straks, når hesten reagerer.
Undgå konstant klemmen.
Og sørg for, at hånd, sæde og ben ikke fortæller hesten tre forskellige ting på samme tid.

For måske findes der i virkeligheden færre “schenkeldøve” heste, end vi tror.

Måske findes der snarere heste, der gennem tusindvis af gentagelser har lært, at det første signal ikke rigtig betyder noget.